Blogsbjerg

Danskebjerge.dk nævnt i aktuel bog om DanmarkOm Danskebjerge.dk

Posted by Danskebjerge Tue, August 21, 2018 15:24:18

En god ven af Danskebjerge.dk har gjort opmærksom på, at hjemmesiden er nævnt flere gange i en bog, der udkom i 2017.

Bogen hedder "Oplev Danmark - højest, størst, først" og beskriver landet med udgangspunkt i et væld af rekorder. Når det gælder landskabelige rekorder, trækker bogen især på Danskebjerge.dk's opgørelser.

Blog image
/Jacob

PostNord Danmark Rundt 2018 - en anmeldelseLøb & ruter

Posted by Danskebjerge Mon, August 06, 2018 00:51:19

Blog image
Det er altid lidt mærkeligt at se etaper i PostNord Danmark Rundt blive vundet af - for mig - ukendte ryttere. Det plejer heller ikke at ske, men i år har feltet været svagere end ellers, så jeg havde nærmest ventet det.

Desuden skal man ikke glemme, at når danskere fra næstøverste hylde vinder løb uden for landets grænser, så er det vel oftest den samme fornemmelse, som publikum i de lande står med - mens vi herhjemme jubler over præstationerne under fremmede himmelstrøg. Alligevel må man håbe på stærkere ryttere i PostNord Danmark Rundt næste år, både danske og udenlandske.

Fine etaper, men uden bid
I øvrigt var ruterne udmærkede, det samme var vejret, og det var dejligt at undgå de fadæser, der gjorde 2017-udgaven af etapeløbet til en pinlig omgang. Vejle-etapen var som sædvanlig det sportslige højdepunkt, med hård kamp om de potentielt afgørende sekunder, - omend det snart kunne være sjovt at se et udbrud holde hjem på den Kongeetape. Det er efterhånden lidt forudsigeligt med sprinten på sidste tur op ad Kiddesvej.

Der var to nye markante indslag i PostNord Danmark Rundt i år - begge dog med begrænset betydning for selve løbet.

Det ene var 17%-stigningen Skovbakkevej i Aalborg. En lillebror til Kiddesvej, hvor man ikke desto mindre sad tilbage med følelsen af, at den ikke rigtig fik chancen for at gøre en forskel.

Grusvej var godt show
Den anden "nyskabelse" var inddragelsen af den fire kilometer lange grusvej gennem Klinteskoven på Møn. Takket være Mads Pedersens angrebslignende initiativ fik vi et indtryk af, hvad en grusstrækning kan indebære, men ligesom Skovbakkevej var den placeret for langt fra mål til at blive andet end et godt show.

Jeg fik den tanke, at det næsten havde været federe at bytte ruter, sådan at det var enkeltstarten, der havde haft en grusvej eller en bakke à la Skovbakkevej med, mens første etape bare sluttede fladt og traditionelt. En helt flad enkeltstart mangler altså et eller andet. Der er for meget banecykling over det. Selvfølgelig kan vinden være i spil, men blæst er bare pokkers svær at se på tv.

Danmark set fra oven
Tv-dækningen? Herligt med helikopterbillederne fra f.eks. Møns Klint og Dronning Alexandrines Bro. Ja, jeg vil næsten sige, at de billeder fra luften er halvdelen af fornøjelsen ved at se PostNord Danmark Rundt. Okay, det er ikke Tour de France-niveau, og når de forreste ryttere flere gange må overhale tv-motorcyklerne igennem sving, tyder det på, at det ikke er de skarpeste folk, der er hyret til produktionen.

Bakkerne blev som sædvanlig sjoflet. Producerne har for meget fokus på rytterne og for lidt på lokaliteter. Det gør, at f.eks. Gl. Kongevej bliver klippet i stumper og stykker, og man får aldrig et samlet indtryk af stigningen. Når den ligger 50 km fra mål, burde der være plads til at dvæle lidt.

Anyway, det er på en måde kun mindre indvendinger, for til syvende og sidst er live-cykling bare så meget mere cool end et sammenklip.

/Jacob









Stor jævnbyrdighed på Kongeetapen 2018Løb & ruter

Posted by Danskebjerge Fri, August 03, 2018 11:45:30

Jeg har lige opdateret oversigten over fart og tidsforskelle på Kongeetapen i Vejle i PostNord Danmark Rundt. Den viser, at etapen i 2018 blev kørt med den højeste gennemsnitsfart i de sidste fire år. Det kan der være flere grunde til, men man kan i hvert fald konstatere, at man ikke kan se på farten, at feltet er relativt svagt i år.

Når man studerer tidsforskellene, fremgår det, at det var en jævnbyrdig etape, idet tidsforskellene på alle tre parametre var lavere end de foregående år.

Gennemsnitsfart:

I 2015: 40,1 km/t
I 2016: 40,6 km/t
I 2017: 41,1 km/t
I 2018: 41,2 km/t

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20:

I 2015: 1.22 min.
I 2016: 0.23 min.
I 2017: 0.37 min.
I 2018: 0.11 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40:

I 2015: 12.10 min.
I 2016: 1.25 min.
I 2017: 2.18 min.
I 2018: 1.04 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60:

I 2015: 13.29 min.
I 2016: 3.21 min.
I 2017: 6.32 min.
I 2018: 3.03 min.

Se også artiklen fra 2017.


/Jacob





Glimrende terræn i PostNord Danmark Rundt 2018Løb & ruter

Posted by Danskebjerge Sat, July 28, 2018 18:42:29

Netop som et stort fransk etapeløb slutter, begynder et andet. Og det løb er mindst lige så interessant. Jeg taler selvfølgelig om PostNord Danmark Rundt.

I år er alle fire linjeløbsetaper værd at beskrive, så det vil jeg gøre.

Sportsligt er det de to første, der tegner til at få størst betydning - begge ruter ligger i Jylland. Men der indgår også spændende terræn i de to sjællandske etaper, selvom det næppe er her der vil blive skabt de store forskydninger i klassementet.

Blog image


Første etape i PostNord Danmark Rundt er tit en etape, der rummer nogle ubekendte faktorer, f.eks. i form af en kuperet afslutning, hvor der kan opstå splittelse i feltet. I 2018 er dette særligt udpræget, for første etape slutter med en rundstrækning i Aalborg, hvor den kendte Skovbakkevej er repræsenteret. Skovbakkevej har en maksimal stigningsprocent på 17, ja, faktisk er der to steder på stigningen, hvor Danskebjerge.dk har målt hældningen til 17 procent. Dette er to procent mindre stejlt end f.eks. Kiddesvej i Vejle, men ellers ligner Skovbakkevej og Kiddesvej hinanden ganske meget - både i længde og antal højdemeter. Og på begge veje befinder det stejleste sted sig ca. to tredjedele oppe ad stigningen.

Spørgsmålet er dog, om der kommer lige så meget spredning på Aalborg-etapen som på Vejle-etapen (årets 2. etape). Noget af det, der taler imod, er, at der i Aalborg er fire kilometer fra bakkens top til målstregen. Kiddesvejs top ligger til sammenligning kun få hundrede meter fra mål, så her kan et sidste angreb alt andet lige bedre lønne sig.

(Højdeprofilen ovenfor viser rundstrækningen med Skovbakkevej. Hele etapeprofilen her.)

Blog image


Nu har vi allerede talt en del om PostNord Danmark Rundts kongeetape, og både Yding Skovhøj og den afsluttende rundstrækning med Kiddesvej er jo efterhånden velkendte. Men nævnes skal også, at feltet denne gang kommer til Vejle fra en anden side end normalt.

I andre udgaver af løbet er rytterne kommet susende ned ad Jellingvej for så at dreje skarpt til venstre op ad Gl. Kongevej. I år entrerer de fra nord ad den flade Grejsdalsvej, og i lyskrydset ved Gormsgade/Enggade drejer de til højre. Her begynder stigningen op ad Jellingvej, og det vil sige, at de allerede har forceret nogle højdemeter, når de efter ca. 100 meter kører ind på Gl. Kongevej. Målt fra lyskrydset er årets Gl. Kongevej-stigning 700 meter lang, den stiger med 10,7 procent i snit og har en maksimal stigningsprocent på 19,5.

Om stigningen så også er væsentlig sværere i år end ellers, kan vel diskuteres. For selvom der er flere højdemeter i den denne gang, så er der også noget udfordrende ved at skulle dreje af fra en hurtig nedkørsel og påbegynde en meget stejl opkørsel lige bagefter. Under alle omstændigheder er der den omstændighed ved Gl. Kongevej, at den ligger langt fra mål. Den plejer derfor ikke at få direkte indflydelse på etapens udfald, vel at mærke blandt de forreste. Blandt de knap så stærke ryttere kan den sagtens skabe store tidsforskydninger.

(Højdeprofilen ovenfor viser ankomsten til Vejle med Gl. Kongevej efter 130 km. Rundstrækningen begynder efter 150 km. Hele kongeetapens profil her.)

Blog image


Efter de to jyske etaper drager løbet til Østdanmark. 3. etape kommer tidligt op over Sparresholm-plateauet, som ligger mere end 100 meter over havet. Bl.a. skal Everdrup-bakken passeres. Herefter går det nedad, og der venter et langt, ikke specielt krævende stykke helt ud til Høje Møn. Der er en grund til, at det østligste Møn kaldes Høje Møn, og det er, at der er højt. Herude ligger nemlig Møns Klint, og Klinteskoven er meget kuperet.

Højdemeterne er dog ikke det mest spektakulære set i etapeløbsperspektiv. Det mest spektakulære er, at hele turen igennem skoven foregår på grus. Det er ca. fire kilometer, vi taler om, og det er et særdeles snørklet vejforløb. (Se gennemkørsel på YouTube.) Der kan ske hvad som helst her. Og dog - for Møns Klint befinder sig over 70 kilometer fra målstregen, så i en klassementsammenhæng bliver grusvejsstykket nok mere en finurlighed end et afgørende moment.

(Kortet ovenfor viser turen gennem Klinteskoven. Feltet kommer fra syd. På løbets hjemmeside er angivet en højdeprofil, der ser fejlagtig ud for netop denne del af ruten, men ingen tvivl om, at der er mange højdemeter på strækningen - især efter opskriften op-ned-op-ned-op-ned.)

Blog image
Efter 3. etape kommer TT'en i Nykøbing Falster, og så er vi fremme ved sidstedagen. Den følger det klassiske mønster med en start i en sjællandsk provinsby og afsluttende rundstrækning på Frederiksberg. Det skulle efterhånden være velkendt. Alligevel skal lige nævnes én ting, som jeg synes er værd at hæfte sig ved på denne 5. etape, nemlig de første kilometer, der går op forbi Kobanke, Sjællands højeste punkt. Igen er vi oppe i mere end 100 meter over havet, og nedkørslen er en af de største i årets PostNord Danmark Rundt: Der er ca. 90 meter i højdeforskel nedad.

Inden turen til København runder feltet Stevns, så faktisk er der hele to berømte klinter med i årets store etapeløb. Det må da være første gang, tænker jeg.

(Højdeprofilen ovenfor viser starten af 5. etape, med markante terrænforskelle. Hele etapeprofilen her.)

Et spændende løb venter forude, og selvom det ikke altid er hele verdenseliten, der er repræsenteret i løbet, så plejer der at være nogle stærke folk iblandt, og ellers viser det sig ofte, at de knap så kendte ryttere, der overrasker i PostNord Danmark Rundt, senere går hen og bliver store stjerner.

/Jacob

















Nedstyrtningsfare ved ikonisk mini-klintBakkesnak

Posted by Danskebjerge Thu, July 26, 2018 01:08:55

Blog image
Så fik jeg endelig besøgt Højklint.

Trods navnet ikke Danmarks største klint. Men måske den mest sete. Højklint ligger nemlig kun et stenkast fra Storebæltsbroen - ved det sted, hvor den går i land på Sjællandssiden. Man ser tydeligt klinten på venstre hånd, når man kører hen over broen fra vest og nærmer sig betalingsanlægget.

Som sagt er det ikke størrelsen i sig selv, der gør Højklint iøjnefaldende. Klinten er faktisk kun knap 14 meter høj. Men den rejser sig næsten lodret fra kysten, og med dens brungule front af ler lyser klinten som en flamme ud over havet.

Blog image


Før i tiden var Højklint højere. Topografiske kort angiver dens højde til 16 meter over havet. Men erosionen har ædt sig forbi toppen af bakken, så nu er den skrumpet på alle ledder og kanter. Og det bliver ikke bedre med tiden, for bakken skråner nedad ind mod land, og ca. 50 meter inde er terrænhøjden blot 2-3 meter.

Med andre ord: Højklint er ”over the hill” og har nået pensionsalderen. Vurderet ud fra de nævnte landkort forsvinder der i snit 20 centimeter af klinten om året. Ergo om 250 år er den væk. Det er selvfølgelig også et stykke tid, så hvis man ikke når at besøge Højklint i år, er der gode muligheder senere hen.

Blog image


Faktisk er stedet et visit værd. Her er virkelig yndigt. Og selvom det kunne være nærliggende at tænke, at Storstrømsbroen har spoleret naturen ved Højklint, så er det ikke sådan, jeg ser på det. Jeg synes, broen gør lokaliteten endnu mere spektakulær, måske især fordi det er en meget veldesignet bro. Det er et stort, men harmonisk bygningsværk, som også hjælper med at give udsigten ud over Storebælt et visuelt perspektiv.

Men lad ikke pylonerne, skibene og edderfuglene optage al din tid. Du skal også kaste et nærmere blik på Højklints ”indmad”. En klint i forfald forsyner nemlig gavmildt kysten med friske materialer, der ellers har været gemt væk under jordens overflade siden sidste istid. Man skal ikke forvente enestående fossiler, men alene det at studere sten, der først for ganske nylig er blevet blotlagt af naturens egne kræfter, er da grundlæggende spændende.

Blog image


Men hov, der er også beton blandt nedfaldet på stranden? Ja, og der er mere på vej. Højklint har nemlig huset militære anlæg.

Ifølge en kommissionsrapport fra 1946 lå der på stedet et kystbatteri, etableret af tyskerne under besættelsen. Som der står: ”Skytsstandpladserne var aabne med Betonbrisk med indstøbte Sveller og Jordbrystværn. (...) Mandskabsrum og Ammunitionsrum var af Tømmer med let Dækning af Beton og Jord. Luftværnsskytsstandpladserne havde Betonbrisk med indstøbte Sveller.” (Kilde: Bunkermuseum Hanstholm) Det må være resterne af nogle af disse anlæg, der i de her år dratter ned fra Højklint.

Blog image


Ved mit besøg forleden hang et særligt spektakulært betonstykke faretruende langt ude over klintekanten. Det ser drabeligt ud, og hvem ønsker sig at få sådan en klods i hovedet under en hyggelig strandtur?

En bestigning af Højklint er ikke meget mindre halsbrækkende. Faldet fra toppen er lodret, og at dømme efter de store bunker sten og ler, der ligger for foden af skrænten, er Højklint alt andet end stabil. Det er ikke for ingenting, at der er sat et (i vort land sjældent set) skilt op ved Højklint: ”Nedstyrtningsfare”!

Dermed er det endnu en gang bevist, at selv nok så små bjerge bør omgås med respekt.

/Jacob











Ris og ros til en teori - om bjergeBakkesnak

Posted by Danskebjerge Fri, July 20, 2018 01:23:21

Blog image
Radio24Syv's kulturmagasin havde torsdag 19/7 et interview med en ung skønlitterær forfatter, der havde udviklet, hvad der blev kaldt en naturteori. Den gik kort fortalt ud på, at dansk kultur og politik er præget af det flade landskab, der omgiver os. Vi har ikke store skove og bjerge, som man har i f.eks. Norge og Sverige, og derfor mangler vi naturen i vores samfundsbillede. I stedet bilder vi danskere os ind, at alt kan styres af mennesket. Samtidig har vi ifølge forfatteren en hang til at forfladige alting, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at vi skamrider vores lilleputidentitet og distancerer os fra alt, der har med storhed og elite at gøre.

Jeg synes, det er en interessant tankerække. Ganske vist lidt lommefilosofisk, men lommefilosofi har også sin eksistentberettigelse. Jeg er især enig i, at det ”menneskestyrede” somme tider tager overhånd i organiseringen af det danske samfund, og at småstatstænkningen fylder for meget.

Men skyldes disse forhold virkelig den måde, vores land ser ud på? Det er ikke nogen helt håbløs tanke.

Den franske filosof Montesquieu spekulerede lidt i samme baner for 300 år siden. Han så et mønster, når han studerede sammenhængen mellem klima og folkekarakter. Oppe i det kolde nord havde folk en kold og afdæmpet attitude, mens personer, der levede under lune himmelstrøg mod syd, havde mere hjertevarme og passion. Det var sociologien, som Montesquieu søsatte her: videnskaben om, hvordan omgivelserne præger mennesket.

Der er vel noget om snakken, og det virker også plausibelt, at lavlændere kan have et andet syn på verden end en bjergstamme. Der er dog samtidig nogle problemer med naturteorien.

Først og fremmest laver den førnævnte danske forfatter den samme fejlslutning, som mange andre før hende, når hun fremstiller det flade landskab som en enestående egenskab ved Danmark. Hun kigger på Danmark og konstaterer, at her er der ingen høje bjerge, hvorimod der er bjerge i vore nabolande. Men i virkeligheden er det flade landskab mere reglen end undtagelsen i Europa, og mange af de lande, der har bjerge, har også store områder, hvor der knap er en pukkel i terrænet. Det skyldes navnlig, at den såkaldte store europæiske slette breder sig over kolossale områder i Europa. Schweiz og Norge, der næsten helt domineres af bjerge, skal ses som undtagelser.

Så altså: Hvis det danske sind er præget af ”bjergmangel”, så er det nordtyske, det nordfranske, det sydsvenske, det polske, det ukrainske og det vestrussiske det også. Og det devaluerer jo pointen en del. Man må samtidig stille det spørgsmål, om bjerget som psykologisk fænomen nu også er så grundlæggende, som vi nogle gange tror? Er forestillingen om de store, fascinerende bjerge ikke snarere en moderne foreteelse? Vi har bygget en modsætning op og knytter nogle nationaliteter til den. Men for vore danske forfædre - dem, der levede før industrialiseringen og den dertil hørende øgede mobilitet - var der ingen modsætning. De fleste af dem mødte nemlig aldrig nogen bjerge. De havde kun deres eget omgivende landskab at forholde sig til, og dette har været udfordrende nok. Det handlede om overlevelse, sådan som det også gjorde for fjerne bjergbefolkninger på samme tid andre steder på kloden.

Med andre ord spiller fladland/bjergland-kontrasten næppe nogen skelsættende rolle i forhold til udviklingen af nationalkarakteren. Men naturteorien, der er skitseret ovenfor, er alligevel ikke helt tosset, for hvor der er høje bjerge, er der også tit natur, som er svær at gøre sig til herre over. Og den type natur findes der ikke meget af i nutidens Danmark - langt det meste er under plov. Hvilket givetvis i det lange løb skaber en opfattelse af, at alting kan - og bør - reguleres af menneskehånd. At vi mennesker skal forholde os til naturen, som vi gør det til velfærd, lovgivning og alle mulige andre samfundsområder. Med en sådan tilgang fjerner vi os mere og mere fra udgangspunktet, som er, at samfundet er et produkt af den natur, der omgiver os.

(Læs mere om den flade del af Europa i Danskebjerge.dk's artikel her.)

/Jacob











Øer i søer - landets tre størsteBakkesnak

Posted by Danskebjerge Fri, July 13, 2018 16:16:08

Blog image
De fleste kendte øer ligger i havet. Fyn og Sjælland er et par eksempler. Men der findes også en anden type øer. Nemlig de øer, som ligger i søer.

For Fyns og Sjællands vedkommende: øer, som ligger i søer, som ligger på øer.

Danskebjerge.dk har kigget lidt på, hvad der findes af "sø-øer" i Danmark, og resultatet blev, at den største ligger på Midtsjælland. Det er et noget ejendommeligt fænomen, for den store ø ligger i Valsølille Sø, som ved Gud ikke er nogen særlig stor sø. (Se satellitbilledet ovenfor.)

At øen tilmed er navnløs - hverken på nye eller gamle kort står der noget navn -, gør ikke sagen mindre speget. Der er ingen officiel adgang til den skovbevoksede ø, og ejerforholdene er heller ikke nemme at opklare.

Fylder godt op i søen
Men stor er den - ja, den udgør næsten en fjerdel af søens samlede areal. Hvor man så selvfølgelig kan diskutere, om øen skal høre med til søens areal eller ej. Den hjerteformede Valsølille Sø er ifølge Danskebjerge.dk's opmåling på 92,1 hektar inkl. søen. Øen i søen er 22 hektar stor.

(Desværre er der ingen sø på den unavngivne ø. Det kunne ellers have været sjovt. For så havde det været en sø på en ø i en sø på en ø i et hav. Man kommer helt til at tænke på denne børnesang...)

Hvorom alting er, så findes der andre danske øer i søer, og et par af dem er ganske store. Nummer to på ranglisten er Borgø i Søndersø på Lolland. Borgø måler 18,8 hektar. Den er i øvrigt lidt mere interessant end øen i Valsølille Sø, idet Borgø huser et spændende voldsted. Man kan komme dertil vha. en turbåd, der sejler i en periode af sommeren.

Tredjepladsen på sø-ø-listen indtages af Møgelø i Julsø ved Silkeborg. Møgelø har et areal på 16,5 hektar og kan tydeligt ses fra Himmelbjerget. Storø i Gurresø, Nordsjælland, er nærmest en sivø og svær at bestemme den præcise omkreds på, men et bud er 11,5 hektar.

Ikke så almindeligt
Det er nogle særlige forhold, der skal til, for at der kan opstå en ø i en sø. Mange søer er jo tunneldale og er således udgravet og udglattet af frembuldrende gletsjere og smeltevand. Den proces efterlader ikke mange muligheder for terrænforhøjninger nede i bunden af dalene.

Derfor er det også i de lavvandede søer, at man finder de fleste sø-øer. I Søndersø ved Maribo stikker der således hele ni landstykker op over søoverfladen. Deraf er den førnævnte Borgø den største.

Blog image
Billedet herover: Øen i Valsølille Sø set fra bredden af halvøen Skjoldnæs.

/Jacob









Opskriften på en hård bakke: 100 med 10Bakkesnak

Posted by Danskebjerge Tue, July 10, 2018 23:50:12

Jeg har besteget anslået 99% af de hårdeste asfalterede stigninger i Danmark, og undervejs i den proces kan man kan jo ikke lade være med at sammenligne dem og kigge efter generelle tendenser.

Et af de spørgsmål, jeg tit vender tilbage til, er: Hvad er det, der gør en stigning hård? Hvad er det, der gør, at man på vej mod toppen tænker, hold da op, den trækker godt nok søm ud, den her.

Faktorer som længde, gennemsnitlig stigningsprocent og maksimal stigningsprocent er centrale, og dem har jeg beskæftiget mig meget med i årevis. Men jeg vil pege på et forhold mere, som indgår i opskriften på en hård stigning. Nemlig at der et sted på stigningen er en strækning, hvor der konstant er en tocifret hældning, altså en stigningsprocent på over 10.

Dette parameter har elementer fra både den gennemsnitlige stigningsprocent og den maksimale, og på den måde kan man bruge det til at nuancere et billede af en stigning yderligere.

Det var min bestigning af Gudenåvej op mod Sønder Vissing, der for nylig bekræftede mig i, at faktoren "100 med 10" er relevant. Denne bakke er lang og sej, men de godt 76 højdemeter og hældningen på 5,8% i snit er ikke nok til at skaffe stigningen en plads helt i top blandt de skrappeste i Danmark. Derfor kan man nemt undervurdere Gudenåvej, hvilket man imidlertid fortryder bittert, når man er to tredjedele oppe ad bakken. Her er der en strækning, hvor der på 250 meter er en højdeforskel på ca. 25 meter - med andre ord 250 meter med en gennemsnitlig stigning på 10%. Det kræver noget af ben og åndedræt at presse cyklen fremad her, og det gør, at bakken får et alpinsk præg, hvor tempoet tager et dyk og bliver nede i et stykke tid.

Min erfaring er, at 100 meter, hvor terrænet konstant stiger med 10% eller derover, er kraftigt medvirkende til, at en stigning opleves som "hård". Dette forklarer, hvorfor også en kendt stigning som Pøt Mølle ved Hammel er så berygtet. Den er i lighed med Sønder Vissing-stigningen et stykke fra toplisterne, når det gælder højdeforskel og stejlhed. Alligevel fremhæves den ofte - også blandt professionelle ryttere - som en af Danmarks hårdeste bakker. Jeg tror, det hænger sammen med, at Pøt Mølle har en længere strækning, hvor hældningen aldrig kommer under 10%. Bakken er stejl og vedholdende i en vis tid, og det oplever man som hårdt.

"100 med 10"-princippet vil ikke vende op og ned på alverdens statistikker. Men det kan bruges til især at samle de stigninger op, som så at sige flyver under radaren, når man bruger de øvrige, mere klassiske parametre til at vurdere stigninger ud fra.

/Jacob







Sjældne trecifrede højder i kendt bjergbyBakkesnak

Posted by Danskebjerge Sat, July 07, 2018 02:17:44

Blog image
Vejle i Østjylland er kendt for sine stejle bakker, og Danskebjerge.dk har kåret Vejle som Danmarks bjergby nummer 1 - det er nemlig den by i Danmark, der har den største højdeforskel inden for bygrænsen.

Men én ting er stejlhed og højdeforskelle. Noget andet er den absolutte højde af landskabet. Hvor høj er Vejle - målt fra havets overflade -, og hvor finder man det højeste punkt? Det har Danskebjerge.dk kigget nærmere på, og det er lykkedes at lokalisere stedet.

Mere om det senere, for vi starter lige med konstateringen af, at Vejle glimrer ved sit fravær i toppen af de lister, der handler om høje terrænpunkter i Danmark. Selvom Vejles landskab er meget kuperet, så er det lavere beliggende end bakkeområder som Søhøjlandet, Mols Bjerge, Høje Møn og Bornholm.

En del af det kan skyldes tilfældigheder - de danske højder er trods alt små, og istidens gletsjere har ikke haft tommestok med, da de skabte randmoræner og tunneldale. Men for Vejles vedkommende handler det også om, at byen ligger ved Jyllands østkyst og dermed et stykke fra den jyske højderyg. Den jyske højderyg bidrager til, at et område som Søhøjlandet når op i over 170 meters højde over havet (Møllehøj m.fl.). Her kommer Vejle og nærmeste omegn en smule til kort.

Selv vejlensiske lokaliteter, der er kendt for deres kuperede omgivelser, når ikke en gang op på 100 meter over havet. Det gælder f.eks. Munkebjerg på sydsiden af Vejle Fjord. Her er det højeste terræn beliggende i 93 meters højde.

Men enkelte steder finder man højder, der er trecifrede. Og når man får sorteret lidt ud i det, kommer man frem til, at det højeste punkt ligger mod nordvest. Nærmere bestemt i udkanten af det store parcelhuskvarter i Vejle-forstaden Uhrhøj. (Den røde prik på kortet øverst.)

Blog image


Stedet hedder Lille Bavnehøj, og højens øverste jordflade er beliggende næsten 111 meter over havets overflade. Nogle topografiske kort siger ganske vist 113 moh., men på nyere kort er det rettet til 111, hvilket også stemmer med de punktvise digitale højdedata (i hvert fald hvis man afrunder - stedets højde er næppe over 110,5 moh.). Det kan ikke udelukkes, at forskellen på de gamle og nye angivelser skyldes grusgravning.

Hvorom alting er, så er der ikke tale om noget særlig markant landskabselement. Lille Bavnehøj ligger på nordsiden af en ca. 25 meter høj dalskråning, og mens denne er ganske stejl, så er der derfra et stykke vej hen til selve Lille Bavnehøj, og dennes top befinder sig kun ca. fem meter højere oppe i luften end gårdspladsen på den nærliggende Store Bavngård.

Med andre ord er der langt fra tale om nogen betagende bjergtinde, og tillægsordet 'lille', der indgår i navnet, kunne derfor forekomme passende, hvis ikke lige det var sådan, at der i de nærmeste omgivelser ikke findes andre navngivne bavnehøje, man kunne forveksle Lille Bavnehøj med. Reelt er Lille Bavnehøj størst.

Blog image


Det havde nok styrket denne artikel, hvis den var forsynet med et par fotos fra toppen af Lille Bavnehøj. Udsigten er sikkert skøn - måske kan man endda se Vejle Fjord derfra? Svaret blæser i vinden, for undertegnede nåede aldrig derop.

Ganske vist var beboeren på førnævnte Store Bavngård så rar at lade mig gå lidt ind på hans matrikel for at komme hen til bakketoppen, men på det sidste stykke lå der ren kornmark, og det besvær og den ødelæggelse, der ville være forbundet med at vade ind over det alt sammen, stod ikke helt mål med det forventede udbytte. Så jeg nøjedes med et par fotos af den ret så beskedne top (nederste foto), og derefter tog jeg til Uhrhøj for at se, om der ikke herfra var et lidt bedre kig til Lille Bavnehøj.

Det var der: Højdeforskellene trådte tydeligere frem set fra syd (øverste foto).

Men jeg vil stadig klart mene, at f.eks. Vejrhøjs og Himmelbjergets toppe er mere fascinerende at studere, og så er der også det lidt nedslående ved Lille Bavnehøj, at det bare er mark. Der er ikke noget tårn - fair nok, det vil måske også være en oversatsning at anlægge sådan ét -, men bænk og bord er der heller ikke noget af endsige en gravhøj, en informationstavle eller et postament. Der har muligvis været et bål her - det afslører navnet Bavnehøj jo -, men det må være mange generationer siden. I dag er højen en temmelig anonym høj.

Hvis man skal være lidt grov, så er Lille Bavnehøj snarere et stykke statistik end en seværdighed. Men statistik kan jo også være ret interessant, og seværdigheder har det med at blive overrendt at turister. Måske er det bedre, hvis man bare lærer stedets omtrentlige placering at kende, for så kan du - når du en dag kører forbi på Høgsholtvej eller Hover Kirkevej - pege lidt nonchalant ud mod kornmarken ved Store Bavngård og sige til din medpassager: ”Derinde - der ligger Vejles højeste punkt. Vidste du dét?”

/Jacob







Et arnested for Danmarks kirkebyggeriBakkesnak

Posted by Danskebjerge Mon, June 25, 2018 00:29:01

Blog image
I et land uden ret meget grundfjeld i overfladen kan man hurtigt komme til at mangle fast byggemateriale. Derfor var opfindelsen (som egentlig var en genopfindelse) af teglproduktion et gigantisk gennembrud i midten af 1100-tallet. Pludselig var man ikke længere afhængig af den udvinding af frådsten og kalksten, som fandt sted på nogle ganske få lokaliteter i Danmark. Man slap også for besværet med at tilhugge hårde marksten. Med teglen skulle der ikke mere til end noget ler, som forekommer i jorden de fleste steder i Danmark, og så en ovn. En teglovn.

I Lindeballe øst for Billund findes en sådan middelalderlig teglovn. Den ligger på et åbent græsareal et stenkast fra Lindeballe Kirke. Udefra er det en karakteristisk bygning med påfaldende lave mure og et påfaldende stort tag. Dette er dog en nyere konstruktion. Det er det indvendige, der er mest spændende.

Herinde kan man nemlig se en teglovn i næsten hele dens oprindelige omfang. Der står endda nogle teglsten tilbage på ovnens gulv - godt nok som en slags rekonstruktion, men da ovnen blev udgravet i 1915, fandt man faktisk en del originale sten, som var blevet efterladt, da ovnen for århundreder siden blev taget ud af brug.

Blog image


Det går hurtigt op for én, at en teglovn har helt andet dimensioner end køkkenovnen derhjemme. En teglovn er på størrelse med et kollegieværelse: Lindeballe teglovns brændkammer måler 4 gange 4,5 meter, og dertil kommer nogle tykke mure bygget til at modstå trykket fra den enorme varme, som opstod inde i kammeret. Temperaturen skulle op over 1000 grader, for at leret kunne blive til tilstrækkeligt solide teglsten. Eller mursten, som vi kalder dem i dag.

Man kan godt forundres over, hvordan de dengang i middelalderen kunne få fordelt varmen ordentligt i det store rum. Men der er tale om en produktionsform, som på kort tid blev særdeles udbredt, og dermed voksede også den ekspertise, der skulle til for at producere ordentlige tegl uden alt for meget spild. Til denne ekspertise hørte viden om, i hvilket mønster og med hvilken afstand man skulle placere de udskårede og soltørrede lerklodser ved siden af og oven på hinanden. I Lindeballe Teglovn kunne man producere ca. 20.000 sten pr. brænding. Dertil skulle bruges i omegnen af 40 kubikmeter tørt brænde. Den ønskede temperatur opnåede man ved at lukke ovnen næsten helt til, mens man fyrede.

Blog image


Der har eksisteret utallige teglovne rundt omkring i Danmark, men meget få er bevaret. Derfor er Lindeballe Teglovn en ret enestående lille seværdighed. At den ligger ved siden af Lindeballe Kirke (billedet ovenfor) er ikke nogen tilfældighed. Netop kirkerne var en enorm udfordring dengang i 11- og 1200-tallet, da de skulle bygges, men opgaven blev gjort en del lettere af, at man ofte kunne fremstille stenene lige ved siden af byggepladsen. Som en slags reference til dette, valgte man efter udgravningen af Lindeballe Teglovn at føje et tårn til kirken bygget af de teglsten, man havde fundet i ovnen.

Læs mere om historiske byggematerialer i Danmark her. Fotos: Danskebjerge.dk

/Jacob