Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Nedstyrtningsfare ved ikonisk mini-klint

BakkesnakPosted by Danskebjerge Thu, July 26, 2018 01:08:55


Så fik jeg endelig besøgt Højklint.

Trods navnet ikke Danmarks største klint. Men måske den mest sete. Højklint ligger nemlig kun et stenkast fra Storebæltsbroen - ved det sted, hvor den går i land på Sjællandssiden. Man ser tydeligt klinten på venstre hånd, når man kører hen over broen fra vest og nærmer sig betalingsanlægget.

Som sagt er det ikke størrelsen i sig selv, der gør Højklint iøjnefaldende. Klinten er faktisk kun knap 14 meter høj. Men den rejser sig næsten lodret fra kysten, og med dens brungule front af ler lyser klinten som en flamme ud over havet.


Før i tiden var Højklint højere. Topografiske kort angiver dens højde til 16 meter over havet. Men erosionen har ædt sig forbi toppen af bakken, så nu er den skrumpet på alle ledder og kanter. Og det bliver ikke bedre med tiden, for bakken skråner nedad ind mod land, og ca. 50 meter inde er terrænhøjden blot 2-3 meter.

Med andre ord: Højklint er ”over the hill” og har nået pensionsalderen. Vurderet ud fra de nævnte landkort forsvinder der i snit 20 centimeter af klinten om året. Ergo om 250 år er den væk. Det er selvfølgelig også et stykke tid, så hvis man ikke når at besøge Højklint i år, er der gode muligheder senere hen.


Faktisk er stedet et visit værd. Her er virkelig yndigt. Og selvom det kunne være nærliggende at tænke, at Storstrømsbroen har spoleret naturen ved Højklint, så er det ikke sådan, jeg ser på det. Jeg synes, broen gør lokaliteten endnu mere spektakulær, måske især fordi det er en meget veldesignet bro. Det er et stort, men harmonisk bygningsværk, som også hjælper med at give udsigten ud over Storebælt et visuelt perspektiv.

Men lad ikke pylonerne, skibene og edderfuglene optage al din tid. Du skal også kaste et nærmere blik på Højklints ”indmad”. En klint i forfald forsyner nemlig gavmildt kysten med friske materialer, der ellers har været gemt væk under jordens overflade siden sidste istid. Man skal ikke forvente enestående fossiler, men alene det at studere sten, der først for ganske nylig er blevet blotlagt af naturens egne kræfter, er da grundlæggende spændende.


Men hov, der er også beton blandt nedfaldet på stranden? Ja, og der er mere på vej. Højklint har nemlig huset militære anlæg.

Ifølge en kommissionsrapport fra 1946 lå der på stedet et kystbatteri, etableret af tyskerne under besættelsen. Som der står: ”Skytsstandpladserne var aabne med Betonbrisk med indstøbte Sveller og Jordbrystværn. (...) Mandskabsrum og Ammunitionsrum var af Tømmer med let Dækning af Beton og Jord. Luftværnsskytsstandpladserne havde Betonbrisk med indstøbte Sveller.” (Kilde: Bunkermuseum Hanstholm) Det må være resterne af nogle af disse anlæg, der i de her år dratter ned fra Højklint.


Ved mit besøg forleden hang et særligt spektakulært betonstykke faretruende langt ude over klintekanten. Det ser drabeligt ud, og hvem ønsker sig at få sådan en klods i hovedet under en hyggelig strandtur?

En bestigning af Højklint er ikke meget mindre halsbrækkende. Faldet fra toppen er lodret, og at dømme efter de store bunker sten og ler, der ligger for foden af skrænten, er Højklint alt andet end stabil. Det er ikke for ingenting, at der er sat et (i vort land sjældent set) skilt op ved Højklint: ”Nedstyrtningsfare”!

Dermed er det endnu en gang bevist, at selv nok så små bjerge bør omgås med respekt.

/Jacob











  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post345

Ris og ros til en teori - om bjerge

BakkesnakPosted by Danskebjerge Fri, July 20, 2018 01:23:21


Radio24Syv's kulturmagasin havde torsdag 19/7 et interview med en ung skønlitterær forfatter, der havde udviklet, hvad der blev kaldt en naturteori. Den gik kort fortalt ud på, at dansk kultur og politik er præget af det flade landskab, der omgiver os. Vi har ikke store skove og bjerge, som man har i f.eks. Norge og Sverige, og derfor mangler vi naturen i vores samfundsbillede. I stedet bilder vi danskere os ind, at alt kan styres af mennesket. Samtidig har vi ifølge forfatteren en hang til at forfladige alting, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at vi skamrider vores lilleputidentitet og distancerer os fra alt, der har med storhed og elite at gøre.

Jeg synes, det er en interessant tankerække. Ganske vist lidt lommefilosofisk, men lommefilosofi har også sin eksistentberettigelse. Jeg er især enig i, at det ”menneskestyrede” somme tider tager overhånd i organiseringen af det danske samfund, og at småstatstænkningen fylder for meget.

Men skyldes disse forhold virkelig den måde, vores land ser ud på? Det er ikke nogen helt håbløs tanke.

Den franske filosof Montesquieu spekulerede lidt i samme baner for 300 år siden. Han så et mønster, når han studerede sammenhængen mellem klima og folkekarakter. Oppe i det kolde nord havde folk en kold og afdæmpet attitude, mens personer, der levede under lune himmelstrøg mod syd, havde mere hjertevarme og passion. Det var sociologien, som Montesquieu søsatte her: videnskaben om, hvordan omgivelserne præger mennesket.

Der er vel noget om snakken, og det virker også plausibelt, at lavlændere kan have et andet syn på verden end en bjergstamme. Der er dog samtidig nogle problemer med naturteorien.

Først og fremmest laver den førnævnte danske forfatter den samme fejlslutning, som mange andre før hende, når hun fremstiller det flade landskab som en enestående egenskab ved Danmark. Hun kigger på Danmark og konstaterer, at her er der ingen høje bjerge, hvorimod der er bjerge i vore nabolande. Men i virkeligheden er det flade landskab mere reglen end undtagelsen i Europa, og mange af de lande, der har bjerge, har også store områder, hvor der knap er en pukkel i terrænet. Det skyldes navnlig, at den såkaldte store europæiske slette breder sig over kolossale områder i Europa. Schweiz og Norge, der næsten helt domineres af bjerge, skal ses som undtagelser.

Så altså: Hvis det danske sind er præget af ”bjergmangel”, så er det nordtyske, det nordfranske, det sydsvenske, det polske, det ukrainske og det vestrussiske det også. Og det devaluerer jo pointen en del. Man må samtidig stille det spørgsmål, om bjerget som psykologisk fænomen nu også er så grundlæggende, som vi nogle gange tror? Er forestillingen om de store, fascinerende bjerge ikke snarere en moderne foreteelse? Vi har bygget en modsætning op og knytter nogle nationaliteter til den. Men for vore danske forfædre - dem, der levede før industrialiseringen og den dertil hørende øgede mobilitet - var der ingen modsætning. De fleste af dem mødte nemlig aldrig nogen bjerge. De havde kun deres eget omgivende landskab at forholde sig til, og dette har været udfordrende nok. Det handlede om overlevelse, sådan som det også gjorde for fjerne bjergbefolkninger på samme tid andre steder på kloden.

Med andre ord spiller fladland/bjergland-kontrasten næppe nogen skelsættende rolle i forhold til udviklingen af nationalkarakteren. Men naturteorien, der er skitseret ovenfor, er alligevel ikke helt tosset, for hvor der er høje bjerge, er der også tit natur, som er svær at gøre sig til herre over. Og den type natur findes der ikke meget af i nutidens Danmark - langt det meste er under plov. Hvilket givetvis i det lange løb skaber en opfattelse af, at alting kan - og bør - reguleres af menneskehånd. At vi mennesker skal forholde os til naturen, som vi gør det til velfærd, lovgivning og alle mulige andre samfundsområder. Med en sådan tilgang fjerner vi os mere og mere fra udgangspunktet, som er, at samfundet er et produkt af den natur, der omgiver os.

(Læs mere om den flade del af Europa i Danskebjerge.dk's artikel her.)

/Jacob











  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post344

Øer i søer - landets tre største

BakkesnakPosted by Danskebjerge Fri, July 13, 2018 16:16:08

De fleste kendte øer ligger i havet. Fyn og Sjælland er et par eksempler. Men der findes også en anden type øer. Nemlig de øer, som ligger i søer.

For Fyns og Sjællands vedkommende: øer, som ligger i søer, som ligger på øer.

Danskebjerge.dk har kigget lidt på, hvad der findes af "sø-øer" i Danmark, og resultatet blev, at den største ligger på Midtsjælland. Det er et noget ejendommeligt fænomen, for den store ø ligger i Valsølille Sø, som ved Gud ikke er nogen særlig stor sø. (Se satellitbilledet ovenfor.)

At øen tilmed er navnløs - hverken på nye eller gamle kort står der noget navn -, gør ikke sagen mindre speget. Der er ingen officiel adgang til den skovbevoksede ø, og ejerforholdene er heller ikke nemme at opklare.

Fylder godt op i søen
Men stor er den - ja, den udgør næsten en fjerdel af søens samlede areal. Hvor man så selvfølgelig kan diskutere, om øen skal høre med til søens areal eller ej. Den hjerteformede Valsølille Sø er ifølge Danskebjerge.dk's opmåling på 92,1 hektar inkl. søen. Øen i søen er 22 hektar stor.

(Desværre er der ingen sø på den unavngivne ø. Det kunne ellers have været sjovt. For så havde det været en sø på en ø i en sø på en ø i et hav. Man kommer helt til at tænke på denne børnesang...)

Hvorom alting er, så findes der andre danske øer i søer, og et par af dem er ganske store. Nummer to på ranglisten er Borgø i Søndersø på Lolland. Borgø måler 18,8 hektar. Den er i øvrigt lidt mere interessant end øen i Valsølille Sø, idet Borgø huser et spændende voldsted. Man kan komme dertil vha. en turbåd, der sejler i en periode af sommeren.

Tredjepladsen på sø-ø-listen indtages af Møgelø i Julsø ved Silkeborg. Møgelø har et areal på 16,5 hektar og kan tydeligt ses fra Himmelbjerget. Storø i Gurresø, Nordsjælland, er nærmest en sivø og svær at bestemme den præcise omkreds på, men et bud er 11,5 hektar.

Ikke så almindeligt
Det er nogle særlige forhold, der skal til, for at der kan opstå en ø i en sø. Mange søer er jo tunneldale og er således udgravet og udglattet af frembuldrende gletsjere og smeltevand. Den proces efterlader ikke mange muligheder for terrænforhøjninger nede i bunden af dalene.

Derfor er det også i de lavvandede søer, at man finder de fleste sø-øer. I Søndersø ved Maribo stikker der således hele ni landstykker op over søoverfladen. Deraf er den førnævnte Borgø den største.


Billedet herover: Øen i Valsølille Sø set fra bredden af halvøen Skjoldnæs.

/Jacob









  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post343

Opskriften på en hård bakke: 100 med 10

BakkesnakPosted by Danskebjerge Tue, July 10, 2018 23:50:12
Jeg har besteget anslået 99% af de hårdeste asfalterede stigninger i Danmark, og undervejs i den proces kan man kan jo ikke lade være med at sammenligne dem og kigge efter generelle tendenser.

Et af de spørgsmål, jeg tit vender tilbage til, er: Hvad er det, der gør en stigning hård? Hvad er det, der gør, at man på vej mod toppen tænker, hold da op, den trækker godt nok søm ud, den her.

Faktorer som længde, gennemsnitlig stigningsprocent og maksimal stigningsprocent er centrale, og dem har jeg beskæftiget mig meget med i årevis. Men jeg vil pege på et forhold mere, som indgår i opskriften på en hård stigning. Nemlig at der et sted på stigningen er en strækning, hvor der konstant er en tocifret hældning, altså en stigningsprocent på over 10.

Dette parameter har elementer fra både den gennemsnitlige stigningsprocent og den maksimale, og på den måde kan man bruge det til at nuancere et billede af en stigning yderligere.

Det var min bestigning af Gudenåvej op mod Sønder Vissing, der for nylig bekræftede mig i, at faktoren "100 med 10" er relevant. Denne bakke er lang og sej, men de godt 76 højdemeter og hældningen på 5,8% i snit er ikke nok til at skaffe stigningen en plads helt i top blandt de skrappeste i Danmark. Derfor kan man nemt undervurdere Gudenåvej, hvilket man imidlertid fortryder bittert, når man er to tredjedele oppe ad bakken. Her er der en strækning, hvor der på 250 meter er en højdeforskel på ca. 25 meter - med andre ord 250 meter med en gennemsnitlig stigning på 10%. Det kræver noget af ben og åndedræt at presse cyklen fremad her, og det gør, at bakken får et alpinsk præg, hvor tempoet tager et dyk og bliver nede i et stykke tid.

Min erfaring er, at 100 meter, hvor terrænet konstant stiger med 10% eller derover, er kraftigt medvirkende til, at en stigning opleves som "hård". Dette forklarer, hvorfor også en kendt stigning som Pøt Mølle ved Hammel er så berygtet. Den er i lighed med Sønder Vissing-stigningen et stykke fra toplisterne, når det gælder højdeforskel og stejlhed. Alligevel fremhæves den ofte - også blandt professionelle ryttere - som en af Danmarks hårdeste bakker. Jeg tror, det hænger sammen med, at Pøt Mølle har en længere strækning, hvor hældningen aldrig kommer under 10%. Bakken er stejl og vedholdende i en vis tid, og det oplever man som hårdt.

"100 med 10"-princippet vil ikke vende op og ned på alverdens statistikker. Men det kan bruges til især at samle de stigninger op, som så at sige flyver under radaren, når man bruger de øvrige, mere klassiske parametre til at vurdere stigninger ud fra.

/Jacob







  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post342

Sjældne trecifrede højder i kendt bjergby

BakkesnakPosted by Danskebjerge Sat, July 07, 2018 02:17:44


Vejle i Østjylland er kendt for sine stejle bakker, og Danskebjerge.dk har kåret Vejle som Danmarks bjergby nummer 1 - det er nemlig den by i Danmark, der har den største højdeforskel inden for bygrænsen.

Men én ting er stejlhed og højdeforskelle. Noget andet er den absolutte højde af landskabet. Hvor høj er Vejle - målt fra havets overflade -, og hvor finder man det højeste punkt? Det har Danskebjerge.dk kigget nærmere på, og det er lykkedes at lokalisere stedet.

Mere om det senere, for vi starter lige med konstateringen af, at Vejle glimrer ved sit fravær i toppen af de lister, der handler om høje terrænpunkter i Danmark. Selvom Vejles landskab er meget kuperet, så er det lavere beliggende end bakkeområder som Søhøjlandet, Mols Bjerge, Høje Møn og Bornholm.

En del af det kan skyldes tilfældigheder - de danske højder er trods alt små, og istidens gletsjere har ikke haft tommestok med, da de skabte randmoræner og tunneldale. Men for Vejles vedkommende handler det også om, at byen ligger ved Jyllands østkyst og dermed et stykke fra den jyske højderyg. Den jyske højderyg bidrager til, at et område som Søhøjlandet når op i over 170 meters højde over havet (Møllehøj m.fl.). Her kommer Vejle og nærmeste omegn en smule til kort.

Selv vejlensiske lokaliteter, der er kendt for deres kuperede omgivelser, når ikke en gang op på 100 meter over havet. Det gælder f.eks. Munkebjerg på sydsiden af Vejle Fjord. Her er det højeste terræn beliggende i 93 meters højde.

Men enkelte steder finder man højder, der er trecifrede. Og når man får sorteret lidt ud i det, kommer man frem til, at det højeste punkt ligger mod nordvest. Nærmere bestemt i udkanten af det store parcelhuskvarter i Vejle-forstaden Uhrhøj. (Den røde prik på kortet øverst.)


Stedet hedder Lille Bavnehøj, og højens øverste jordflade er beliggende næsten 111 meter over havets overflade. Nogle topografiske kort siger ganske vist 113 moh., men på nyere kort er det rettet til 111, hvilket også stemmer med de punktvise digitale højdedata (i hvert fald hvis man afrunder - stedets højde er næppe over 110,5 moh.). Det kan ikke udelukkes, at forskellen på de gamle og nye angivelser skyldes grusgravning.

Hvorom alting er, så er der ikke tale om noget særlig markant landskabselement. Lille Bavnehøj ligger på nordsiden af en ca. 25 meter høj dalskråning, og mens denne er ganske stejl, så er der derfra et stykke vej hen til selve Lille Bavnehøj, og dennes top befinder sig kun ca. fem meter højere oppe i luften end gårdspladsen på den nærliggende Store Bavngård.

Med andre ord er der langt fra tale om nogen betagende bjergtinde, og tillægsordet 'lille', der indgår i navnet, kunne derfor forekomme passende, hvis ikke lige det var sådan, at der i de nærmeste omgivelser ikke findes andre navngivne bavnehøje, man kunne forveksle Lille Bavnehøj med. Reelt er Lille Bavnehøj størst.


Det havde nok styrket denne artikel, hvis den var forsynet med et par fotos fra toppen af Lille Bavnehøj. Udsigten er sikkert skøn - måske kan man endda se Vejle Fjord derfra? Svaret blæser i vinden, for undertegnede nåede aldrig derop.

Ganske vist var beboeren på førnævnte Store Bavngård så rar at lade mig gå lidt ind på hans matrikel for at komme hen til bakketoppen, men på det sidste stykke lå der ren kornmark, og det besvær og den ødelæggelse, der ville være forbundet med at vade ind over det alt sammen, stod ikke helt mål med det forventede udbytte. Så jeg nøjedes med et par fotos af den ret så beskedne top (nederste foto), og derefter tog jeg til Uhrhøj for at se, om der ikke herfra var et lidt bedre kig til Lille Bavnehøj.

Det var der: Højdeforskellene trådte tydeligere frem set fra syd (øverste foto).

Men jeg vil stadig klart mene, at f.eks. Vejrhøjs og Himmelbjergets toppe er mere fascinerende at studere, og så er der også det lidt nedslående ved Lille Bavnehøj, at det bare er mark. Der er ikke noget tårn - fair nok, det vil måske også være en oversatsning at anlægge sådan ét -, men bænk og bord er der heller ikke noget af endsige en gravhøj, en informationstavle eller et postament. Der har muligvis været et bål her - det afslører navnet Bavnehøj jo -, men det må være mange generationer siden. I dag er højen en temmelig anonym høj.

Hvis man skal være lidt grov, så er Lille Bavnehøj snarere et stykke statistik end en seværdighed. Men statistik kan jo også være ret interessant, og seværdigheder har det med at blive overrendt at turister. Måske er det bedre, hvis man bare lærer stedets omtrentlige placering at kende, for så kan du - når du en dag kører forbi på Høgsholtvej eller Hover Kirkevej - pege lidt nonchalant ud mod kornmarken ved Store Bavngård og sige til din medpassager: ”Derinde - der ligger Vejles højeste punkt. Vidste du dét?”

/Jacob







  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post341

Et arnested for Danmarks kirkebyggeri

BakkesnakPosted by Danskebjerge Mon, June 25, 2018 00:29:01


I et land uden ret meget grundfjeld i overfladen kan man hurtigt komme til at mangle fast byggemateriale. Derfor var opfindelsen (som egentlig var en genopfindelse) af teglproduktion et gigantisk gennembrud i midten af 1100-tallet. Pludselig var man ikke længere afhængig af den udvinding af frådsten og kalksten, som fandt sted på nogle ganske få lokaliteter i Danmark. Man slap også for besværet med at tilhugge hårde marksten. Med teglen skulle der ikke mere til end noget ler, som forekommer i jorden de fleste steder i Danmark, og så en ovn. En teglovn.

I Lindeballe øst for Billund findes en sådan middelalderlig teglovn. Den ligger på et åbent græsareal et stenkast fra Lindeballe Kirke. Udefra er det en karakteristisk bygning med påfaldende lave mure og et påfaldende stort tag. Dette er dog en nyere konstruktion. Det er det indvendige, der er mest spændende.

Herinde kan man nemlig se en teglovn i næsten hele dens oprindelige omfang. Der står endda nogle teglsten tilbage på ovnens gulv - godt nok som en slags rekonstruktion, men da ovnen blev udgravet i 1915, fandt man faktisk en del originale sten, som var blevet efterladt, da ovnen for århundreder siden blev taget ud af brug.


Det går hurtigt op for én, at en teglovn har helt andet dimensioner end køkkenovnen derhjemme. En teglovn er på størrelse med et kollegieværelse: Lindeballe teglovns brændkammer måler 4 gange 4,5 meter, og dertil kommer nogle tykke mure bygget til at modstå trykket fra den enorme varme, som opstod inde i kammeret. Temperaturen skulle op over 1000 grader, for at leret kunne blive til tilstrækkeligt solide teglsten. Eller mursten, som vi kalder dem i dag.

Man kan godt forundres over, hvordan de dengang i middelalderen kunne få fordelt varmen ordentligt i det store rum. Men der er tale om en produktionsform, som på kort tid blev særdeles udbredt, og dermed voksede også den ekspertise, der skulle til for at producere ordentlige tegl uden alt for meget spild. Til denne ekspertise hørte viden om, i hvilket mønster og med hvilken afstand man skulle placere de udskårede og soltørrede lerklodser ved siden af og oven på hinanden. I Lindeballe Teglovn kunne man producere ca. 20.000 sten pr. brænding. Dertil skulle bruges i omegnen af 40 kubikmeter tørt brænde. Den ønskede temperatur opnåede man ved at lukke ovnen næsten helt til, mens man fyrede.


Der har eksisteret utallige teglovne rundt omkring i Danmark, men meget få er bevaret. Derfor er Lindeballe Teglovn en ret enestående lille seværdighed. At den ligger ved siden af Lindeballe Kirke (billedet ovenfor) er ikke nogen tilfældighed. Netop kirkerne var en enorm udfordring dengang i 11- og 1200-tallet, da de skulle bygges, men opgaven blev gjort en del lettere af, at man ofte kunne fremstille stenene lige ved siden af byggepladsen. Som en slags reference til dette, valgte man efter udgravningen af Lindeballe Teglovn at føje et tårn til kirken bygget af de teglsten, man havde fundet i ovnen.

Læs mere om historiske byggematerialer i Danmark her. Fotos: Danskebjerge.dk

/Jacob









  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post340

To ud af tre har lagt arm med Kiddesvej

BakkesnakPosted by Danskebjerge Mon, May 14, 2018 01:08:59


Hvis vi går 15 år tilbage, hvor mange danskere havde da hørt om Kiddesvej? Ikke mange. Men dengang var vejen heller ikke et fast element i Danmarks største cykelløb.

En del af indbyggerne i Vejle kendte den, ja, men det var mest, fordi den var til besvær. Stejle gader er bøvlede at bestige på en gammel havelåge og med indkøbspose på bagagebæreren.

I dag er verden en anden, Kiddesvej er klimakset i det årlige PostNord Danmark Rundt, og som sportslokalitet rangerer vejen på højde med steder som Charlottenlund Travbane, Vojens Speedwaycenter eller Parken i København. Alle ikoniske steder, der danner ramme om klassiske tilbagevendende events, og som i stor stil får besøg af tilhængerne af de respektive idrætsgrene.

Men er Kiddesvej kun for de mest hardcore cykelentusiaster, eller har kendskabet til 19%-stigningen en bred forankring?

Det undersøgte Danskebjerge.dk forleden med en lille stikprøve. Nærmere betegnet en meningsmåling i Facebookgruppen ”Landevejs-cyklingens verden”. Hvis man tillader sig at generalisere ud fra dén, så har over halvdelen af de danske cykelmotionister prøvet kræfter med Kiddesvej.

Meningsmålingen kastede 471 gyldige svar af sig. Resultatet var, at ud af de 471 personer har 252 cyklet op ad Kiddesvej flere gange, 63 har gjort det en enkelt gang, mens 156 aldrig har udsat sig selv for det. Det vil sige, at 67% (to ud af tre) har prøvet at pedalere op ad Kiddesvej mindst én gang. Det er jo en ganske høj andel, når man tager i betragtning, at den pågældende Facebookgruppe tæller motionister fra hele Danmark - tilsyneladende et bredt, geografisk udsnit.

Og hvad så, kan man måske spørge? Betyder det noget, at Kiddesvej er blevet berømt?

Ja, det gør det da.

Det giver for det første en sport en helt ny dimension, når den ikke bare er knyttet til bestemte udøvere, men også til særlige lokaliteter. Det er grundlæggende interessant, at cykling ikke bare er cykling, men at cykeloplevelsen kan variere, afhængig af hvilken egn man befinder sig i.

Og lige så vigtigt i tilfældet med Kiddesvej: Stedet stiller cykelrytteren over for en fysisk test ud over det sædvanlige, og uanset om man er motionist på udkig efter personlige udfordringer eller fan af professionel cykling - eller begge dele som rigtig mange jo er -, så har den beskedne, men ultrastejle gade en stærk tiltrækningskraft, der leder tankerne hen på religiøse pilgrimsmål. Kiddesvej drager.

Og på det lokaløkonomiske plan er Vejle Kommune næppe helt kede af Kiddesvej raske rise-to-fame. Mange udenbys motionister snupper en overnatning eller to i byen, enten som led i en træningslejr eller i forbindelse med deltagelse i løb som Grejsdalsløbet eller Kongeetapen, der også har Kiddesvej på plakaten. På længere sigt har eksponeringen af Vejle-områdets udanske kuperede landskab utvivlsomt også en virkning på tilflytning og erhvervsudvikling.

Meget mere om Kiddesvej her (og se de øvrige links på den pågældende side).

/Jacob







  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post339

Da en tysker overvurderede Dybbølbjerget

BakkesnakPosted by Danskebjerge Fri, April 27, 2018 20:19:27


Efter at preusserne i april 1864 stormede Dybbøl, fik de muligvis lidt for høje tanker om det sted, de havde erobret. I hvert fald oplevede en sønderjyde, der tjente som soldat i den tyske hær under Første Verdenskrig, at en estimeret tysk embedsmand udbasunerede en noget misvisende oplysning om den historiske bakketop.

Hans Petersen, som i foråret 1918 var havnet på tysk lazaret, var ellers stolt over at høre sin hjemegn nævnt og så endda i Bagpommern - et område, der ligger helt ovre i det nuværende Polen:

»Jeg blev ligefrem glad ved Fortælleren. Men saa fortsatte han: „Ja, der er ogsaa smukt her i Pommern, men — der er jo ingen Bjerge her — kun saadanne smaa Bakker, nej, da skulde De se i Nordslesvig — lige over for Sønderborg paa Sundeved; der ligger Dybbølbjerget; — ih, sikken et Bjerg, det er ca. 500-600 meter højt, og saa gaar det stejlt ned i Havet. Storslaaet, kan De tro.”

Det var mere, end jeg kunde staa for. (...) Da Selskabet langsomt kom forbi os, sprang jeg op og gjorde Honnør: „Jeg beder Hr. Løjtnanten und­skylde, at jeg blander mig i Deres Samtale, men jeg maa fortælle Dem, Hr. Løjtnant, at Dybbølbjerget ikke er 500 meter højt, ikke engang 100 meter, det er nøjagtigt 68,4 meter, Hr. Løjtnant.”

Han blev rød i Hovedet, og Herrerne saa interesseret paa Fortælleren og mig. „Hvad siger De, Dybbølbjerget ved Sønderborg er ikke 500 meter højt? Hvorfra ved De det?“

„Hr. Løjtnant, det er min Hjemegn, jeg har travet op ad Dybbøl Banke mange Gange, jeg har leget i Skanserne som Skoledreng, desuden har jeg undervist Seminarieskolens Elever i Hjemstavnslære. — Ja, Dybbøl Banke er 68,4 meter, det kan ikke blive til mere!“

Officererne morede sig, Fortælleren blev noget flov, og inden han gik, sagde han: „Hvad er Deres Navn?” — „Gefreiter Petersen, Stue Nr. 14!” — „Jeg skal huske det!”«

Diskussionen om Dybbøl Bankes højde er beskrevet på websitet ”Den store krig 1914-1918”. På sitet er der siden 2014 blevet offentliggjort daglige beretninger om Første Verdenskrig, omhandlende begivenheder for præcis 100 år siden.

Hvis embedsmandens fejlbehæftede udtalelse var kommet 50 år tidligere, ville han sikkert være sluppet godt afsted med den. Det var nemlig først i sidste halvdel af 1800-tallet, at man i Danmark gik i gang med en minutiøs opmåling af landskabets højder.

/Jacob











  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post338

Gravhøjen der blev savet midt over

BakkesnakPosted by Danskebjerge Wed, April 25, 2018 21:05:43


Jeg var forleden forbi Gæsterehøje - en gruppe af bronzalderhøje beliggende lige ved Karrebækvej midt imellem Karrebæksminde og Næstved.

Om sommeren tror man som forbipasserende, at der kun er én høj - de andre høje forsvinder fra synsfeltet, når bevoksningen tiltager. Men faktisk er det en ret imponerende gruppe af høje. Ni styks ligger der (hvis man tæller selv de mindste med), og der er ikke mange meter imellem dem. Man kan med fordel bestige nogle af højene, for det er oppe fra toppene, at gravhøjskomplekset tager sig flottest ud. Måske især her om foråret, hvor der på én gang er en smuk skovbund at se på og samtidig godt udsyn, fordi der endnu kun er få blade på bøgetræerne.

Fortalte jeg, at Gæsterehøje består af ni høje? Det er ikke helt sandt. Der er kun 8½. Og det skyldes ikke bronzealderfolket, men mennesker fra en meget senere tidsalder. Mennesker, som tydeligvis havde hang til at skære genvej.


Karrebækvej blev anlagt så tæt på den nordligste gravhøj, at der ved anlæggelsen blev snittet noget af højen. Vejbyggerne må simpelthen have trukket en lige streg fra Næstved i retning af Karrebæksminde, og så var det bare synd for gravhøjen, at den lå på den linje. Som det fremgår af kortet øverst, er der ingen terrænmæssige grunde til, at man ikke kunne have flyttet vejen ti meter længere nordpå. Men den skulle åbenbart gå lige dér - gennem gravhøjen.

Det virker næsten provokerende. Eller brugte man ligefrem vejbyggeriet som en slags undskyldning for at udgrave højen? Det fortæller historien intet om. Karrebækvejs kyniske tilblivelse er ret ubeskrevet - og ligger længere tilbage i tiden, end man måske skulle tro. Trods vejens "moderne" retlinede forløb så kan den have nogle århundreder på bagen. I hvert fald viser gamle landkort, at den har ligget, hvor den ligger, siden 1800-tallet - mindst.

Den skråt afgravede høj, som med sine fem meter i højden er den højeste af Gæsterehøjene, kunne endda have været endnu mere ødelagt, end den fremstår i dag. På et tidspunkt blev den nemlig brugt som racerbane af knallertkørere! Det gav selvsagt nogle gevaldige fordybninger i den før så stolte gravhøj, og i 1981 greb Skov- og Naturstyrelsen ind: "Knallerters adgang til højen bør forhindres ved at restaurere gærdet mod landevejen ved højens NV-fod. Der skal bruges 5-10 m3 muldjord til restaureringen," skrev styrelsen.

I dag er nordsiden jævnt og stejlt skrånende (se foto herover). Højen ser ganske velplejet ud, men bronzealdergravenes normale harmoniske udtryk har den for altid mistet.


/Jacob























  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post337

De storslåede udsigters værste fjende

BakkesnakPosted by Danskebjerge Mon, April 23, 2018 18:21:28

”Undrer mig på, hvad jeg får at se over de høje fjelde?” lyder spørgsmålet i en gammel sang med tekst af den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson.

Spørgsmålet rejses af en person, der længes efter at se mere af verden, end hvad de høje fjeldvægge tillader. Men måske er han ikke gået glip af helt så meget, som han troede?

Sagen er nemlig den, at jordens krumning udgør en betragtelig indskrænkning af vores udsigt. Selv på en glasklar dag og med nypudsede briller vil vi fra et punkt på jordens (eller vandets) overflade kun kunne se et tilsvarende punkt 3,75 kilometer borte. Rejser vi os op, kan vi se lidt længere. Og går vi op på en bakketop, vinder vi endnu flere kilometer - forudsat at der ikke er terrænelementer, der spolerer udsigten.

Formlen beskrives i denne artikel på tv2.dk, hvor man kan læse, at ”horisonten befinder sig 3,57 kilometer gange kvadratroden af din højde i meter borte”. Det vil altså sige, at hvis man befinder sig 100 meter oppe, så vil udsigten række 3,57x10=35,7 kilometer.

Hvad betyder det så i praksis?

På landjorden er det lidt svært at beregne, fordi terrænet typisk går op og ned og i øvrigt tit er beplantet med træer. Lad os i stedet kigge på et par steder, hvor udsynet kun er begrænset af jordens krumning - dvs. højdedrag ude ved havet.

Vejrhøj i Odsherred måler 121 moh., og der er fin udsigt ud over Sejerø Bugt og Nekselø Bugt. Kan man se til Samsø fra Vejrhøj? Det kan nemt regnes ud: Kvadratroden af 121 er 11, så 3,57x11=39,27. Ergo: Kigger man mod vest fra Vejrhøjs top, øjner man kun havet, for afstanden til Samsøs østkyst er 45 km. - ca. 6 km for langt. Hertil skal dog siges, at Samsø ikke er nogen flad ø, og for hver meter øen rager op i luften, bliver den nemmere at se - hvor meget nemmere vil jeg ikke lave beregninger på her.


Trebjerg på Sydvestfyn er en anden bakketop med storartet havudsigt. Der er 128 meter fra toppen til havets overflade, og det betyder, at hvis du spejder mod sydvest, så kan du se 3,57x11,3=40,4 kilometer ud. Dermed kan du uden problemer beskue øerne Vigø, Horsehoved og Illum samt halvøen Helnæs (se foto). Men du kan også ane kysten af Als, som ligger 27 kilometer væk. I teorien burde du tilmed kunne få øje på Sønderjylland, men så skulle Als nok graves bort først, for øen ligger og spærrer synsfeltet. Derimod bør du mod vest kunne se Haderslev-egnen.

På Bornholm får man følelsen af at være på en isoleret ø langt fra resten af verden, og det er ikke helt forkert. Fra toppen af Hammeren rækker øjet nemlig kun 3,57x9,1=32,5 kilometer væk. Og det er ikke nok til at se den sydøstsvenske kyst. Den ligger 36 kilometer borte.

De tre nævnte eksempler er ret ekstreme efter danske forhold. Tit er der jo et eller andet der begrænser udsynet, og i øvrigt er der her til lands langt imellem udsigtsrige bakker, der er højere end 100 meter. Omvendt er det også interessant at tænke på, hvor begrænset vores maksimale synsfelt faktisk er. Vi er jo nok alle sammen lidt som Bjørnstjerne Bjørnsons gut, der forestiller sig, at man kan se ud i uendeligheden, hvis man står ved havet. Virkeligheden er en noget anden.

Hvis man er 175 cm høj, så kan man se lige knap 5 km væk. Det indebærer eksempelvis, at hvis du står ved breden i den ene ende af Mossø ved Skanderborg (en af Danmarks største søer), så kan du ikke se til søens anden ende. Faktisk kan du kun se halvdelen af vejen, før jordens krumning blokerer.

I praksis er det dog nok svært at afgøre, hvad der begrænser en udsigt. Tit er det disen, der gør det, og netop derfor er det måske især her for tiden - i foråret -, at man skal opsøge de bedste udsigter. Når det bliver sommer, er der ofte så meget varme i luften, at noget af dens klarhed forsvinder.

/Jacob











  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post336
Next »