Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Da en tysker overvurderede Dybbølbjerget

BakkesnakPosted by Danskebjerge Fri, April 27, 2018 20:19:27


Efter at preusserne i april 1864 stormede Dybbøl, fik de muligvis lidt for høje tanker om det sted, de havde erobret. I hvert fald oplevede en sønderjyde, der tjente som soldat i den tyske hær under Første Verdenskrig, at en estimeret tysk embedsmand udbasunerede en noget misvisende oplysning om den historiske bakketop.

Hans Petersen, som i foråret 1918 var havnet på tysk lazaret, var ellers stolt over at høre sin hjemegn nævnt og så endda i Bagpommern - et område, der ligger helt ovre i det nuværende Polen:

»Jeg blev ligefrem glad ved Fortælleren. Men saa fortsatte han: „Ja, der er ogsaa smukt her i Pommern, men — der er jo ingen Bjerge her — kun saadanne smaa Bakker, nej, da skulde De se i Nordslesvig — lige over for Sønderborg paa Sundeved; der ligger Dybbølbjerget; — ih, sikken et Bjerg, det er ca. 500-600 meter højt, og saa gaar det stejlt ned i Havet. Storslaaet, kan De tro.”

Det var mere, end jeg kunde staa for. (...) Da Selskabet langsomt kom forbi os, sprang jeg op og gjorde Honnør: „Jeg beder Hr. Løjtnanten und­skylde, at jeg blander mig i Deres Samtale, men jeg maa fortælle Dem, Hr. Løjtnant, at Dybbølbjerget ikke er 500 meter højt, ikke engang 100 meter, det er nøjagtigt 68,4 meter, Hr. Løjtnant.”

Han blev rød i Hovedet, og Herrerne saa interesseret paa Fortælleren og mig. „Hvad siger De, Dybbølbjerget ved Sønderborg er ikke 500 meter højt? Hvorfra ved De det?“

„Hr. Løjtnant, det er min Hjemegn, jeg har travet op ad Dybbøl Banke mange Gange, jeg har leget i Skanserne som Skoledreng, desuden har jeg undervist Seminarieskolens Elever i Hjemstavnslære. — Ja, Dybbøl Banke er 68,4 meter, det kan ikke blive til mere!“

Officererne morede sig, Fortælleren blev noget flov, og inden han gik, sagde han: „Hvad er Deres Navn?” — „Gefreiter Petersen, Stue Nr. 14!” — „Jeg skal huske det!”«

Diskussionen om Dybbøl Bankes højde er beskrevet på websitet ”Den store krig 1914-1918”. På sitet er der siden 2014 blevet offentliggjort daglige beretninger om Første Verdenskrig, omhandlende begivenheder for præcis 100 år siden.

Hvis embedsmandens fejlbehæftede udtalelse var kommet 50 år tidligere, ville han sikkert være sluppet godt afsted med den. Det var nemlig først i sidste halvdel af 1800-tallet, at man i Danmark gik i gang med en minutiøs opmåling af landskabets højder.

/Jacob











  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post338

Gravhøjen der blev savet midt over

BakkesnakPosted by Danskebjerge Wed, April 25, 2018 21:05:43


Jeg var forleden forbi Gæsterehøje - en gruppe af bronzalderhøje beliggende lige ved Karrebækvej midt imellem Karrebæksminde og Næstved.

Om sommeren tror man som forbipasserende, at der kun er én høj - de andre høje forsvinder fra synsfeltet, når bevoksningen tiltager. Men faktisk er det en ret imponerende gruppe af høje. Ni styks ligger der (hvis man tæller selv de mindste med), og der er ikke mange meter imellem dem. Man kan med fordel bestige nogle af højene, for det er oppe fra toppene, at gravhøjskomplekset tager sig flottest ud. Måske især her om foråret, hvor der på én gang er en smuk skovbund at se på og samtidig godt udsyn, fordi der endnu kun er få blade på bøgetræerne.

Fortalte jeg, at Gæsterehøje består af ni høje? Det er ikke helt sandt. Der er kun 8½. Og det skyldes ikke bronzealderfolket, men mennesker fra en meget senere tidsalder. Mennesker, som tydeligvis havde hang til at skære genvej.


Karrebækvej blev anlagt så tæt på den nordligste gravhøj, at der ved anlæggelsen blev snittet noget af højen. Vejbyggerne må simpelthen have trukket en lige streg fra Næstved i retning af Karrebæksminde, og så var det bare synd for gravhøjen, at den lå på den linje. Som det fremgår af kortet øverst, er der ingen terrænmæssige grunde til, at man ikke kunne have flyttet vejen ti meter længere nordpå. Men den skulle åbenbart gå lige dér - gennem gravhøjen.

Det virker næsten provokerende. Eller brugte man ligefrem vejbyggeriet som en slags undskyldning for at udgrave højen? Det fortæller historien intet om. Karrebækvejs kyniske tilblivelse er ret ubeskrevet - og ligger længere tilbage i tiden, end man måske skulle tro. Trods vejens "moderne" retlinede forløb så kan den have nogle århundreder på bagen. I hvert fald viser gamle landkort, at den har ligget, hvor den ligger, siden 1800-tallet - mindst.

Den skråt afgravede høj, som med sine fem meter i højden er den højeste af Gæsterehøjene, kunne endda have været endnu mere ødelagt, end den fremstår i dag. På et tidspunkt blev den nemlig brugt som racerbane af knallertkørere! Det gav selvsagt nogle gevaldige fordybninger i den før så stolte gravhøj, og i 1981 greb Skov- og Naturstyrelsen ind: "Knallerters adgang til højen bør forhindres ved at restaurere gærdet mod landevejen ved højens NV-fod. Der skal bruges 5-10 m3 muldjord til restaureringen," skrev styrelsen.

I dag er nordsiden jævnt og stejlt skrånende (se foto herover). Højen ser ganske velplejet ud, men bronzealdergravenes normale harmoniske udtryk har den for altid mistet.


/Jacob























  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post337

De storslåede udsigters værste fjende

BakkesnakPosted by Danskebjerge Mon, April 23, 2018 18:21:28

”Undrer mig på, hvad jeg får at se over de høje fjelde?” lyder spørgsmålet i en gammel sang med tekst af den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson.

Spørgsmålet rejses af en person, der længes efter at se mere af verden, end hvad de høje fjeldvægge tillader. Men måske er han ikke gået glip af helt så meget, som han troede?

Sagen er nemlig den, at jordens krumning udgør en betragtelig indskrænkning af vores udsigt. Selv på en glasklar dag og med nypudsede briller vil vi fra et punkt på jordens (eller vandets) overflade kun kunne se et tilsvarende punkt 3,75 kilometer borte. Rejser vi os op, kan vi se lidt længere. Og går vi op på en bakketop, vinder vi endnu flere kilometer - forudsat at der ikke er terrænelementer, der spolerer udsigten.

Formlen beskrives i denne artikel på tv2.dk, hvor man kan læse, at ”horisonten befinder sig 3,57 kilometer gange kvadratroden af din højde i meter borte”. Det vil altså sige, at hvis man befinder sig 100 meter oppe, så vil udsigten række 3,57x10=35,7 kilometer.

Hvad betyder det så i praksis?

På landjorden er det lidt svært at beregne, fordi terrænet typisk går op og ned og i øvrigt tit er beplantet med træer. Lad os i stedet kigge på et par steder, hvor udsynet kun er begrænset af jordens krumning - dvs. højdedrag ude ved havet.

Vejrhøj i Odsherred måler 121 moh., og der er fin udsigt ud over Sejerø Bugt og Nekselø Bugt. Kan man se til Samsø fra Vejrhøj? Det kan nemt regnes ud: Kvadratroden af 121 er 11, så 3,57x11=39,27. Ergo: Kigger man mod vest fra Vejrhøjs top, øjner man kun havet, for afstanden til Samsøs østkyst er 45 km. - ca. 6 km for langt. Hertil skal dog siges, at Samsø ikke er nogen flad ø, og for hver meter øen rager op i luften, bliver den nemmere at se - hvor meget nemmere vil jeg ikke lave beregninger på her.


Trebjerg på Sydvestfyn er en anden bakketop med storartet havudsigt. Der er 128 meter fra toppen til havets overflade, og det betyder, at hvis du spejder mod sydvest, så kan du se 3,57x11,3=40,4 kilometer ud. Dermed kan du uden problemer beskue øerne Vigø, Horsehoved og Illum samt halvøen Helnæs (se foto). Men du kan også ane kysten af Als, som ligger 27 kilometer væk. I teorien burde du tilmed kunne få øje på Sønderjylland, men så skulle Als nok graves bort først, for øen ligger og spærrer synsfeltet. Derimod bør du mod vest kunne se Haderslev-egnen.

På Bornholm får man følelsen af at være på en isoleret ø langt fra resten af verden, og det er ikke helt forkert. Fra toppen af Hammeren rækker øjet nemlig kun 3,57x9,1=32,5 kilometer væk. Og det er ikke nok til at se den sydøstsvenske kyst. Den ligger 36 kilometer borte.

De tre nævnte eksempler er ret ekstreme efter danske forhold. Tit er der jo et eller andet der begrænser udsynet, og i øvrigt er der her til lands langt imellem udsigtsrige bakker, der er højere end 100 meter. Omvendt er det også interessant at tænke på, hvor begrænset vores maksimale synsfelt faktisk er. Vi er jo nok alle sammen lidt som Bjørnstjerne Bjørnsons gut, der forestiller sig, at man kan se ud i uendeligheden, hvis man står ved havet. Virkeligheden er en noget anden.

Hvis man er 175 cm høj, så kan man se lige knap 5 km væk. Det indebærer eksempelvis, at hvis du står ved breden i den ene ende af Mossø ved Skanderborg (en af Danmarks største søer), så kan du ikke se til søens anden ende. Faktisk kan du kun se halvdelen af vejen, før jordens krumning blokerer.

I praksis er det dog nok svært at afgøre, hvad der begrænser en udsigt. Tit er det disen, der gør det, og netop derfor er det måske især her for tiden - i foråret -, at man skal opsøge de bedste udsigter. Når det bliver sommer, er der ofte så meget varme i luften, at noget af dens klarhed forsvinder.

/Jacob











  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post336

”False flat” - the Danish way

BakkesnakPosted by Danskebjerge Mon, April 09, 2018 23:50:02


Er der modvind her? Har jeg en dårlig dag? Eller er jeg bare ved at blive træt?

På nogle vejstrækninger kan asfalten føles som mudder. Du træder i pedalerne for fuld kraft, og alligevel kommer du ikke ud over stepperne.

Fænomenet kaldes ”false flat” og bruges især om strækninger på brede veje. Her er hældninger særligt svære at registrere med sanserne, og netop dét er forklaringen på den irriterende ringe fart: I virkeligheden stiger terrænet lidt - du har bare ikke opdaget det.

En ”false flat” vil normalt skulle have en vis længde. Man kan f.eks. møde fænomenet på et plateau i et bjergområde. Den stejle stigning er overstået, og nu føler du, at du kører på et fladt stykke. Men det gør du bare ikke helt endnu. Vejen stiger fortsat, omend blot med 1-2%.

Nær Danmark kan man finde ”false flat”-strækninger i f.eks. Harzen. Vejen sydpå fra byen Goslar går ind igennem en kløft, og man føler, at man kører på en flad vej, men faktisk stiger den støt kilometer for kilometer.

Hvad så med Danmark - har vi noget, der minder om det?

Ved Jyske Ås er der en strækning, der kan snyde en del. Bred vej, tilsyneladende flad - men i virkeligheden går det opad. Omgivelserne spiller også en rolle i det. Der er skov på begge sider af vejen, og det gør det sværere at fornemme ændringer i terrænhøjden.

Der er også ”false flat”-lignende veje op mod den jyske højderyg, dvs. ved den akse, der går ned gennem det midterste Jylland.

Men egentlig kunne man lave en særlig ”false flat”-kategori for danske forhold. For her til lands har vi ikke så mange plateauer, der stiger svagt over mange kilometer. Til gengæld har vi en masse småbakket landskab, og her kan man opleve noget ret tilsvarende, bare på en lidt anden måde. Det foregår ved, at terrænet på en given strækning samlet set stiger, men kun i små spring. Det går opad, det går nedad, og så går det lidt opad igen. På små bakkeknolde er det svært at vurdere, om der samlet set køres mere op end ned - oftest vil man bare føle, at det er nogenlunde det samme -, og det kan skabe en ”false flat”-oplevelse med lav fart trods hårdt arbejde.

Dette forekommer flere steder, men senest oplevede jeg det på strækningen fra Haraldsted mod Allindelille på Midtsjælland. Her stiger terrænet med ca. 40 højdemeter, men man oplever det bare som kuperet. Tilsvarende lidt længere mod øst, hvor vejen fra Skjoldenæsholm og op forbi Gyldenløveshøj har en højdeforskel på ca. 35 meter, som imidlertid er fordelt på en ”irriterende” måde, der gør, at strækningen ikke opleves som en egentlig stigning.

Et endnu mere markant eksempel på dette fænomen finder man ved Kattrup i Nordvestsjælland. Her er Kattrupvej sprængfyldt med små bakketoppe, og man kan føle, at de suger kræfterne ud af én. Hvilket de muligvis også gør, men terrænet stiger også en del undervejs - dvs. der er flere højdemeter i stigningerne end i nedkørslerne.


Uanset om det er den ene eller den anden variant af ”false flat”, så er der én løsning, der alt andet lige burde fungere: Kig på dine watt eller din puls. Disse angivelser fortæller, hvor meget du anstrenger dig. Og hvis de ligger på et forventeligt niveau, så er der ingen grund til at stress over tempoet. Du gør, hvad du kan!

But then again: Når vi cykler, tænker vi ikke altid så rationelt. Vi køres tit ”efter fornemmelsen”, og det kan give bagslag på f.eks. ”false flats”.

/Jacob







  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post335

Kuperet "nisselandskab" var perfekt til motorsport

BakkesnakPosted by Danskebjerge Fri, December 22, 2017 01:35:33


”Nissen flytter altid med,” lyder en gammel talemåde. Og er der et sted, som udtrykket passer særligt godt til, så er det motorbanen ved Næstved på Sydsjælland.

Den åbnede i 1956 og var et stort tilløbsstykke. Til det første store løb på banen var der hele 15.000 tilskuere. De kom for at se, hvordan kraftfulde motorcykler tacklede det svære terræn. Banen var nemlig placeret på Mogenstrup Ås, der er meget kuperet. Oven i købet var sporet gravet godt og grundigt ned i det grusede underlag. En rigtig ”pukkelpist” var det, og det stillede høje krav til både maskinel og kørere.

Se film fra indvielsen her:
https://www.danskkulturarv.dk/dr/nisseh%C3%B8jen-indvies/

Interessen for motocross boomede i Danmark, og blot to år efter indvielsen var Nissehøjen, som banen i Næstved blev kaldt, vært for intet mindre end et verdensmesterskab (se fotos øverst).

Imidlertid havde klubben det problem, at arealet, som banen lå på, kun var lejet for en periode. Der skulle nemlig bygges boliger på åsen. Så man måtte gå på udkig efter et nyt sted at placere en motorbane, og valget faldt til sidst på en ejendom ved Nørre Tvede nogle kilometer øst for Næstved (se luftfoto fra 2017 nedenfor). Den nye bane fik navnet Nissebjerget - en reference til Nissehøjen, som altså måtte opgives.

Samtidig startede et omfattende parcelhusbyggeri på de forladte banearealer på åsen, og ifølge Palle Høst, en gammel sjællandsk motorsportsentusiast, blev kvarteret ligefrem opkaldt efter motocrossbanen. Hvad der faktisk kom først - og hvorfra navnet Nissehøjen stammer -, har undertegnede ikke haft held til at få endeligt dokumenteret. Men faktum er, at vejene i det bakkede villakvarter udspringer af det univers, som nisser hører hjemme i: Elverdalen, Alfehøjen, Heksehøjen, Troldehøjen, Dværghøjen og Nissehøjen hedder de. (Se tilføjelse i kommentarfeltet.)


Terrænet ude ved den nye bane er ikke specielt kuperet, så navnet Nissebjerget var måske lidt søgt. Banen har da også siden skiftet navn til Nisseringen. Mange af dem, der nu om stunder kommer ud for at se løb på Nisseringen, undrer sig over navnet på banen, og det er ikke så underligt, for det er en noget kryptisk forhistorie, der ligger bag.


/Jacob


P.S.: Hvis du vil finde flere ”julede” adresser i Danmark, så kig f.eks. på dette link:

https://npinvestor.dk/nyheder/danmarks-mest-julede-adresser



  • Comments(1)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post331

Gurkebakken - den forheksede vej op til Klintekongen

BakkesnakPosted by Danskebjerge Thu, December 14, 2017 20:01:00
PostNord Danmark Rundt, Danmarks største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed, lægger i 2018 vejen forbi Møn. Feltet skal bl.a. runde Høje Møn med Møns Klint, hvor de skal gennem Klinteskoven på grusvejen. En kuperet grusvej er det, men lad os her fokusere på det terræn, der ligger uden for selve klinteområdet.


Billedet ovenfor er skabt som en kombination af to kort: Et kort, der viser, hvordan terrænet ville se ud med en havvandsstigning på 2,5 meter - og et kort, der fremhæver terrænforskelle.

Det er den østlige del af Møn, der er vist, og her ser man tydeligt et farvand (malet med lyseblåt) lidt til højre for midten. Det er et nord/syd-gående farvand, der ville opstå, hvis havniveauet steg med beskedne 2,5 meter. Dermed også sagt, at Høje Møn, der ligger øst herfor, reelt er en ø. Faktisk er det dæmninger og pumpestationer, der gør, at der er tørt land på vestsiden af Høje Møn. Men de ændrer ikke ved, at terrænet falder ganske markant ned mod lavningen fra begge sider.

På Høje Møn-siden er højdeforskellen ca. 100 meter mellem byen Borre og Klinteskoven - et gradvist stigende terræn over en håndfuld kilometer. Til den anden side er højdeforskellen det halve, men til gengæld er landevejen stejlere her - 4% i snit stiger vejen fra Borres udkant og op til toppen 1 kilometer længere mod øst.

Rytterne i PostNord Danmark Rundt skal passere dalen to gange - én gang ud og én gang hjem -, så de skal da kværne nogle højdemeter dette sted.

Bemærk også, at de mørke farver på kortet - dvs. de mest kuperede områder - ikke kun befinder sig ude ved Møns Klint. Der er også et "rynket" mørkt område længere inde på øen i den sydlige del af Høje Møn. Det er Kongsbjerg-højdedraget, som på Kongsbjerg har sit højeste punkt. Det officielle tal siger 135 moh., men det reelle er snarere 134 moh., viser Danskebjerge.dk's tjek af højdedata.

Antageligt skal cykelfeltet også her forbi, og så er der chance for, at de skal op over Gurkebakken. Gurkebakken er en stejl asfaltvej, der bærer samme navn som selve bakken. Stigningen starter ved krydset i Kraneled og går mod nord ad Gurkebakken til krydset Gurkebakken/Busenevej. Denne strækning stiger med 5,1% i snit over 760 meter. På de stejleste 200 meter af bakken er den gennemsnitlige stigning på 9% - det er ganske meget efter østdanske forhold! Der er 39 meters højdeforskel på de 760 meter.

Faktisk er stigningen endnu længere end det. Den begynder nemlig helt nede ved Høje Møns sydkyst og har således en samlet højdeforskel på 65 meter. Men desværre kan man kun komme ned til bunden af bakken ved at køre ad en grusvej (eller samme vej ned som op).

Hopper man af racercyklen, kan man få endnu mere ud af Gurkebakken og dens forlængelser. Gurkebakken er nemlig en del af en 100-meter-bakke, som går (næsten) op til Kongsbjerg. En 100-meter-bakke er Danskebjerge.dk's betegnelse for en bakke, der har en højdeforskel på mindst 100 meter inden for en strækning på 2 km. Der er selv sagt kun ganske få 100-meter-bakker i Danmark.

100-meter-bakken til Kongsbjerg starter i en højde af 5 moh. og slutter i 118 meters højde, altså en højdeforskel på 113 m. Strækningen er i alt 1,8 km lang, så det giver et snit på 6,3%. Den sidste og stejleste del ligger på trampesti.


På stien vil man passere to steder, der bærer de fine navne Slumrehule og Kongens Køkken. Sidstnævnte refererer sikkert til Klintekongen - en sagnfigur knyttet til Møns Klint. Fælles for Slumrehule og Kongens Køkken er, at det er dramatiske dalsænkninger, som giver oplevelsen af, at man befinder sig i et rum med vægge. Der er tale om naturskabte landskabsfænomener, hvor terrænet fra flere sider falder ned mod samme punkt. Således er "indgangen" til Slumrehule fra sydvest forholdsvis snæver. Rundt om rejser hulens vægge sig - op til 25 meter høje er de. Her er der sikkert fred og ro, hvis man ønsker sig en lur. Eller er det Klintekongen, der har sit sovested her?

Jeg studsede over, at der på kortet fra 1800-tallet ikke optræder nogen stednavne ved hverken Slumrehule eller Kongens Køkken. Det kommer der først oppe i 1900-tallet. Man får den tanke, at det kan være en del af et slags turistfremstød - at man lokalt fandt ud af, at der var markedsføringsgevinster i at sætte fantasifulde navne på steder med fascinationsværdi. Jeg har for så vidt ikke noget imod det. Oftest går det jo desværre den anden vej: stednavnene forsvinder, fordi ingen har brug for at kende dem.

Nå, men der er jo i øvrigt ingen, der siger, at en Klintekonge skal have boet et sted i umindelige tider for at kunne sætte sit præg på det. Sagnfigurer holder vel også flyttedag en gang imellem. I hvert fald kan man få den mistanke, at han var været på spil på Gurkebakken. Gurkebakken går nemlig for at være en forhekset bakke: På et bestemt sted på bakken virker det som om, man kører opad, og alligevel kan bilen trille fremad, uden at man træder på speederen! Bakker af denne type - også kaldet "magnetbakker" - findes visse steder andre i landet, bl.a. ved Østerlars på Bornholm og ved Dronninglund i Nordjylland.

Nogle vil forklare det med synsbedrag, men magiske kræfter kan vel ikke helt udelukkes?

Mere om bakkelandskabet Høje Møn her:
http://danskebjerge.dk/hoejemoen.htm

/Jacob









  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post330

Gæsteindlæg: Kritik af Leginds topografiske atlas

BakkesnakPosted by Danskebjerge Tue, December 05, 2017 14:50:42

Den norske forfatter Roger Pihl har skrevet nedenstående anmeldelse af det atlas, der tager kampen op med TrapDanmarks seneste kortudgivelse.

Leginds topografiske atlas over Danmark
- når kartografene snubler

Vi, det vil si Jacob T. Johansen og Roger Pihl, har tidligere krasst uttalt oss om TrapDanmarks nye danmarkskart. Vi var neppe de eneste. Frederiksborg Amts Avis var en annen aktør som heller ikke var nådig med atlaset. Heldigvis visste TrapDanmark sitt eget beste, lyttet på tilbakemedlingene og har lansert et oppdatert og betydelig bedre annetopplag av kartet.

Nå er det duket for en kikk på Leginds Topgrafisk Atlas 1:100.000. Som vi har lært, utfordringen i et kart er å ha passende mengde navn, riktig utvalg av navn, riktig staving, plassering ifht stedsangivelse, lesbarhet og tilpasning til kartets målestokk. I et nøtteskall er kartografi en egen kunstart.

Forventningene var følgelig store da vi åpnet Legins topografiske atlas, fant fram lupen for å studere det danske landskapet i miniatyrutgave. For var det noe vi trengte, så var det en lupe av beste slag. Schneider Kreuznach 4X, verken mer eller mindre.

Kartet har ingen såkalte 3D-skygger som skal gjøre det mer levende for brukeren, og godt er det. Her får vi et godt, «gammeldags» flatt og oversiktelig kart der det er plass til mye informasjon. Derfor er det synd at Legind ikke har brukt muligheten, for det er mangt og mye som mangler.

Sukkertoppen sør for Mossø mangler. Det er jo synd, for det er en topp med flott utsikt og der du også får en hyggelig tur i terrenget. Purhøj mangler, og det er jo synd, for her pleier heksene å samles på Valborgsaften, så hvor skal de samles nå? Ballebjerg, Samsøs høyeste punkt mangler, så nå er det ikke noe høyeste punkt på Samsø lenger. Det samme med Dyret, en annen perle på Samsø. Jordløse Bakker er borte. Aborrebjerg på Møn mangler, og det er jo synd, for det er Møns høyeste punkt. Lindsbjerg på Ærø mangler, og det er jo synd, for den skal ha helbredende egenskaper. Jons Kapel på Bornholm mangler. Landsbyen Møborg med sin trivelige, urbane Bavnehøj mangler. Landsbyen Horndrup mangler, og det er jo synd, for den er en av de triveligste på Jylland. Slik kan vi fortsette, men du har for lengst forstått hva vi mener. Navn er viktig for et atlas. Uten stedsnavn blir det bare en tegning.

Men det stopper ikke der, for mange av stedsnavnene er gjengitt i knøttliten, farget og rastrert tekst. Det gjør teksten for alle praktiske formål helt uleselig. Ja, selv med en lupe som forstørrer fire ganger var det bare fordi vi visste hvilket navn vi søkte etter, at vi klarte å lese dem. Himmelbjerget er et av høydepunktene som ikke lenger er det. Lerbjerg, Vejrehøj, Frøbjerg Bavnehøj, Møllehøj, Ejer Bavnehøj, Høgebjerg, Kongenshøj, Kongsbjerg, Rytterknægten, Rebild Bakker og Pikkerbakken er andre eksempler på uleselige navn.

Det begynner med andre ord å bli tynt i rekkene. Danmark har blitt et «flatere» land på mer enn én måte.






  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post329

Ny udgave af topografisk Danmarkskort lanceret

BakkesnakPosted by Danskebjerge Wed, November 15, 2017 01:02:18

Danskebjerge.dk var 13. november 2017 inviteret til møde hos Trap Danmark. Det var anden gang, at jeg troppede op hos Trap. Første gang var for at uddybe min kritik af førsteudgaven af Trap Danmarks Topografiske Atlas. Denne gang blev jeg præsenteret for den reviderede version.

Og allerede efter en hurtig gennembladring stod forskellen lysende klar: Andenudgaven af Trap Danmarks Topografiske Atlas er kraftigt forbedret - faktisk mere end jeg havde turdet håbe på. Nu er der gravhøje med, højdekurverne ligger tættere, og alt fra oversigtskortet på første side til sammenlimningen i bogens midte er forbedret. Men den største og ressourcemæssigt mest krævende opjustering har - fortalte Niels Ehlers Koch fra Trap Danmark - været forøgelsen af antallet af stednavne. Antallet er næsten fordoblet.

Det har krævet blod, sved og tårer for dem at lave alle de ændringer, og det har aldrig været tanken, at der skulle komme en revideret udgave af atlasset så kort tid efter førsteudgaven. Men min holdning er klar: Det var dét værd!

Og hvor er det dog i øvrigt skønt, at kritik kan blive håndteret så konstruktivt, som det er sket i dette tilfælde. Læs her, hvad der var galt med den stort anlagte førsteudgave:

http://www.danskebjerge.dk/topolitik9.htm

/Jacob



  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post328

En atypisk typisk gravhøj

BakkesnakPosted by Danskebjerge Sun, November 05, 2017 22:20:11


Stenhuset ved Strands i Mols Bjerge er en meget iøjnefaldende stendysse fra bondestenalderen. Man kunne kalde den arketypisk - og så alligevel ikke.

Kammeret med de fem bæresten og den store dæksten står på toppen af en bakkeknold. Og det er sådan, mange af os forestiller en gravhøj: En samling af sten oven på en høj.

Men i virkeligheden er Stenhuset lidt unormal. For ganske vist blev stenalderens dysser ofte placeret på højt beliggende steder i terrænet, så de kunne ses fra stor afstand. Men der var sjældent tale om kuppelformede bakker som denne.

Kuppelformen gjorde først sit indtog i bronzealderen - med gravhøje bygget op fra bunden af græstørv. Bronzealderfolket nedprioriterede de store stenkonstruktioner med kæmpekamre. (Se billede fra Stabelhøje nederst.)

Stenalderfolket var derimod stenbyggere om en hals, og når de arbejdede med jord, så var det mest for at fylde det ind imellem randstenene og måske op omkring et dyssekammer.

Faktisk er det i de senere år blevet debatteret blandt forskere, om stendysserne i for høj grad er blevet forbundet med anlæggelse af jordhøje. I beskrivelser af dysser uden jord imellem stenene har man traditionelt antaget, at jorden bare er skredet ud og forsvundet. Men kritikerne af denne antagelse har påpeget, at nogle af de jordfattige dysser kan have været jordfattige fra starten. Eksempelvis fordi man i stenalderen - ligesom os i dag - elskede synet af de store sten og derfor ikke så nogen grund til at dække dem til.


Men hvor placerer det så Stenhuset? Ja, ud fra kammerets forholdsvis avancerede opbygning at dømme er Stenhuset en af de dysser, der blev anlagt sent i stenalderen. Det kan tænkes, at man på dette tidspunkt var begyndt at få øjnene op for kuppelformede gravhøje, og at Stenhuset på den måde er en kombination af stenalderens dyssetradition og den mere ”moderne” gravhøj, der brød igennem i bronzealderen.

På den led er dyssen mere atypisk end typisk. Men ikke desto mindre meget flot.

(Det er muligt at besigtige Stenhuset, og der er en informationstavle ved den. Der skulle også være en trampesti derhen til, men jeg fandt ikke nogen sti, da jeg besøgte stedet - hvilket måske kan hænge sammen med, at der lige var blevet pløjet. Men så må man jo vade ind over marken.)







  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post327

Langdysser der er længere end domkirker

BakkesnakPosted by Danskebjerge Thu, July 20, 2017 11:38:41

I bondestenalderen påbegyndte mennesket en sejlivet tradition: at indsamle store sten og placere dem oven på terrænoverfladen. Det skete sikkert altid i religiøst øjemed. I hvert fald indeholder disse anlæg typisk én eller flere grave.


Det vilde er, at stenalderfolkenes byggerier er så pokkers store. Tag nu Danmarks længste langdysse. Den ligger ved Skive, er noget beskadiget, men blev engang opmålt til at være 185 meter lang. En ordentlig krabat - næsten lige så lang som to fodboldbaner i forlængelse af hinanden.

For nylig har jeg besøgt to andre langdysser, der også er blandt Danmarks længste. Det er Grønsalen ved Fanefjord Kirke på Møn og langdyssen ved Reerslev sydøst for Kalundborg. Den første er 102 meter lang, den anden 100 meter. I højden måler de begge beskedne to meter. Men det er konceptet med omgivende randsten, der gør disse dysser til så imponerende anlæg. Tænk engang at være skulle skaffe store sten til at sætte rundt om en høj, der er hundrede meter lang. Ved Reerslev er mange af stenene væk i dag, mens Grønsalen stadig har hele 145 randsten (foto herunder).


Bondestenalderens stenbyggerier var i et par årtusinder de største i Danmark. Og jeg er lige ved at sige: Det er de stadig. For der er da forholdsvis langt imellem, at der i dag laves bygninger, som er mere end 100 meter lange, er der ikke? Vore religiøse bygninger kan i al fald ikke hamle op med dem fra bondestenalderen. Danmarks længste kirke, Aarhus Domkirke, er kun 93 meter lang.

Okay, selvfølgelig er nutidens - og vel også middelalderens - stenbyggerier mere avancerede end oldtidens. Men de stakkels stenalderfolk havde næsten ingen teknologi til rådighed, da de anlagde deres langdysser, og alligevel leverede de så iøjnefaldende arkitektur. Det kan man kun have dyb beundring for.


I bronzealderen ændrede gravtraditionen karakter. Nu skulle gravene være kuppelformede og helst ligge højt i terrænet. På en måde blev højde det nye sort (Danmarks største gravhøj, Hohøj ved Mariager, er 12 meter høj), mens de lange rækker af store sten gik af mode. Specielt i 1800-tallet blev et utal af sten fjernet og brugt til diverse andre byggeprojekter, og kun en gæv kamp for at få fredet langdysserne hindrede ødelæggelserne i at fortsætte. At Grønsalen i dag har så stor en del af sine randsten bevaret, hænger meget sammen med, at dyssen blev fredet allerede i 1831.

/Jacob

(Foto øverst og i midten: Grønsalen, Møn. Foto nederst: Reerslev-dyssen, Nordvestsjælland.)





  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post320
« PreviousNext »