Blogsbjerg

Gæsteindlæg: Kritik af Leginds topografiske atlasBakkesnak

Posted by Danskebjerge Tue, December 05, 2017 14:50:42

Den norske forfatter Roger Pihl har skrevet nedenstående anmeldelse af det atlas, der tager kampen op med TrapDanmarks seneste kortudgivelse.

Leginds topografiske atlas over Danmark
- når kartografene snubler

Vi, det vil si Jacob T. Johansen og Roger Pihl, har tidligere krasst uttalt oss om TrapDanmarks nye danmarkskart. Vi var neppe de eneste. Frederiksborg Amts Avis var en annen aktør som heller ikke var nådig med atlaset. Heldigvis visste TrapDanmark sitt eget beste, lyttet på tilbakemedlingene og har lansert et oppdatert og betydelig bedre annetopplag av kartet.

Nå er det duket for en kikk på Leginds Topgrafisk Atlas 1:100.000. Som vi har lært, utfordringen i et kart er å ha passende mengde navn, riktig utvalg av navn, riktig staving, plassering ifht stedsangivelse, lesbarhet og tilpasning til kartets målestokk. I et nøtteskall er kartografi en egen kunstart.

Forventningene var følgelig store da vi åpnet Legins topografiske atlas, fant fram lupen for å studere det danske landskapet i miniatyrutgave. For var det noe vi trengte, så var det en lupe av beste slag. Schneider Kreuznach 4X, verken mer eller mindre.

Kartet har ingen såkalte 3D-skygger som skal gjøre det mer levende for brukeren, og godt er det. Her får vi et godt, «gammeldags» flatt og oversiktelig kart der det er plass til mye informasjon. Derfor er det synd at Legind ikke har brukt muligheten, for det er mangt og mye som mangler.

Sukkertoppen sør for Mossø mangler. Det er jo synd, for det er en topp med flott utsikt og der du også får en hyggelig tur i terrenget. Purhøj mangler, og det er jo synd, for her pleier heksene å samles på Valborgsaften, så hvor skal de samles nå? Ballebjerg, Samsøs høyeste punkt mangler, så nå er det ikke noe høyeste punkt på Samsø lenger. Det samme med Dyret, en annen perle på Samsø. Jordløse Bakker er borte. Aborrebjerg på Møn mangler, og det er jo synd, for det er Møns høyeste punkt. Lindsbjerg på Ærø mangler, og det er jo synd, for den skal ha helbredende egenskaper. Jons Kapel på Bornholm mangler. Landsbyen Møborg med sin trivelige, urbane Bavnehøj mangler. Landsbyen Horndrup mangler, og det er jo synd, for den er en av de triveligste på Jylland. Slik kan vi fortsette, men du har for lengst forstått hva vi mener. Navn er viktig for et atlas. Uten stedsnavn blir det bare en tegning.

Men det stopper ikke der, for mange av stedsnavnene er gjengitt i knøttliten, farget og rastrert tekst. Det gjør teksten for alle praktiske formål helt uleselig. Ja, selv med en lupe som forstørrer fire ganger var det bare fordi vi visste hvilket navn vi søkte etter, at vi klarte å lese dem. Himmelbjerget er et av høydepunktene som ikke lenger er det. Lerbjerg, Vejrehøj, Frøbjerg Bavnehøj, Møllehøj, Ejer Bavnehøj, Høgebjerg, Kongenshøj, Kongsbjerg, Rytterknægten, Rebild Bakker og Pikkerbakken er andre eksempler på uleselige navn.

Det begynner med andre ord å bli tynt i rekkene. Danmark har blitt et «flatere» land på mer enn én måte.






Ny udgave af topografisk Danmarkskort lanceretBakkesnak

Posted by Danskebjerge Wed, November 15, 2017 01:02:18

Danskebjerge.dk var 13. november 2017 inviteret til møde hos Trap Danmark. Det var anden gang, at jeg troppede op hos Trap. Første gang var for at uddybe min kritik af førsteudgaven af Trap Danmarks Topografiske Atlas. Denne gang blev jeg præsenteret for den reviderede version.

Og allerede efter en hurtig gennembladring stod forskellen lysende klar: Andenudgaven af Trap Danmarks Topografiske Atlas er kraftigt forbedret - faktisk mere end jeg havde turdet håbe på. Nu er der gravhøje med, højdekurverne ligger tættere, og alt fra oversigtskortet på første side til sammenlimningen i bogens midte er forbedret. Men den største og ressourcemæssigt mest krævende opjustering har - fortalte Niels Ehlers Koch fra Trap Danmark - været forøgelsen af antallet af stednavne. Antallet er næsten fordoblet.

Det har krævet blod, sved og tårer for dem at lave alle de ændringer, og det har aldrig været tanken, at der skulle komme en revideret udgave af atlasset så kort tid efter førsteudgaven. Men min holdning er klar: Det var dét værd!

Og hvor er det dog i øvrigt skønt, at kritik kan blive håndteret så konstruktivt, som det er sket i dette tilfælde. Læs her, hvad der var galt med den stort anlagte førsteudgave:

http://www.danskebjerge.dk/topolitik9.htm

/Jacob



En atypisk typisk gravhøjBakkesnak

Posted by Danskebjerge Sun, November 05, 2017 22:20:11

Blog image
Stenhuset ved Strands i Mols Bjerge er en meget iøjnefaldende stendysse fra bondestenalderen. Man kunne kalde den arketypisk - og så alligevel ikke.

Kammeret med de fem bæresten og den store dæksten står på toppen af en bakkeknold. Og det er sådan, mange af os forestiller en gravhøj: En samling af sten oven på en høj.

Men i virkeligheden er Stenhuset lidt unormal. For ganske vist blev stenalderens dysser ofte placeret på højt beliggende steder i terrænet, så de kunne ses fra stor afstand. Men der var sjældent tale om kuppelformede bakker som denne.

Kuppelformen gjorde først sit indtog i bronzealderen - med gravhøje bygget op fra bunden af græstørv. Bronzealderfolket nedprioriterede de store stenkonstruktioner med kæmpekamre. (Se billede fra Stabelhøje nederst.)

Stenalderfolket var derimod stenbyggere om en hals, og når de arbejdede med jord, så var det mest for at fylde det ind imellem randstenene og måske op omkring et dyssekammer.

Faktisk er det i de senere år blevet debatteret blandt forskere, om stendysserne i for høj grad er blevet forbundet med anlæggelse af jordhøje. I beskrivelser af dysser uden jord imellem stenene har man traditionelt antaget, at jorden bare er skredet ud og forsvundet. Men kritikerne af denne antagelse har påpeget, at nogle af de jordfattige dysser kan have været jordfattige fra starten. Eksempelvis fordi man i stenalderen - ligesom os i dag - elskede synet af de store sten og derfor ikke så nogen grund til at dække dem til.

Blog image


Men hvor placerer det så Stenhuset? Ja, ud fra kammerets forholdsvis avancerede opbygning at dømme er Stenhuset en af de dysser, der blev anlagt sent i stenalderen. Det kan tænkes, at man på dette tidspunkt var begyndt at få øjnene op for kuppelformede gravhøje, og at Stenhuset på den måde er en kombination af stenalderens dyssetradition og den mere ”moderne” gravhøj, der brød igennem i bronzealderen.

På den led er dyssen mere atypisk end typisk. Men ikke desto mindre meget flot.

(Det er muligt at besigtige Stenhuset, og der er en informationstavle ved den. Der skulle også være en trampesti derhen til, men jeg fandt ikke nogen sti, da jeg besøgte stedet - hvilket måske kan hænge sammen med, at der lige var blevet pløjet. Men så må man jo vade ind over marken.)

Blog image





Dette har betydning i sager om stierMaglesø

Posted by Danskebjerge Sat, October 21, 2017 00:45:32

Man kan blive godt ør i hovedet af at læse afgørelser om nedlæggelse af stier og markveje. Jeg har af samme grund kun fået kigget på en håndfuld, men tendensen er, at den private lodsejer har gode chancer for at vinde sagen, hvis...:

- der i nærheden af den pågældende sti findes en anden vej/sti, der fører omtrent samme sted hen (til en strand el.lign.)
- lodsejeren etablerer en ny sti, der mere eller mindre kompenserer for den sti, der fjernes

Derimod ser det ikke ud til at være af afgørende betydning, hvor længe en sti har eksisteret, eller hvem der har brugt den. Det er ellers noget, der ofte debatteres i sager om stier. Jeg læste om en sag, hvor Natur- og Miljøklagenævnet tillod nedlæggelse af en sti, selvom der var fremlagt dokumentation for, at den havde eksisteret i over 150 år. Afgørelsen faldt ud til fordel for lodsejeren, fordi der fandtes en anden adgangsvej i nærheden.

Det kan - set fra en motionist- og naturnydersynsvinkel - umiddelbart synes positivt, at nævnet lægger stor vægt på, om der findes alternative adgangsveje. F.eks. er det nok meget svært for en lodsejer at få lov til at nedlægge en sti, hvis denne sti er den eneste adgang til et strandområde.

Til gengæld er tendensen i afgørelserne ikke god, hvis man holder af stisystemer, hvor man eksempelvis kan løbe på en rundstrækning. Natur- og Miljøklagenævnet er forholdsvis ligeglad med, om du skal løbe ud og hjem ad samme vej. Så der er grund til at sove lidt uroligt, hvis du har en favoritrundstrækning, der ligger på privat jord.

Det lader i øvrigt heller ikke til, at du kan stille krav til tilstanden af en sti, som ligger på privat grund, og som offentligheden har adgang til. En sti kan eksistere alene i kraft af, at den bliver brugt hyppigt og dermed ikke gror til. Omvendt kan man altså ikke som bruger af stien kræve, at huller i stien repareres, eller generende grene beskæres.

Og hvad så med sagen fra Maglesø? Her er der etableret en alternativ sti øst for traktørstedsgrunden, og dette forhold forbedrer de nye ejeres chance for at vinde sagen. Jeg vil dog sætte spørgsmålstegn ved, om den rekreative værdi af denne sti er på højde med værdien af den nuværende skråsti. Fordelen ved den nuværende sti er langt fra kun linjeføringen, men i høj grad også udsigten ud over søen. Fra stien har man områdets bedste udsigt, og derfor vil det være et tab for offentligheden, hvis stien forsvinder.

Her får I lige ordlyden af Naturbeskyttelseslovens paragraf 26a og 26a stk 3 (mine fremhævninger):

"Nedlæggelse af gennemgående veje og stier, nedlæggelse af veje og stier, der i øvrigt fører til de naturtyper, der er omfattet af §§ 22-25, og nedlæggelse af veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende, må tidligst ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen.

Stk. 3: Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder."


/Jacob






Danskebjerge.dk med nyt opråb om naturenMaglesø

Posted by Danskebjerge Sun, October 15, 2017 01:17:56

Blog image
Henover sommeren har der alene i Holbæk Kommune været to sager om grundejere, der har spærret af for at forhindre offentligheden i at få adgang til naturen. Dette er et brud på princippet om, at stier og markveje er tilgængelige for alle, også selvom de ligger på privat grund.

Desværre tyder noget på, at de pågældende slipper afsted med det. Til skade for de lokale beboere og - i tilfældet med Maglesø - de mange tusinde årlige besøgende fra andre steder i landet.

Det grundlæggende problem er, at sager som disse bliver behandlet stedmoderligt af politikerne.

Dels landspolitikerne, der accepterer et tvetydigt regelsæt og dermed er indirekte skyld i, at så mange sager trækkes igennem et langvarigt behandlingsmorads.

Og dels lokalpolitikerne, der er alt for forstående over for private borgere, som enten søger om tilladelse til at lukke veje og stier af, eller som gør det uden at søge om lov først.

Jeg siger ikke, at man uden videre kan indføre systemet fra de øvrige nordiske lande, hvor allemandsretten sikrer offentligheden en noget nær uhindret adgang til naturen. I Danmark er arealerne mindre, befolkningstætheden større, og landbruget mere omfattende. Men hvis man nu og her får sikret et status quo, når det gælder adgangsveje til naturen, så er meget vundet.

Lad os få indført et øjeblikkeligt stop for yderligere nedlæggelse af stier og markveje. Et sådant stop vil ikke være til gene for ret mange mennesker. Til gengæld vil det være til gene for rigtig mange mennesker, hvis man lader det nuværende vægelsind fortsætte.

Jovist kan man anlægge nye stier som kompensation. Men erfaringen viser, at dette fortrinsvis sker i bynære områder. Uden for byerne - altså dér, hvor der er MEST natur at komme ud i - forsvinder den ene adgangsvej efter den anden. Se f.eks. her, hvordan udviklingen har været ved den lille sjællandske bebyggelse Almstofte.

Danskebjerge.dk's læserbrev, der blev bragt i Sjællandske den 11. oktober, ses i udsnit herover. Den samlede ordlyd finder du på Danskebjerge.dk's Facebookprofil.

/Jacob












Annus horribilis for dansk etapeløb - en løbsanmeldelseLøb & ruter

Posted by Danskebjerge Mon, September 18, 2017 01:33:59

Blog image
Man kan ikke vinde hver gang.

Det velkendte trøsteudtryk kan passende bruges om etapeløbet PostNord Danmark Rundt 2017. For efter et par år med succes - først og fremmest i kraft af indførelsen af direkte tv-transmissioner fra løbet - gik det denne gang mindre godt. For nu at sige det pænt.

Sammen med regnen væltede dårligdommene ned over den store danske cykelevent. I bedste fald var det et sammenfald af uheldige omstændigheder. I værste fald var det begyndelsen på en mere omfattende nedtur for løbet.

Der var dog også lyspunkter. Bl.a. fik vi set nogle spændende stigninger.

Løbet og rytterne
Ruten var i år så at sige vendt om, sådan at 1. etape startede i København, hvor der ellers normalt er opløb på afslutningsetapen. Det finder jeg ret uproblematisk, og det åbnede mulighed for, at feltet kunne komme til Odsherred, hvilket ellers er forholdsvis sjældent forekommende. Med målstreg i Kalundborg var det ganske vist så godt som udelukket, at Odsherred-bakkerne ville få nogen afgørende betydning, men de var nærmest maksimalt repræsenteret, så på det punkt skal jeg ikke klage. Til min glæde var Granbakken inkluderet i ruten frem mod Kalundborg-rundstrækningen. Granbakken er egentlig den midterste del af én sammenhængende stigning, der også omfatter Trøjeløkkevej og Bøgebakken. Med en maksimal stigningsprocent på 19 er strækningen sammenlignelig med Kiddesvej. Måske en dag kan den kalundborgske mur få en mere fremtrædende plads i PostNord Danmark Rundt. Man har vel lov at håbe.

Nuvel, tilbage til årets rute. Efter at sprinterne var blevet snydt af Casper Pedersen på rundstrækningen i Kalundborg by, skulle de tage revanche på Fyn på anden etape. Her var den såkaldte Golfbakke på Bjergevej ved Svanninge den klart mest udfordrende stigning. Turen ind mod målbyen Odense var derimod flad og hurtig, så det kunne næsten ikke gå galt for sprinterholdene. Men så kom blæsten og regnen. Vejret var rædselsfuldt, og efter at løbsledelsen havde først afkortet etapen og siden neutraliseret den, sagde rytterne stop. Som noget helt usædvanligt blev en PostNord Danmark Rundt-etape afbrudt og aflyst.

På den baggrund fik kongeetapen til Vejle, som i forvejen plejer at have væsentlig betydning for klassementet, nu endnu større vigtighed. Den udviklede sig vanen tro som et udskilningsløb på de sidste ca. 45 kilometer, og på finaleopstigningen på Kiddesvej sad der en halv snes ryttere forrest. Det lykkedes Mads Pedersen at slide sig løs, og han vandt med nogle få sekunders forspring til Michael Valgren. Spredningen var stor i feltet, og man må sige, at Vejle-etapen endnu en gang viste sin berettigelse. Det er faktisk ikke så almindeligt, at der i ”flade” etapeløb skabes tidsforskelle af den størrelsesorden, som tilfældet er med Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt. Man kunne godt sukke efter en international endagsklassiker eller et VM i dette terræn.

Enkeltstarten i Randers resulterede i dødt løb mellem Mads Pedersen og Michael Valgren, og så var der kun Aarhus-etapen tilbage at gøre godt med for Valgren. Etapen var kuperet, hvilket kunne ses på gennemsnitsfarten, der lå på ca. 41 km/t - det samme som på kongeetapen. Første del af ruten gik gennem Mols Bjerge. Masser af højdemeter, bestemt, men når et bakkelandskab ligger tidligt på ruten - som også Odsherred-højdedraget gjorde -, så får det sjældent nogen synlig betydning for den måde, et profløb udvikler sig på.

Trods flere hårde bakker frem mod Aarhus var det da også et ganske stor felt med favoritterne, der nåede rundstrækningen. En rundstrækning, som ifølge arrangørerne var gjort endnu hårdere i år. Det viste sig dog, at der udelukkende var tale om en forlængelse af strækningen på Oddervej og ikke - som nogle af os havde spekuleret i - en løsning med to stigninger i stedet for én. Uanset hvad så endte det hele i en massespurt, sådan som det plejer at gøre i Aarhus. Valgren kom aldrig i nærheden af at true Mads Pedersen, og så kunne sidstnævnte snuppe den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt 2017.

De danske ryttere var massivt repræsenteret i toppen af det endelige klassement. Det kan man være glad for. Man kan også være ærgerlig over det. For betyder det ikke, at niveauet i det ellers internationale felt er for lavt? Jeg savnede i hvert fald et par ikke-danske kapaciteter. Froome og Nibali er nok svære at få herop, I know, men ryttere som Daniele Bennati og Lars Boom har før sat deres præg på løbet, og der var for få fra den pulje i år. Nacer Bouhanni og John Degenkolb var topnavnene - de udgik begge, omend Bouhanni nåede at score en andenplads på Kalundborg-etapen.

Man kan håbe, at det bare var et lidt tyndt år i år, bl.a. som følge af det forestående VM. Men PostNord Danmark Rundt er konstant i fare for at miste prestige og betydning. Det kan nemt ende som et udvidet Danmarksmesterskab i etapeløbscykling, hvis ikke der er deltagelse af stærke internationale ryttere. Rekruttering af profilerede navne bør derfor nu være et af de større indsatsområder hos de danske løbsarrangører.

Når det er sagt, så er der ikke nogen ydre tegn på, at PostNord Danmark Rundt køres på et lavere sportslige niveau end andre store internationale løb. Gennemsnitsfarten på etaperne er over 40 km/t, og sammenligner man Vejle-etapen i 2015, 2016 og 2017 (som Danskebjerge.dk har gjort), så er farten ikke faldet - faktisk er den steget en lille smule, til 41 km/t. Så det er tvivlsomt, om nogen med det blotte øje kan se, at rytterne ikke er fra den allerøverste skuffe.

Afviklingen
Hver dag havde sin fadæse i årets PostNord Danmark Rundt. Det begyndte ved Asnæs Indelukke-bakken på 1. etape, hvor to udbrydere kørte den forkerte vej. Det er muligt, at de selv kunne have regnet ud, at den var gal, men faktum er, at der ikke stod nogen official parat til at vise dem, at de skulle dreje. En klar organisatorisk fejl, men efter min mening blev det løst på en sportslig fair måde. Ingen ryttere mistede tid på brøleren.

Værre var det med problemerne på 2. etape. Jeg føler mig overbevist om, at etapen kunne have været gennemført trods vinden og nedbøren. I stedet blev der indledt en kompleks korrespondance mellem forskellige aktører i løbet, og selvom DR og løbsledelsen forsøgte at få det til at se ud, som om aflysningen blev vedtaget i enighed, så var det essentielt i protest mod løbsledelsens løsninger, at rytterne stod af cyklerne.

Meget er sagt i den sag, men jeg savner altså stadig nogle klare objektive beviser på, at vejret virkelig var så usselt, som det blev gjort til. Ifølge mine oplysninger lå middelvinden i Faaborg, som de var på vej hen til, på 15 m/s. Det er stiv kuling. Ikke et behageligt vejr at cykle i, men heller ikke et vejr at aflyse i!

Jeg var skuffet over den aflysning. Og hvad værre var: Nogle ryttere mere end antydede i efterfølgende interviews, at PostNord Danmark Rundts status (eller mangel på samme) spillede en rolle i beslutningsprocessen - at en del af rytterne ikke havde så meget mere at køre for i sæsonen, og at andre havde et VM at se frem til. Underforstået: Når nu løbet ikke er så vigtigt igen, skal man minimere risikoen ved at deltage i det.

Det er en bekymrende udmelding. Et løb som PostNord Danmark Rundt, der i forvejen skal kæmpe for sit renommé, har ikke brug for, at rytterne står og taler løbet ned. Og da slet ikke på en dag, hvor de ikke orkede at køre i stiv kuling.

Vinden løjede af til 3. etape. Uheldigvis skete der påny en fejl i ruteanvisningen. En udbrydergruppe drejede forkert af, fordi de fulgte en politimotorcykel, der drejede. Efter tv-billederne var det forståeligt, at rytterne fulgte efter motorcyklen, så igen har man indtrykket af, at det var et organsatorisk kiks, vi var vidne til. Nu kunne det vel ikke blive værre, tænkte man, og så skete der alligevel det på 5. etape, at en reklameportal et sted i Aarhus kollapsede, sådan at to ryttere måtte bremse op og umiddelbart efter blev hentet af hovedfeltet. Om det var en rent teknisk defekt, eller om der også var et menneskeligt element i det - det ved jeg ikke. Men i hvert fald var det endnu en dum fejl i rækken af dumme fejl.

Det er egentlig lidt paradoksalt, for Danmark har ry for at være dygtig til at organisere store internationale sportsevents. At det så går helt galt i årets PostNord Danmark Rundt, kan i princippet skyldes en tilfældig ophobning af sort uheld. Mit gæt er dog, at der er sket noget i kulissen, der har svækket organisationen på en eller anden måde. Der må have været nogle led i kæden, der i år var svagere end normalt. Forhåbentlig fører fejlene til bedre kvalitetssikring frem over. Der er jo faktisk meget på spil, eftersom Danmark har ambitioner om bl.a. en Tour de France-start inden for en overskuelig fremtid.

Formidlingen
Det var tredje år, at DR sendte live fra Danmarks største cykelbegivenhed. Indførelsen af live-tv står fortsat som et af de helt store fremskridt i løbets historie, og produktionen lever op til, hvad man kender fra andre løb af denne kaliber, herunder flotte helikopterbilleder.

Set i det lys kan det måske grænse til flueknepperi at kritisere svipsere undervejs, men på den anden side: Når nu setuppet er der, kan de produktionsansvarlige vel godt lige oppe sig og få optimeret transmissionen.

Produktionen er tydeligvis lagt an på forudsigelighed. Producerne vil meget gerne have en udbrydergruppe foran og et hovedfelt et par minutter bagude, for så kan der klippes mellem de to motorcykler, der følger hver gruppe. Skabelonen følges nærmest slavisk, og det gør, at der ikke er plads til at prioritere bestemte ting undervejs.

For at nævne et eksempel: Kommentatorerne Liniger og Frost talte om færiste, da feltet nåede Havnsø - det er jernrør, der ligger nedsænket på tværs af vejen, og som skal forhindre køer og får i at gå henover vejen. Disse riste kunne måske volde rytterne problemer, men vi fik aldrig svaret, for der blev ganske enkelt ikke vist nogen billeder af, at rytterne krydsede ristene. Det var suspense uden payoff, og desværre forekom dette med jævne mellemrum.

Værst var det på Vejle-etapen, hvor bakker som Østengård og Gl. Kongevej blev behandlet aldeles stedmoderligt af DR's produktionshold. Liniger begyndte ganske vist at tale om, at feltet nærmede sig Østengård-stigningen - men på det tidspunkt var den allerede passeret! Kort efter så man de forreste køre ind på Gl. Kongevej, altimens kommentatorerne fejlagtigt sagde, at man nu var inde på Chr. Winthersvej.

Og så begik DR en fejl, de før har begået - nemlig at fokusere på styrt forud for Gl. Kongevej i stedet for at vise opstigningen. Mens den stejleste asfalt i hele PostNord Danmark Rundt blev forceret, klippedes tilbage til ryttere, der var røget af cyklen på turen ned ad Jellingvej. Dermed mistede man som seer fuldstændig fornemmelsen af, hvad Gl. Kongevej er for en stigning - men, indrømmet, det lå fint i tråd med DR's hang til hoppen frem og tilbage mellem ryttere!

Og apropos hop. Brostenene i Hopballe blev nævnt flere gange af Liniger og Frost. De har før resulteret i stor dramatik og vilde tv-billeder, men hvis man som seer havde håbet at se rytterne passere det farlige sted, blev man skuffet. Der var lige nogle andre kameraer, der skulle i brug på det tidspunkt åbenbart.

Jeg ved ikke, om tv-transmissionen produceres helt uafhængigt af, hvad kommentatorerne taler om. I hvert fald er mere koordinering tiltrængt. Jeg har ikke brug for at høre om lumske færiste og farlige brostensstykker, hvis DR ikke har i sinde at vise mig dem. Jeg synes, det er træls at se frem til etapeløbets hårdeste stigning, hvis DR i stedet giver mig billeder af ryttere, der ømmer sig efter styrt. Prøv nu at planlægge transmissionen efter nøglemomenterne i stedet for at følge den rutineprægede klippeskabelon, DR! Det burde der være overskud til, når nu man har produceret tv fra løbet i tre år.

Konklusion
Af de tre årgange af PostNord Danmark Rundt, hvor løbet har været vist på direkte tv, var denne for mig at se den dårligste. Der var øjensynligt gået ”the same as usual” i den, både hos de arrangements- og de formidlingsansvarlige - og når først rutinetænkningen indtræder, bliver produktet ofte ringere. Nej, man kan ikke vinde hver gang, men man kan lære af sine fejltagelser, og jeg håber virkelig, at DR og DCU gør det. Jeg er fortsat stor fan af løbet og glæder mig til at se det i en forbedret udgave næste år.

Læs også: http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post323

/Jacob




Vejle-etapen år for årLøb & ruter

Posted by Danskebjerge Thu, September 14, 2017 23:34:19

Blog image
Det kan godt virke, som om feltet i årets Post Danmark Rundt er lidt svagere end de forudgående år. Der mangler typer som Lars Boom, Magnus Cort og Edvald Boasson Hagen - de har før gjort sig fornemt bemærket i løbet. Som årets største navne præsenteredes i stedet Nacer Bouhanni og John Degenkolb, men førstnævnte trak sig på 2. etape, og sidstnævnte har været en skygge af sig selv.

Lidt skuffende, men hvor meget lider det sportslige niveau under dette forfald?

Det er som udgangspunkt svært at vurdere, men i kraft af kongeetapen i Vejle er der faktisk et sammenligningsgrundlag. Etapens første del ændrer sig ganske vist fra gang til gang, men i de nu tre år, hvor de sidste 50 kilometer har været uforandrede, har feltet været nogenlunde samlet ved ankomsten til Vejle. Derfor kan resultaterne af kongeetapen i et vist omfang godt udtrykke noget om styrken i feltet.

Her i 2017 snuppede Mads Pedersen sejren, nogle få sekunder foran Michael Valgren. Etapen havde formet sig, som den oftest gør - med udskilning på rundstrækningen med Kiddesvej, hvor der endnu på sidste runde er 10-20 ryttere samlet helt i front. Men var der nogen momenter, der afveg fra det "normale"?

Her er nogle andre sammenligninger, jeg har lavet ud fra resultatlisterne (fra www.procyclingstats.com):

Gennemsnitsfart:

I 2015: 40,1 km/t
I 2016: 40,6 km/t
I 2017: 41,1 km/t

Man kan i hvert fald slå fast, at hvis feltets niveau er ringere i år, så ses det ikke på farten. Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at gennemsnitsfarten på en etape bliver som den bliver - vind osv. -, men jeg synes, ligheden i farten er påfaldende. (Ja, faktisk er den jo steget lidt.)

Lad os så se lidt på tidsforskellene i klassementet for etapen (i minutter):

Tidsforskel mellem nr. 1 og 20:

I 2015: 1.22
I 2016: 0.23
I 2017: 0.37

Tidsforskel mellem nr. 1 og 40:

I 2015: 12.10
I 2016: 1.25
I 2017: 2.18

Tidsforskel mellem nr. 1 og 60:

I 2015: 13.29
I 2016: 3.21
I 2017: 6.32

2015-udgaven skiller sig fra de to andre ved at have større tidsforskelle i alle tre sammenligninger. Især adskiller 2015 sig fra 2016: 1 minut større tidsforskel i top 20, og næsten 11 minutter i top 40. Differencerne kan måske forklares med, at Tinkoff-Saxo i 2015 år stillede med et særligt stærkt hold og gjorde meget for at dominere løbet. Et felt med ét meget stærkt hold må alt andet lige være mere udsat for at knække over end et felt med mange nogenlunde lige stærke hold (som i f.eks. 2017). Der kan selvfølgelig også være tilfældigheder i spil.

2017-udgaven af kongeetapen lægger sig nogenlunde midt imellem de to andre, så igen må man sige, at der ikke ud fra tidsforskellene kan udledes noget om feltets eventuelle svaghed i år.

Måske er der noget om snakken, men det kan i hvert fald ikke ses med det blotte øje.


/Jacob










Det skæbnesvangre møde med bjergetLøb & ruter

Posted by Danskebjerge Sat, September 09, 2017 18:44:50

Bjerget. Åh nej. Det er lige om lidt. Jeg snupper et par dybe vejrtrækninger. Snart vil pulsen brage i vejret. Det er nu, det kan vise sig, om dagen bliver en succes eller en fiasko.

Blog image


Det er så nemt at le ad de ikke særligt alpine højdedifferencer i Danmark. Men hvis man deltager i et cykelløb, er man ikke i tvivl om, at der er forskel på flad vej og stigende terræn. Faktisk kan en stejl bakke på bare et par hundrede meter få afgørende betydning for, hvordan løbet udvikler sig for dig som deltager.

To weekender i træk har jeg nu deltaget i motionsløb, hvor Menstrup Bjerg har indgået i ruten. Menstrup Bjerg ligger i Sydsjælland og er kendt af enhver motionscyklist på egnen. Det er omtrent den eneste stejle bakke i området mellem Næstved og Skælskør, og det er ikke en gang fordi den er så slem igen - alene vurderet ud fra tallene. Den er 530 meter lang og stiger med 4,7% i snit. Det er set grummere.

Få sekunder kan koste
Alligevel ved man bare, at det bjerg har en del at skulle have sagt. For hvis du ligger i en gruppe, der har gode, ambitiøse ryttere med, vil der med garanti opstå splittelser her. Det er på stigende terrænoverflade, at forskellen i rytternes formåen (og kropsvægt) udkrystalliseres.

Og selvom det måske kun er nogle få sekunders huller, der opstår på bakken, så kan det være nok til at ændre præmissen for resten af løbet. Sidder du som nummer fem i en gruppe på ti mand, og du mister hjulet på den fjerde, så slipper de fire måske afsted i en ny gruppe, mens du må indfinde dig i jumbodelen af den tidligere timandsgruppe. Her er der typisk færre stærke folk til at trække, så i sidste ende kan de få meter, du mister på bakken, betyde et tidstab på adskillige minutter, når du kommer i mål.

Selvfølgelig spiller det også ind, at stigninger som Menstrup Bjerg ofte lægges ind i den sidste del af ruten. På det tidspunkt er vi ryttere alt andet lige mere trætte - og derfor er styrkeforskellen mellem os også mere udtalt.

Fårene og bukkene
Det er faktisk ret vildt, hvor meget der kan ske på sådan en stigning. I søndags lå jeg omtrent i midten af en ret stor gruppe, da vi kørte ind på Menstrup Bjerg.

Gruppen er ført an af en 4-5 gutter, der træder en god pedal, så alle vi andre ved udmærket, at det gælder om at hænge på dem, sådan som vi stort set har gjort de foregående ca. 50 kilometer.

Efter få meter kan man se, hvem der rykker frem i rækkerne, og hvem der falder igennem. Det hænger sammen med, at Menstrup Bjerg er stejlest på den første halvdel. Hældningen begynder ret pludseligt, og på de første 225 meter, hvor vejen er en hulvej, stiger terrænet med 7,3% i snit. Derfor falder tempoet markant. Man oplever, at tingene foregår i slowmotion - forstærket af bevidstheden om, hvor meget der er på spil netop i dette øjeblik.

En skægget rytter i rød trøje går det særligt skidt for. Han rammes af bakken som af en hammer. Et par andre i gruppen giver ham en kommentar med på vejen, for hans dyk i fart skaber nærmest trafikprop på den smalle vej. Irriteret råber manden et eller andet som svar, men i samme øjeblik hører man hans kæde skramle og falde af. Han kigger vantro ned på sin defekt - formentlig forårsaget af et forhastet gearskifte. Mere når jeg ikke at se, for nu gælder det om at hænge på.

Men det kniber det med. Jeg opdager, at gruppen er knækket over. Jeg sidder tilsyneladende imellem to grupper - overhaler en enkelt mand og ser så, at fem fyre er stukket af forude. Vi er kommet ind på den fladere anden halvdel af bakken, men: jeg sidder alene. Jeg træder alt, hvad jeg kan. Alligevel når dem foran at forsvinde bag toppen, inden jeg når derop.

Krisestemning nedad
Så er der dømt krise. Hullet bør lukkes, siger mit hoved. Men benene parerer ikke ordren.

Nedkørslen er stejl og med et sving. Jeg vinder lidt ind på frontgruppen, men derefter flader vejen ud igen, og så opstår problemet: De kører samlet, mens jeg kører alene. Og kører man alene, er man langsommere. Sådan er det bare.

Jeg giver den et sidste skud i bøssen i håb om at hente dem. Fuld skrald over nogle hundrede meter. Men uden synlig effekt. Jeg mærker kræfterne sive ud, mens gruppen foran bliver mindre og mindre.

Og så indtræffer miraklet. Eller det vil sige - det starter med et nederlag, for der sker det, at jeg passeres af ryttere bagfra. Nu er det pludselig mig, der er manden med tilbagefald. Men så lysner det: Det er som om, at massen af ryttere strækkes ud over et længere stykke, og man får mange muligheder for at fange et baghjul. Lige hvad der skulle til, set fra min synsvinkel. Stille og roligt samles den gamle gruppe igen.

Jeg har været heldig: De folk, der blev sat på Menstrup Bjerg sammen med mig, har altså haft noget at skyde med. Det er dem, der bliver min redningsplanke.

De resterende halve snes kilometer til mål holder gruppen nogenlunde sammen, og jeg kører over stregen med en gennemsnitsfart, som ligger en del over, hvad jeg havde forventet. Dermed også sagt, at det var en fordel for mig, at der ikke var flere større stigninger, end tilfældet var, for jeg har helt sikkert hørt til de ryttere, der i perioder kørte over syregrænsen. Når man gør det, er man særligt sårbar på bakkerne.

Store ryttere bruger også små bakker
Det tog kun lidt over ét minut at forcere Menstrup Bjerg - en brøkdel af den samlede tid på 1 time og 48 minutter for de 67 kilometer. Men det er den passage, jeg vil huske klarest. Og uanset hvordan man betragter det, så var det et vigtigt moment i løbet. Hvilket bakker generelt er i cykelløb. Også hos de allerbedste cykelryttere. Det er bare ikke altid, man ser det i f.eks. tv-transmissioner. Ofte fokuserer tv-producerne mere på ryttere end på bestemte steder i terrænet, og andre gange kan det være svært at se på billederne, hvornår terrænet stiger. Men jeg vil påstå, at de fleste angreb finder sted på en bakke eller i forlængelse af den.

Det er selvfølgelig ikke altid, at bakkerne har drama i sig. I det løb, jeg kørte i dag, kom vi også op over Menstrup Bjerg, men her var der ikke helt så meget pres på. Eller også var det bare, fordi jeg sad fremme i min gruppe og ikke opdagede, hvordan folk faldt fra bagude.

P.S.: Menstrup Bjerg er ikke et kælenavn, som nogen har givet knolden vest for Næstved. Den hedder virkelig Menstrup Bjerg, hvilket også fremgår af topografiske kort. Toppen befinder i øvrigt 43 meter over havet.

Læs mere om Danskebjerge.dk's betragtninger om udfordrende stigninger her.


/Jacob









Bryd nu den flade stime!Løb & ruter

Posted by Danskebjerge Tue, August 08, 2017 12:30:12

Det nys overståede EM i landevejscykling var velorganiseret. Så meget kan siges. I det hele taget har Danmark en tradition for at afvikle velorganiserede cykelløb.

Men!

Løbene blev afviklet i Herning, og Herning - alle andre styrker ufortalt - ER bare ikke noget særligt interessant sted til cykling på landevej. Terrænet er kedeligt. Og det er vejrforholdene altså også. Herning/Ikast-området er et de områder i Danmark, hvor vejret er absolut dårligst hen over året, og det noget omskiftelige vejr under EM lod da også til at begrænse tilskuertallet til eventen.

Nu har jeg for så vidt ikke noget imod, at professionelle cykelryttere kører rundt på flade veje i regnvejr. Men jeg er træt af, at *hver gang* Danmark er vært for internationale topløb, så skal det foregå i bakkeløse landskaber.

Sådan her ser det ud i dette årti indtil videre:

- VM 2011. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
- Giro 2012, 2. etape. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
- Giro 2012, 3. etape. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.
- EM 2017. Ingen bakker på over 25 højdemeter på de sidste 20 km. Afslutning: Massespurt.

Det er altså en enerverende statistik.

Der har på det seneste været talt en del om en mulig Tour de France-start i Danmark. Men hvis de beskrevne ruteudkast holder stik, så vil det blive med afslutninger på flad vej. Altså sprinterguf igen-igen. Der er simpelthen ikke fokus på at gøre i det mindste én af etaperne til en kuperet én af slagsen. Og dét selvom det er veldokumenteret, at landevejscykling i Danmark kan være lige så udfordrende som i f.eks. Ardennerne.

Nu handler afvikling af cykelløb jo i høj grad om logistik, som én skrev på Facebook. Og ja, det gør det da. Men det er med cykelløb som med arkitektur. At hvis man kun tænker i logistik, så bliver slutresultatet gråt og kedeligt. Nogen skal turde være ambitiøs. Nogen skal turde skubbe de logistiske og økonomiske hensyn lidt ned ad prioriteringslisten og give plads til de sportslige. Bare en gang imellem.

/Jacob













Langdysser der er længere end domkirkerBakkesnak

Posted by Danskebjerge Thu, July 20, 2017 11:38:41

I bondestenalderen påbegyndte mennesket en sejlivet tradition: at indsamle store sten og placere dem oven på terrænoverfladen. Det skete sikkert altid i religiøst øjemed. I hvert fald indeholder disse anlæg typisk én eller flere grave.

Blog image


Det vilde er, at stenalderfolkenes byggerier er så pokkers store. Tag nu Danmarks længste langdysse. Den ligger ved Skive, er noget beskadiget, men blev engang opmålt til at være 185 meter lang. En ordentlig krabat - næsten lige så lang som to fodboldbaner i forlængelse af hinanden.

For nylig har jeg besøgt to andre langdysser, der også er blandt Danmarks længste. Det er Grønsalen ved Fanefjord Kirke på Møn og langdyssen ved Reerslev sydøst for Kalundborg. Den første er 102 meter lang, den anden 100 meter. I højden måler de begge beskedne to meter. Men det er konceptet med omgivende randsten, der gør disse dysser til så imponerende anlæg. Tænk engang at være skulle skaffe store sten til at sætte rundt om en høj, der er hundrede meter lang. Ved Reerslev er mange af stenene væk i dag, mens Grønsalen stadig har hele 145 randsten (foto herunder).

Blog image


Bondestenalderens stenbyggerier var i et par årtusinder de største i Danmark. Og jeg er lige ved at sige: Det er de stadig. For der er da forholdsvis langt imellem, at der i dag laves bygninger, som er mere end 100 meter lange, er der ikke? Vore religiøse bygninger kan i al fald ikke hamle op med dem fra bondestenalderen. Danmarks længste kirke, Aarhus Domkirke, er kun 93 meter lang.

Okay, selvfølgelig er nutidens - og vel også middelalderens - stenbyggerier mere avancerede end oldtidens. Men de stakkels stenalderfolk havde næsten ingen teknologi til rådighed, da de anlagde deres langdysser, og alligevel leverede de så iøjnefaldende arkitektur. Det kan man kun have dyb beundring for.

Blog image


I bronzealderen ændrede gravtraditionen karakter. Nu skulle gravene være kuppelformede og helst ligge højt i terrænet. På en måde blev højde det nye sort (Danmarks største gravhøj, Hohøj ved Mariager, er 12 meter høj), mens de lange rækker af store sten gik af mode. Specielt i 1800-tallet blev et utal af sten fjernet og brugt til diverse andre byggeprojekter, og kun en gæv kamp for at få fredet langdysserne hindrede ødelæggelserne i at fortsætte. At Grønsalen i dag har så stor en del af sine randsten bevaret, hænger meget sammen med, at dyssen blev fredet allerede i 1831.

/Jacob

(Foto øverst og i midten: Grønsalen, Møn. Foto nederst: Reerslev-dyssen, Nordvestsjælland.)