Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Skjult terræn: Under vandet inde i landet

BakkesnakPosted by Danskebjerge Sun, November 11, 2018 22:33:33


Vi har det med at skelne skarpt mellem, hvad der er land, og hvad der er hav. Når vi f.eks. kigger på landkort, skøjter vores blik hurtigt hen over det, der er ensfarvet blåt, for at nå frem til de områder, hvor der er marker, veje og bebyggelse.

Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi mennesker grundlæggende er landdyr. Det er på land, vi har de bedste livsbetingelser. Vi opholder os sjældent på vand i længere tid.

Der er nu heller ikke meget af materiel værdi at finde nede under overfladen. Og det, der måtte være, er alligevel skjult af den. Ude af øje, ude af sind. Denne talemåde beskriver vældig godt vores forhold til de søer og farvande, der omgiver os.

Også på videnskabsfronten er der gennem tiden brugt forholdsvis få kræfter på den våde del af Danmark. Derfor er f.eks. terrænforskelle på havbunden kun sporadisk udforsket. (Læs om, hvad man trods alt ved, i Danskebjerge.dk's artikel om havets bjerge.)

En af de misforståelser, der udspringer af vores ringe interesse for vandområderne, er, at vi ikke inddrager dem i vores forståelse af det danske istidslandskab. Ja, vi har end ikke et ord for, hvad man kalder det terræn, som ligger under vand, men som i lige så høj grad som Danmarks nuværende landjord blev bearbejdet af istidens gletsjere. Jeg har lidt i sjov kaldt det 'vandskab'.

I virkeligheden var gletsjerne ret ligeglade med vand. De møvede sig frem over alt. Og egentlig er det ret tilfældigt, hvor grænsen mellem land og vand går i nutidens Danmark. Det var i hvert fald ikke noget, som istidens gletsjere i Danmark havde meget med at gøre. Det eneste, der har haft betydning i den sammenhæng, er, at der jo allerede ved de sidste gletsjeres ankomst fandtes terrænforskelle. Og de steder, der på det tidspunkt lå lavt, var alt andet lige også i ”risikozonen” for at havne under havets overflade, når gletsjerne var færdige med deres formgiving af Danmark, og havniveauet steg markant.

En anden fejlbehæftet antagelse, som jeg - indrømmet - selv har gået rundt med, består i, at vi betragter vore søer som et landfænomen. Altså at sø og land så at sige hører sammen, mens havet er i sin egen kategori. Og på nogle punkter giver den opdeling også mening - f.eks. er der den forskel, at vandet i havet er salt, mens vandet i søerne er ferskt. Men der findes en fællesnævner, som kun få er bevidste om, og det er, at en del søer rækker dybere ned end havets overflade. Dvs. søoverfladen befinder sig ganske vist over havniveau, men søen er samtidig så dyb, at bunden af den ligger under havniveau.

Dette bryder lidt med vores vante forestilling. Normalt vil vi jo sige, at når der strømmer vand fra en sø ud i et vandløb og derfra videre ud i havet, så er det fordi, søen ligger højere end havet. Men det er altså kun en halv sandhed.

Enkelte søer rækker endda et pænt stykke ned under havets overflade. Furesø nordvest for København, Danmarks dybeste sø, har eksempelvis en søbund, der befinder sig hele 17,5 meter under havet. En sø i Jylland når sågar endnu længere ned!

Det har jeg skrevet mere om i denne nye artikel.

/Jacob









  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post352

Urene er stillet tilbage - og det samme er farten

BakkesnakPosted by Danskebjerge Sun, November 04, 2018 00:22:10


Så blev det vintertid - i mere end én forstand. For ikke nok med, at du skal stille uret en time tilbage. Du skal også indstille dig på at bevæge dig langsommere gennem landskabet.

Nå ja, men det er jo fordi man drosler ned på træningen, vil mange sige. Og det er også rigtigt, men en anden faktor spiller ind, og det er lufttemperaturen. Jo koldere det er, desto mere modstand er der i luften. Og det medfører, at dine cykelture om vinteren alt andet lige er langsommere end dem om sommeren.

TV 2 Vejret lavede tidligere i år et lille eksperiment, hvor de undersøgte netop dette. Og selvom resultatet ikke er voldsomt præcist, så skal de have point for forsøget. Klik her.

En endnu grundigere analyse af temperaturens indflydelse på tempoet har det engelske magasin Cyclist foretaget. I artiklen gennemgår de forskellige faktorer og når (ligesom TV 2) frem til, at det er luftmolekylernes tæthed, der har størst betydning. I al fald 1 km/t alene på denne konto, skal man regne med.

Jeg vil for egen regning tilføje et par faktorer, som ikke er nævnt hos ovenstående kilder. Det ene er tøjet. Man har jo mere tøj på i kulden og måske også i lidt grovere materialer. Det øger modstanden fra luften. Desuden er der - særligt i årets første fire måneder - meget få blade på træer og buske, og dermed har man mindre læ på cykelturene, selvfølgelig især på de strækninger, der går gennem skov.

Her til eftermiddag testede jeg selv det kolde vejr på landevejen. Sølle to grader varmt var der. Eller cirka 25 grader koldere end på årets varmeste tur! Det forklarer til dels den lidt langsomme tid. Ud fra Cyclist's analyse vil jeg vurdere, at den samlede vejrbetingede tempoforskel var på ca. 2,5 km/t - det er da alligevel noget.

Vi bliver altså langsomme i kulden, gør vi. Omvendt kan vi så til foråret glæde os over, at farten på cyklen tiltager mere, end formkurven alene tilsiger.

/Jacob



  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post351

Dansk bjergbestiger opdagede de norske fjelde

BakkesnakPosted by Danskebjerge Fri, October 26, 2018 00:04:50


Hvad få danskere er klar over, er, at Skandinaviens måske mest berømte bjergbestiger stammer fra ... Frederiksberg.

Mandens navn er Carl Hall. Han var søn af en af det 19. århundredes mest prominente politiske skikkelser, C.C. Hall. Men mens faderen strøg til tops i politik og bl.a. blev konseilspræsident, så gik sønnen efter de virkelige tinder - dem, man f.eks. finder i Norge.

Det kan måske virke lidt paradoksalt, men det var faktisk udlændinge - ikke mindst Carl Hall -, der vakte nordmændenes interesse for de norske fjelde. Før betragtede man i Norge fjeldlandskaberne som noget selvfølgeligt eller endda upraktisk. Men med bjergbestigernes indtog skabtes en ny bevidsthed om terrænets skønhed og om den spænding, der lå i at bestige de sværeste toppe. Her førte danske Hall an, og i dag er op til flere norske fjeldpartier opkaldt efter ham. Ja, der er næppe tvivl om, at Carl Hall er mere berømt i Norge end i sit hjemland.

Hans popularitet og betydning blev forstærket af, at han tog en del fotografier fra sine ekspeditioner. På det billede, der ledsager dette blogindlæg, må han dog have fået assistance - han er nemlig selv med på det og ses længst ude til højre.

Som en krølle på halen kan nævnes, at undertegnede faktisk er lidt i familie med Carl Hall. Han var fætter til min tipoldemor, og i familiens gamle fotoarkiv har vi billeder af både ham og hans forældre.

Hans eget danske bjergbestigerblod gik dog ikke umiddelbart videre til nogen, for han døde barnløs i 1908.

Mere om manden her:
https://snl.no/Carl_Christian_Hall

/Jacob









  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post350

Nedstyrtningsfare ved ikonisk mini-klint

BakkesnakPosted by Danskebjerge Thu, July 26, 2018 01:08:55


Så fik jeg endelig besøgt Højklint.

Trods navnet ikke Danmarks største klint. Men måske den mest sete. Højklint ligger nemlig kun et stenkast fra Storebæltsbroen - ved det sted, hvor den går i land på Sjællandssiden. Man ser tydeligt klinten på venstre hånd, når man kører hen over broen fra vest og nærmer sig betalingsanlægget.

Som sagt er det ikke størrelsen i sig selv, der gør Højklint iøjnefaldende. Klinten er faktisk kun knap 14 meter høj. Men den rejser sig næsten lodret fra kysten, og med dens brungule front af ler lyser klinten som en flamme ud over havet.


Før i tiden var Højklint højere. Topografiske kort angiver dens højde til 16 meter over havet. Men erosionen har ædt sig forbi toppen af bakken, så nu er den skrumpet på alle ledder og kanter. Og det bliver ikke bedre med tiden, for bakken skråner nedad ind mod land, og ca. 50 meter inde er terrænhøjden blot 2-3 meter.

Med andre ord: Højklint er ”over the hill” og har nået pensionsalderen. Vurderet ud fra de nævnte landkort forsvinder der i snit 20 centimeter af klinten om året. Ergo om 250 år er den væk. Det er selvfølgelig også et stykke tid, så hvis man ikke når at besøge Højklint i år, er der gode muligheder senere hen.


Faktisk er stedet et visit værd. Her er virkelig yndigt. Og selvom det kunne være nærliggende at tænke, at Storstrømsbroen har spoleret naturen ved Højklint, så er det ikke sådan, jeg ser på det. Jeg synes, broen gør lokaliteten endnu mere spektakulær, måske især fordi det er en meget veldesignet bro. Det er et stort, men harmonisk bygningsværk, som også hjælper med at give udsigten ud over Storebælt et visuelt perspektiv.

Men lad ikke pylonerne, skibene og edderfuglene optage al din tid. Du skal også kaste et nærmere blik på Højklints ”indmad”. En klint i forfald forsyner nemlig gavmildt kysten med friske materialer, der ellers har været gemt væk under jordens overflade siden sidste istid. Man skal ikke forvente enestående fossiler, men alene det at studere sten, der først for ganske nylig er blevet blotlagt af naturens egne kræfter, er da grundlæggende spændende.


Men hov, der er også beton blandt nedfaldet på stranden? Ja, og der er mere på vej. Højklint har nemlig huset militære anlæg.

Ifølge en kommissionsrapport fra 1946 lå der på stedet et kystbatteri, etableret af tyskerne under besættelsen. Som der står: ”Skytsstandpladserne var aabne med Betonbrisk med indstøbte Sveller og Jordbrystværn. (...) Mandskabsrum og Ammunitionsrum var af Tømmer med let Dækning af Beton og Jord. Luftværnsskytsstandpladserne havde Betonbrisk med indstøbte Sveller.” (Kilde: Bunkermuseum Hanstholm) Det må være resterne af nogle af disse anlæg, der i de her år dratter ned fra Højklint.


Ved mit besøg forleden hang et særligt spektakulært betonstykke faretruende langt ude over klintekanten. Det ser drabeligt ud, og hvem ønsker sig at få sådan en klods i hovedet under en hyggelig strandtur?

En bestigning af Højklint er ikke meget mindre halsbrækkende. Faldet fra toppen er lodret, og at dømme efter de store bunker sten og ler, der ligger for foden af skrænten, er Højklint alt andet end stabil. Det er ikke for ingenting, at der er sat et (i vort land sjældent set) skilt op ved Højklint: ”Nedstyrtningsfare”!

Dermed er det endnu en gang bevist, at selv nok så små bjerge bør omgås med respekt.

/Jacob











  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post345

Ris og ros til en teori - om bjerge

BakkesnakPosted by Danskebjerge Fri, July 20, 2018 01:23:21


Radio24Syv's kulturmagasin havde torsdag 19/7 et interview med en ung skønlitterær forfatter, der havde udviklet, hvad der blev kaldt en naturteori. Den gik kort fortalt ud på, at dansk kultur og politik er præget af det flade landskab, der omgiver os. Vi har ikke store skove og bjerge, som man har i f.eks. Norge og Sverige, og derfor mangler vi naturen i vores samfundsbillede. I stedet bilder vi danskere os ind, at alt kan styres af mennesket. Samtidig har vi ifølge forfatteren en hang til at forfladige alting, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at vi skamrider vores lilleputidentitet og distancerer os fra alt, der har med storhed og elite at gøre.

Jeg synes, det er en interessant tankerække. Ganske vist lidt lommefilosofisk, men lommefilosofi har også sin eksistentberettigelse. Jeg er især enig i, at det ”menneskestyrede” somme tider tager overhånd i organiseringen af det danske samfund, og at småstatstænkningen fylder for meget.

Men skyldes disse forhold virkelig den måde, vores land ser ud på? Det er ikke nogen helt håbløs tanke.

Den franske filosof Montesquieu spekulerede lidt i samme baner for 300 år siden. Han så et mønster, når han studerede sammenhængen mellem klima og folkekarakter. Oppe i det kolde nord havde folk en kold og afdæmpet attitude, mens personer, der levede under lune himmelstrøg mod syd, havde mere hjertevarme og passion. Det var sociologien, som Montesquieu søsatte her: videnskaben om, hvordan omgivelserne præger mennesket.

Der er vel noget om snakken, og det virker også plausibelt, at lavlændere kan have et andet syn på verden end en bjergstamme. Der er dog samtidig nogle problemer med naturteorien.

Først og fremmest laver den førnævnte danske forfatter den samme fejlslutning, som mange andre før hende, når hun fremstiller det flade landskab som en enestående egenskab ved Danmark. Hun kigger på Danmark og konstaterer, at her er der ingen høje bjerge, hvorimod der er bjerge i vore nabolande. Men i virkeligheden er det flade landskab mere reglen end undtagelsen i Europa, og mange af de lande, der har bjerge, har også store områder, hvor der knap er en pukkel i terrænet. Det skyldes navnlig, at den såkaldte store europæiske slette breder sig over kolossale områder i Europa. Schweiz og Norge, der næsten helt domineres af bjerge, skal ses som undtagelser.

Så altså: Hvis det danske sind er præget af ”bjergmangel”, så er det nordtyske, det nordfranske, det sydsvenske, det polske, det ukrainske og det vestrussiske det også. Og det devaluerer jo pointen en del. Man må samtidig stille det spørgsmål, om bjerget som psykologisk fænomen nu også er så grundlæggende, som vi nogle gange tror? Er forestillingen om de store, fascinerende bjerge ikke snarere en moderne foreteelse? Vi har bygget en modsætning op og knytter nogle nationaliteter til den. Men for vore danske forfædre - dem, der levede før industrialiseringen og den dertil hørende øgede mobilitet - var der ingen modsætning. De fleste af dem mødte nemlig aldrig nogen bjerge. De havde kun deres eget omgivende landskab at forholde sig til, og dette har været udfordrende nok. Det handlede om overlevelse, sådan som det også gjorde for fjerne bjergbefolkninger på samme tid andre steder på kloden.

Med andre ord spiller fladland/bjergland-kontrasten næppe nogen skelsættende rolle i forhold til udviklingen af nationalkarakteren. Men naturteorien, der er skitseret ovenfor, er alligevel ikke helt tosset, for hvor der er høje bjerge, er der også tit natur, som er svær at gøre sig til herre over. Og den type natur findes der ikke meget af i nutidens Danmark - langt det meste er under plov. Hvilket givetvis i det lange løb skaber en opfattelse af, at alting kan - og bør - reguleres af menneskehånd. At vi mennesker skal forholde os til naturen, som vi gør det til velfærd, lovgivning og alle mulige andre samfundsområder. Med en sådan tilgang fjerner vi os mere og mere fra udgangspunktet, som er, at samfundet er et produkt af den natur, der omgiver os.

(Læs mere om den flade del af Europa i Danskebjerge.dk's artikel her.)

/Jacob











  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post344

Øer i søer - landets tre største

BakkesnakPosted by Danskebjerge Fri, July 13, 2018 16:16:08

De fleste kendte øer ligger i havet. Fyn og Sjælland er et par eksempler. Men der findes også en anden type øer. Nemlig de øer, som ligger i søer.

For Fyns og Sjællands vedkommende: øer, som ligger i søer, som ligger på øer.

Danskebjerge.dk har kigget lidt på, hvad der findes af "sø-øer" i Danmark, og resultatet blev, at den største ligger på Midtsjælland. Det er et noget ejendommeligt fænomen, for den store ø ligger i Valsølille Sø, som ved Gud ikke er nogen særlig stor sø. (Se satellitbilledet ovenfor.)

At øen tilmed er navnløs - hverken på nye eller gamle kort står der noget navn -, gør ikke sagen mindre speget. Der er ingen officiel adgang til den skovbevoksede ø, og ejerforholdene er heller ikke nemme at opklare.

Fylder godt op i søen
Men stor er den - ja, den udgør næsten en fjerdel af søens samlede areal. Hvor man så selvfølgelig kan diskutere, om øen skal høre med til søens areal eller ej. Den hjerteformede Valsølille Sø er ifølge Danskebjerge.dk's opmåling på 92,1 hektar inkl. søen. Øen i søen er 22 hektar stor.

(Desværre er der ingen sø på den unavngivne ø. Det kunne ellers have været sjovt. For så havde det været en sø på en ø i en sø på en ø i et hav. Man kommer helt til at tænke på denne børnesang...)

Hvorom alting er, så findes der andre danske øer i søer, og et par af dem er ganske store. Nummer to på ranglisten er Borgø i Søndersø på Lolland. Borgø måler 18,8 hektar. Den er i øvrigt lidt mere interessant end øen i Valsølille Sø, idet Borgø huser et spændende voldsted. Man kan komme dertil vha. en turbåd, der sejler i en periode af sommeren.

Tredjepladsen på sø-ø-listen indtages af Møgelø i Julsø ved Silkeborg. Møgelø har et areal på 16,5 hektar og kan tydeligt ses fra Himmelbjerget. Storø i Gurresø, Nordsjælland, er nærmest en sivø og svær at bestemme den præcise omkreds på, men et bud er 11,5 hektar.

Ikke så almindeligt
Det er nogle særlige forhold, der skal til, for at der kan opstå en ø i en sø. Mange søer er jo tunneldale og er således udgravet og udglattet af frembuldrende gletsjere og smeltevand. Den proces efterlader ikke mange muligheder for terrænforhøjninger nede i bunden af dalene.

Derfor er det også i de lavvandede søer, at man finder de fleste sø-øer. I Søndersø ved Maribo stikker der således hele ni landstykker op over søoverfladen. Deraf er den førnævnte Borgø den største.


Billedet herover: Øen i Valsølille Sø set fra bredden af halvøen Skjoldnæs.

/Jacob









  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post343

Opskriften på en hård bakke: 100 med 10

BakkesnakPosted by Danskebjerge Tue, July 10, 2018 23:50:12
Jeg har besteget anslået 99% af de hårdeste asfalterede stigninger i Danmark, og undervejs i den proces kan man kan jo ikke lade være med at sammenligne dem og kigge efter generelle tendenser.

Et af de spørgsmål, jeg tit vender tilbage til, er: Hvad er det, der gør en stigning hård? Hvad er det, der gør, at man på vej mod toppen tænker, hold da op, den trækker godt nok søm ud, den her.

Faktorer som længde, gennemsnitlig stigningsprocent og maksimal stigningsprocent er centrale, og dem har jeg beskæftiget mig meget med i årevis. Men jeg vil pege på et forhold mere, som indgår i opskriften på en hård stigning. Nemlig at der et sted på stigningen er en strækning, hvor der konstant er en tocifret hældning, altså en stigningsprocent på over 10.

Dette parameter har elementer fra både den gennemsnitlige stigningsprocent og den maksimale, og på den måde kan man bruge det til at nuancere et billede af en stigning yderligere.

Det var min bestigning af Gudenåvej op mod Sønder Vissing, der for nylig bekræftede mig i, at faktoren "100 med 10" er relevant. Denne bakke er lang og sej, men de godt 76 højdemeter og hældningen på 5,8% i snit er ikke nok til at skaffe stigningen en plads helt i top blandt de skrappeste i Danmark. Derfor kan man nemt undervurdere Gudenåvej, hvilket man imidlertid fortryder bittert, når man er to tredjedele oppe ad bakken. Her er der en strækning, hvor der på 250 meter er en højdeforskel på ca. 25 meter - med andre ord 250 meter med en gennemsnitlig stigning på 10%. Det kræver noget af ben og åndedræt at presse cyklen fremad her, og det gør, at bakken får et alpinsk præg, hvor tempoet tager et dyk og bliver nede i et stykke tid.

Min erfaring er, at 100 meter, hvor terrænet konstant stiger med 10% eller derover, er kraftigt medvirkende til, at en stigning opleves som "hård". Dette forklarer, hvorfor også en kendt stigning som Pøt Mølle ved Hammel er så berygtet. Den er i lighed med Sønder Vissing-stigningen et stykke fra toplisterne, når det gælder højdeforskel og stejlhed. Alligevel fremhæves den ofte - også blandt professionelle ryttere - som en af Danmarks hårdeste bakker. Jeg tror, det hænger sammen med, at Pøt Mølle har en længere strækning, hvor hældningen aldrig kommer under 10%. Bakken er stejl og vedholdende i en vis tid, og det oplever man som hårdt.

"100 med 10"-princippet vil ikke vende op og ned på alverdens statistikker. Men det kan bruges til især at samle de stigninger op, som så at sige flyver under radaren, når man bruger de øvrige, mere klassiske parametre til at vurdere stigninger ud fra.

/Jacob







  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post342

Sjældne trecifrede højder i kendt bjergby

BakkesnakPosted by Danskebjerge Sat, July 07, 2018 02:17:44


Vejle i Østjylland er kendt for sine stejle bakker, og Danskebjerge.dk har kåret Vejle som Danmarks bjergby nummer 1 - det er nemlig den by i Danmark, der har den største højdeforskel inden for bygrænsen.

Men én ting er stejlhed og højdeforskelle. Noget andet er den absolutte højde af landskabet. Hvor høj er Vejle - målt fra havets overflade -, og hvor finder man det højeste punkt? Det har Danskebjerge.dk kigget nærmere på, og det er lykkedes at lokalisere stedet.

Mere om det senere, for vi starter lige med konstateringen af, at Vejle glimrer ved sit fravær i toppen af de lister, der handler om høje terrænpunkter i Danmark. Selvom Vejles landskab er meget kuperet, så er det lavere beliggende end bakkeområder som Søhøjlandet, Mols Bjerge, Høje Møn og Bornholm.

En del af det kan skyldes tilfældigheder - de danske højder er trods alt små, og istidens gletsjere har ikke haft tommestok med, da de skabte randmoræner og tunneldale. Men for Vejles vedkommende handler det også om, at byen ligger ved Jyllands østkyst og dermed et stykke fra den jyske højderyg. Den jyske højderyg bidrager til, at et område som Søhøjlandet når op i over 170 meters højde over havet (Møllehøj m.fl.). Her kommer Vejle og nærmeste omegn en smule til kort.

Selv vejlensiske lokaliteter, der er kendt for deres kuperede omgivelser, når ikke en gang op på 100 meter over havet. Det gælder f.eks. Munkebjerg på sydsiden af Vejle Fjord. Her er det højeste terræn beliggende i 93 meters højde.

Men enkelte steder finder man højder, der er trecifrede. Og når man får sorteret lidt ud i det, kommer man frem til, at det højeste punkt ligger mod nordvest. Nærmere bestemt i udkanten af det store parcelhuskvarter i Vejle-forstaden Uhrhøj. (Den røde prik på kortet øverst.)


Stedet hedder Lille Bavnehøj, og højens øverste jordflade er beliggende næsten 111 meter over havets overflade. Nogle topografiske kort siger ganske vist 113 moh., men på nyere kort er det rettet til 111, hvilket også stemmer med de punktvise digitale højdedata (i hvert fald hvis man afrunder - stedets højde er næppe over 110,5 moh.). Det kan ikke udelukkes, at forskellen på de gamle og nye angivelser skyldes grusgravning.

Hvorom alting er, så er der ikke tale om noget særlig markant landskabselement. Lille Bavnehøj ligger på nordsiden af en ca. 25 meter høj dalskråning, og mens denne er ganske stejl, så er der derfra et stykke vej hen til selve Lille Bavnehøj, og dennes top befinder sig kun ca. fem meter højere oppe i luften end gårdspladsen på den nærliggende Store Bavngård.

Med andre ord er der langt fra tale om nogen betagende bjergtinde, og tillægsordet 'lille', der indgår i navnet, kunne derfor forekomme passende, hvis ikke lige det var sådan, at der i de nærmeste omgivelser ikke findes andre navngivne bavnehøje, man kunne forveksle Lille Bavnehøj med. Reelt er Lille Bavnehøj størst.


Det havde nok styrket denne artikel, hvis den var forsynet med et par fotos fra toppen af Lille Bavnehøj. Udsigten er sikkert skøn - måske kan man endda se Vejle Fjord derfra? Svaret blæser i vinden, for undertegnede nåede aldrig derop.

Ganske vist var beboeren på førnævnte Store Bavngård så rar at lade mig gå lidt ind på hans matrikel for at komme hen til bakketoppen, men på det sidste stykke lå der ren kornmark, og det besvær og den ødelæggelse, der ville være forbundet med at vade ind over det alt sammen, stod ikke helt mål med det forventede udbytte. Så jeg nøjedes med et par fotos af den ret så beskedne top (nederste foto), og derefter tog jeg til Uhrhøj for at se, om der ikke herfra var et lidt bedre kig til Lille Bavnehøj.

Det var der: Højdeforskellene trådte tydeligere frem set fra syd (øverste foto).

Men jeg vil stadig klart mene, at f.eks. Vejrhøjs og Himmelbjergets toppe er mere fascinerende at studere, og så er der også det lidt nedslående ved Lille Bavnehøj, at det bare er mark. Der er ikke noget tårn - fair nok, det vil måske også være en oversatsning at anlægge sådan ét -, men bænk og bord er der heller ikke noget af endsige en gravhøj, en informationstavle eller et postament. Der har muligvis været et bål her - det afslører navnet Bavnehøj jo -, men det må være mange generationer siden. I dag er højen en temmelig anonym høj.

Hvis man skal være lidt grov, så er Lille Bavnehøj snarere et stykke statistik end en seværdighed. Men statistik kan jo også være ret interessant, og seværdigheder har det med at blive overrendt at turister. Måske er det bedre, hvis man bare lærer stedets omtrentlige placering at kende, for så kan du - når du en dag kører forbi på Høgsholtvej eller Hover Kirkevej - pege lidt nonchalant ud mod kornmarken ved Store Bavngård og sige til din medpassager: ”Derinde - der ligger Vejles højeste punkt. Vidste du dét?”

/Jacob







  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post341

Et arnested for Danmarks kirkebyggeri

BakkesnakPosted by Danskebjerge Mon, June 25, 2018 00:29:01


I et land uden ret meget grundfjeld i overfladen kan man hurtigt komme til at mangle fast byggemateriale. Derfor var opfindelsen (som egentlig var en genopfindelse) af teglproduktion et gigantisk gennembrud i midten af 1100-tallet. Pludselig var man ikke længere afhængig af den udvinding af frådsten og kalksten, som fandt sted på nogle ganske få lokaliteter i Danmark. Man slap også for besværet med at tilhugge hårde marksten. Med teglen skulle der ikke mere til end noget ler, som forekommer i jorden de fleste steder i Danmark, og så en ovn. En teglovn.

I Lindeballe øst for Billund findes en sådan middelalderlig teglovn. Den ligger på et åbent græsareal et stenkast fra Lindeballe Kirke. Udefra er det en karakteristisk bygning med påfaldende lave mure og et påfaldende stort tag. Dette er dog en nyere konstruktion. Det er det indvendige, der er mest spændende.

Herinde kan man nemlig se en teglovn i næsten hele dens oprindelige omfang. Der står endda nogle teglsten tilbage på ovnens gulv - godt nok som en slags rekonstruktion, men da ovnen blev udgravet i 1915, fandt man faktisk en del originale sten, som var blevet efterladt, da ovnen for århundreder siden blev taget ud af brug.


Det går hurtigt op for én, at en teglovn har helt andet dimensioner end køkkenovnen derhjemme. En teglovn er på størrelse med et kollegieværelse: Lindeballe teglovns brændkammer måler 4 gange 4,5 meter, og dertil kommer nogle tykke mure bygget til at modstå trykket fra den enorme varme, som opstod inde i kammeret. Temperaturen skulle op over 1000 grader, for at leret kunne blive til tilstrækkeligt solide teglsten. Eller mursten, som vi kalder dem i dag.

Man kan godt forundres over, hvordan de dengang i middelalderen kunne få fordelt varmen ordentligt i det store rum. Men der er tale om en produktionsform, som på kort tid blev særdeles udbredt, og dermed voksede også den ekspertise, der skulle til for at producere ordentlige tegl uden alt for meget spild. Til denne ekspertise hørte viden om, i hvilket mønster og med hvilken afstand man skulle placere de udskårede og soltørrede lerklodser ved siden af og oven på hinanden. I Lindeballe Teglovn kunne man producere ca. 20.000 sten pr. brænding. Dertil skulle bruges i omegnen af 40 kubikmeter tørt brænde. Den ønskede temperatur opnåede man ved at lukke ovnen næsten helt til, mens man fyrede.


Der har eksisteret utallige teglovne rundt omkring i Danmark, men meget få er bevaret. Derfor er Lindeballe Teglovn en ret enestående lille seværdighed. At den ligger ved siden af Lindeballe Kirke (billedet ovenfor) er ikke nogen tilfældighed. Netop kirkerne var en enorm udfordring dengang i 11- og 1200-tallet, da de skulle bygges, men opgaven blev gjort en del lettere af, at man ofte kunne fremstille stenene lige ved siden af byggepladsen. Som en slags reference til dette, valgte man efter udgravningen af Lindeballe Teglovn at føje et tårn til kirken bygget af de teglsten, man havde fundet i ovnen.

Læs mere om historiske byggematerialer i Danmark her. Fotos: Danskebjerge.dk

/Jacob









  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post340

To ud af tre har lagt arm med Kiddesvej

BakkesnakPosted by Danskebjerge Mon, May 14, 2018 01:08:59


Hvis vi går 15 år tilbage, hvor mange danskere havde da hørt om Kiddesvej? Ikke mange. Men dengang var vejen heller ikke et fast element i Danmarks største cykelløb.

En del af indbyggerne i Vejle kendte den, ja, men det var mest, fordi den var til besvær. Stejle gader er bøvlede at bestige på en gammel havelåge og med indkøbspose på bagagebæreren.

I dag er verden en anden, Kiddesvej er klimakset i det årlige PostNord Danmark Rundt, og som sportslokalitet rangerer vejen på højde med steder som Charlottenlund Travbane, Vojens Speedwaycenter eller Parken i København. Alle ikoniske steder, der danner ramme om klassiske tilbagevendende events, og som i stor stil får besøg af tilhængerne af de respektive idrætsgrene.

Men er Kiddesvej kun for de mest hardcore cykelentusiaster, eller har kendskabet til 19%-stigningen en bred forankring?

Det undersøgte Danskebjerge.dk forleden med en lille stikprøve. Nærmere betegnet en meningsmåling i Facebookgruppen ”Landevejs-cyklingens verden”. Hvis man tillader sig at generalisere ud fra dén, så har over halvdelen af de danske cykelmotionister prøvet kræfter med Kiddesvej.

Meningsmålingen kastede 471 gyldige svar af sig. Resultatet var, at ud af de 471 personer har 252 cyklet op ad Kiddesvej flere gange, 63 har gjort det en enkelt gang, mens 156 aldrig har udsat sig selv for det. Det vil sige, at 67% (to ud af tre) har prøvet at pedalere op ad Kiddesvej mindst én gang. Det er jo en ganske høj andel, når man tager i betragtning, at den pågældende Facebookgruppe tæller motionister fra hele Danmark - tilsyneladende et bredt, geografisk udsnit.

Og hvad så, kan man måske spørge? Betyder det noget, at Kiddesvej er blevet berømt?

Ja, det gør det da.

Det giver for det første en sport en helt ny dimension, når den ikke bare er knyttet til bestemte udøvere, men også til særlige lokaliteter. Det er grundlæggende interessant, at cykling ikke bare er cykling, men at cykeloplevelsen kan variere, afhængig af hvilken egn man befinder sig i.

Og lige så vigtigt i tilfældet med Kiddesvej: Stedet stiller cykelrytteren over for en fysisk test ud over det sædvanlige, og uanset om man er motionist på udkig efter personlige udfordringer eller fan af professionel cykling - eller begge dele som rigtig mange jo er -, så har den beskedne, men ultrastejle gade en stærk tiltrækningskraft, der leder tankerne hen på religiøse pilgrimsmål. Kiddesvej drager.

Og på det lokaløkonomiske plan er Vejle Kommune næppe helt kede af Kiddesvej raske rise-to-fame. Mange udenbys motionister snupper en overnatning eller to i byen, enten som led i en træningslejr eller i forbindelse med deltagelse i løb som Grejsdalsløbet eller Kongeetapen, der også har Kiddesvej på plakaten. På længere sigt har eksponeringen af Vejle-områdets udanske kuperede landskab utvivlsomt også en virkning på tilflytning og erhvervsudvikling.

Meget mere om Kiddesvej her (og se de øvrige links på den pågældende side).

/Jacob







  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post339
Next »