Blogsbjerg

Skjult terræn: Under vandet inde i landetBakkesnak

Posted by Danskebjerge Sun, November 11, 2018 22:33:33

Blog image


Vi har det med at skelne skarpt mellem, hvad der er land, og hvad der er hav. Når vi f.eks. kigger på landkort, skøjter vores blik hurtigt hen over det, der er ensfarvet blåt, for at nå frem til de områder, hvor der er marker, veje og bebyggelse.

Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi mennesker grundlæggende er landdyr. Det er på land, vi har de bedste livsbetingelser. Vi opholder os sjældent på vand i længere tid.

Der er nu heller ikke meget af materiel værdi at finde nede under overfladen. Og det, der måtte være, er alligevel skjult af den. Ude af øje, ude af sind. Denne talemåde beskriver vældig godt vores forhold til de søer og farvande, der omgiver os.

Også på videnskabsfronten er der gennem tiden brugt forholdsvis få kræfter på den våde del af Danmark. Derfor er f.eks. terrænforskelle på havbunden kun sporadisk udforsket. (Læs om, hvad man trods alt ved, i Danskebjerge.dk's artikel om havets bjerge.)

En af de misforståelser, der udspringer af vores ringe interesse for vandområderne, er, at vi ikke inddrager dem i vores forståelse af det danske istidslandskab. Ja, vi har end ikke et ord for, hvad man kalder det terræn, som ligger under vand, men som i lige så høj grad som Danmarks nuværende landjord blev bearbejdet af istidens gletsjere. Jeg har lidt i sjov kaldt det 'vandskab'.

I virkeligheden var gletsjerne ret ligeglade med vand. De møvede sig frem over alt. Og egentlig er det ret tilfældigt, hvor grænsen mellem land og vand går i nutidens Danmark. Det var i hvert fald ikke noget, som istidens gletsjere i Danmark havde meget med at gøre. Det eneste, der har haft betydning i den sammenhæng, er, at der jo allerede ved de sidste gletsjeres ankomst fandtes terrænforskelle. Og de steder, der på det tidspunkt lå lavt, var alt andet lige også i ”risikozonen” for at havne under havets overflade, når gletsjerne var færdige med deres formgiving af Danmark, og havniveauet steg markant.

En anden fejlbehæftet antagelse, som jeg - indrømmet - selv har gået rundt med, består i, at vi betragter vore søer som et landfænomen. Altså at sø og land så at sige hører sammen, mens havet er i sin egen kategori. Og på nogle punkter giver den opdeling også mening - f.eks. er der den forskel, at vandet i havet er salt, mens vandet i søerne er ferskt. Men der findes en fællesnævner, som kun få er bevidste om, og det er, at en del søer rækker dybere ned end havets overflade. Dvs. søoverfladen befinder sig ganske vist over havniveau, men søen er samtidig så dyb, at bunden af den ligger under havniveau.

Dette bryder lidt med vores vante forestilling. Normalt vil vi jo sige, at når der strømmer vand fra en sø ud i et vandløb og derfra videre ud i havet, så er det fordi, søen ligger højere end havet. Men det er altså kun en halv sandhed.

Enkelte søer rækker endda et pænt stykke ned under havets overflade. Furesø nordvest for København, Danmarks dybeste sø, har eksempelvis en søbund, der befinder sig hele 17,5 meter under havet. En sø i Jylland når sågar endnu længere ned!

Det har jeg skrevet mere om i denne nye artikel.

/Jacob









Urene er stillet tilbage - og det samme er fartenBakkesnak

Posted by Danskebjerge Sun, November 04, 2018 00:22:10

Blog image
Så blev det vintertid - i mere end én forstand. For ikke nok med, at du skal stille uret en time tilbage. Du skal også indstille dig på at bevæge dig langsommere gennem landskabet.

Nå ja, men det er jo fordi man drosler ned på træningen, vil mange sige. Og det er også rigtigt, men en anden faktor spiller ind, og det er lufttemperaturen. Jo koldere det er, desto mere modstand er der i luften. Og det medfører, at dine cykelture om vinteren alt andet lige er langsommere end dem om sommeren.

TV 2 Vejret lavede tidligere i år et lille eksperiment, hvor de undersøgte netop dette. Og selvom resultatet ikke er voldsomt præcist, så skal de have point for forsøget. Klik her.

En endnu grundigere analyse af temperaturens indflydelse på tempoet har det engelske magasin Cyclist foretaget. I artiklen gennemgår de forskellige faktorer og når (ligesom TV 2) frem til, at det er luftmolekylernes tæthed, der har størst betydning. I al fald 1 km/t alene på denne konto, skal man regne med.

Jeg vil for egen regning tilføje et par faktorer, som ikke er nævnt hos ovenstående kilder. Det ene er tøjet. Man har jo mere tøj på i kulden og måske også i lidt grovere materialer. Det øger modstanden fra luften. Desuden er der - særligt i årets første fire måneder - meget få blade på træer og buske, og dermed har man mindre læ på cykelturene, selvfølgelig især på de strækninger, der går gennem skov.

Her til eftermiddag testede jeg selv det kolde vejr på landevejen. Sølle to grader varmt var der. Eller cirka 25 grader koldere end på årets varmeste tur! Det forklarer til dels den lidt langsomme tid. Ud fra Cyclist's analyse vil jeg vurdere, at den samlede vejrbetingede tempoforskel var på ca. 2,5 km/t - det er da alligevel noget.

Vi bliver altså langsomme i kulden, gør vi. Omvendt kan vi så til foråret glæde os over, at farten på cyklen tiltager mere, end formkurven alene tilsiger.

/Jacob



Dansk bjergbestiger opdagede de norske fjeldeBakkesnak

Posted by Danskebjerge Fri, October 26, 2018 00:04:50

Blog image
Hvad få danskere er klar over, er, at Skandinaviens måske mest berømte bjergbestiger stammer fra ... Frederiksberg.

Mandens navn er Carl Hall. Han var søn af en af det 19. århundredes mest prominente politiske skikkelser, C.C. Hall. Men mens faderen strøg til tops i politik og bl.a. blev konseilspræsident, så gik sønnen efter de virkelige tinder - dem, man f.eks. finder i Norge.

Det kan måske virke lidt paradoksalt, men det var faktisk udlændinge - ikke mindst Carl Hall -, der vakte nordmændenes interesse for de norske fjelde. Før betragtede man i Norge fjeldlandskaberne som noget selvfølgeligt eller endda upraktisk. Men med bjergbestigernes indtog skabtes en ny bevidsthed om terrænets skønhed og om den spænding, der lå i at bestige de sværeste toppe. Her førte danske Hall an, og i dag er op til flere norske fjeldpartier opkaldt efter ham. Ja, der er næppe tvivl om, at Carl Hall er mere berømt i Norge end i sit hjemland.

Hans popularitet og betydning blev forstærket af, at han tog en del fotografier fra sine ekspeditioner. På det billede, der ledsager dette blogindlæg, må han dog have fået assistance - han er nemlig selv med på det og ses længst ude til højre.

Som en krølle på halen kan nævnes, at undertegnede faktisk er lidt i familie med Carl Hall. Han var fætter til min tipoldemor, og i familiens gamle fotoarkiv har vi billeder af både ham og hans forældre.

Hans eget danske bjergbestigerblod gik dog ikke umiddelbart videre til nogen, for han døde barnløs i 1908.

Mere om manden her:
https://snl.no/Carl_Christian_Hall

/Jacob









Danskebjerge.dk nævnt i aktuel bog om DanmarkOm Danskebjerge.dk

Posted by Danskebjerge Tue, August 21, 2018 15:24:18

En god ven af Danskebjerge.dk har gjort opmærksom på, at hjemmesiden er nævnt flere gange i en bog, der udkom i 2017.

Bogen hedder "Oplev Danmark - højest, størst, først" og beskriver landet med udgangspunkt i et væld af rekorder. Når det gælder landskabelige rekorder, trækker bogen især på Danskebjerge.dk's opgørelser.

Blog image
/Jacob

PostNord Danmark Rundt 2018 - en anmeldelseLøb & ruter

Posted by Danskebjerge Mon, August 06, 2018 00:51:19

Blog image
Det er altid lidt mærkeligt at se etaper i PostNord Danmark Rundt blive vundet af - for mig - ukendte ryttere. Det plejer heller ikke at ske, men i år har feltet været svagere end ellers, så jeg havde nærmest ventet det.

Desuden skal man ikke glemme, at når danskere fra næstøverste hylde vinder løb uden for landets grænser, så er det vel oftest den samme fornemmelse, som publikum i de lande står med - mens vi herhjemme jubler over præstationerne under fremmede himmelstrøg. Alligevel må man håbe på stærkere ryttere i PostNord Danmark Rundt næste år, både danske og udenlandske.

Fine etaper, men uden bid
I øvrigt var ruterne udmærkede, det samme var vejret, og det var dejligt at undgå de fadæser, der gjorde 2017-udgaven af etapeløbet til en pinlig omgang. Vejle-etapen var som sædvanlig det sportslige højdepunkt, med hård kamp om de potentielt afgørende sekunder, - omend det snart kunne være sjovt at se et udbrud holde hjem på den Kongeetape. Det er efterhånden lidt forudsigeligt med sprinten på sidste tur op ad Kiddesvej.

Der var to nye markante indslag i PostNord Danmark Rundt i år - begge dog med begrænset betydning for selve løbet.

Det ene var 17%-stigningen Skovbakkevej i Aalborg. En lillebror til Kiddesvej, hvor man ikke desto mindre sad tilbage med følelsen af, at den ikke rigtig fik chancen for at gøre en forskel.

Grusvej var godt show
Den anden "nyskabelse" var inddragelsen af den fire kilometer lange grusvej gennem Klinteskoven på Møn. Takket være Mads Pedersens angrebslignende initiativ fik vi et indtryk af, hvad en grusstrækning kan indebære, men ligesom Skovbakkevej var den placeret for langt fra mål til at blive andet end et godt show.

Jeg fik den tanke, at det næsten havde været federe at bytte ruter, sådan at det var enkeltstarten, der havde haft en grusvej eller en bakke à la Skovbakkevej med, mens første etape bare sluttede fladt og traditionelt. En helt flad enkeltstart mangler altså et eller andet. Der er for meget banecykling over det. Selvfølgelig kan vinden være i spil, men blæst er bare pokkers svær at se på tv.

Danmark set fra oven
Tv-dækningen? Herligt med helikopterbillederne fra f.eks. Møns Klint og Dronning Alexandrines Bro. Ja, jeg vil næsten sige, at de billeder fra luften er halvdelen af fornøjelsen ved at se PostNord Danmark Rundt. Okay, det er ikke Tour de France-niveau, og når de forreste ryttere flere gange må overhale tv-motorcyklerne igennem sving, tyder det på, at det ikke er de skarpeste folk, der er hyret til produktionen.

Bakkerne blev som sædvanlig sjoflet. Producerne har for meget fokus på rytterne og for lidt på lokaliteter. Det gør, at f.eks. Gl. Kongevej bliver klippet i stumper og stykker, og man får aldrig et samlet indtryk af stigningen. Når den ligger 50 km fra mål, burde der være plads til at dvæle lidt.

Anyway, det er på en måde kun mindre indvendinger, for til syvende og sidst er live-cykling bare så meget mere cool end et sammenklip.

/Jacob









Stor jævnbyrdighed på Kongeetapen 2018Løb & ruter

Posted by Danskebjerge Fri, August 03, 2018 11:45:30

Jeg har lige opdateret oversigten over fart og tidsforskelle på Kongeetapen i Vejle i PostNord Danmark Rundt. Den viser, at etapen i 2018 blev kørt med den højeste gennemsnitsfart i de sidste fire år. Det kan der være flere grunde til, men man kan i hvert fald konstatere, at man ikke kan se på farten, at feltet er relativt svagt i år.

Når man studerer tidsforskellene, fremgår det, at det var en jævnbyrdig etape, idet tidsforskellene på alle tre parametre var lavere end de foregående år.

Gennemsnitsfart:

I 2015: 40,1 km/t
I 2016: 40,6 km/t
I 2017: 41,1 km/t
I 2018: 41,2 km/t

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 20:

I 2015: 1.22 min.
I 2016: 0.23 min.
I 2017: 0.37 min.
I 2018: 0.11 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 40:

I 2015: 12.10 min.
I 2016: 1.25 min.
I 2017: 2.18 min.
I 2018: 1.04 min.

Tidsforskel mellem hurtigste rytter og nr. 60:

I 2015: 13.29 min.
I 2016: 3.21 min.
I 2017: 6.32 min.
I 2018: 3.03 min.

Se også artiklen fra 2017.


/Jacob





Glimrende terræn i PostNord Danmark Rundt 2018Løb & ruter

Posted by Danskebjerge Sat, July 28, 2018 18:42:29

Netop som et stort fransk etapeløb slutter, begynder et andet. Og det løb er mindst lige så interessant. Jeg taler selvfølgelig om PostNord Danmark Rundt.

I år er alle fire linjeløbsetaper værd at beskrive, så det vil jeg gøre.

Sportsligt er det de to første, der tegner til at få størst betydning - begge ruter ligger i Jylland. Men der indgår også spændende terræn i de to sjællandske etaper, selvom det næppe er her der vil blive skabt de store forskydninger i klassementet.

Blog image


Første etape i PostNord Danmark Rundt er tit en etape, der rummer nogle ubekendte faktorer, f.eks. i form af en kuperet afslutning, hvor der kan opstå splittelse i feltet. I 2018 er dette særligt udpræget, for første etape slutter med en rundstrækning i Aalborg, hvor den kendte Skovbakkevej er repræsenteret. Skovbakkevej har en maksimal stigningsprocent på 17, ja, faktisk er der to steder på stigningen, hvor Danskebjerge.dk har målt hældningen til 17 procent. Dette er to procent mindre stejlt end f.eks. Kiddesvej i Vejle, men ellers ligner Skovbakkevej og Kiddesvej hinanden ganske meget - både i længde og antal højdemeter. Og på begge veje befinder det stejleste sted sig ca. to tredjedele oppe ad stigningen.

Spørgsmålet er dog, om der kommer lige så meget spredning på Aalborg-etapen som på Vejle-etapen (årets 2. etape). Noget af det, der taler imod, er, at der i Aalborg er fire kilometer fra bakkens top til målstregen. Kiddesvejs top ligger til sammenligning kun få hundrede meter fra mål, så her kan et sidste angreb alt andet lige bedre lønne sig.

(Højdeprofilen ovenfor viser rundstrækningen med Skovbakkevej. Hele etapeprofilen her.)

Blog image


Nu har vi allerede talt en del om PostNord Danmark Rundts kongeetape, og både Yding Skovhøj og den afsluttende rundstrækning med Kiddesvej er jo efterhånden velkendte. Men nævnes skal også, at feltet denne gang kommer til Vejle fra en anden side end normalt.

I andre udgaver af løbet er rytterne kommet susende ned ad Jellingvej for så at dreje skarpt til venstre op ad Gl. Kongevej. I år entrerer de fra nord ad den flade Grejsdalsvej, og i lyskrydset ved Gormsgade/Enggade drejer de til højre. Her begynder stigningen op ad Jellingvej, og det vil sige, at de allerede har forceret nogle højdemeter, når de efter ca. 100 meter kører ind på Gl. Kongevej. Målt fra lyskrydset er årets Gl. Kongevej-stigning 700 meter lang, den stiger med 10,7 procent i snit og har en maksimal stigningsprocent på 19,5.

Om stigningen så også er væsentlig sværere i år end ellers, kan vel diskuteres. For selvom der er flere højdemeter i den denne gang, så er der også noget udfordrende ved at skulle dreje af fra en hurtig nedkørsel og påbegynde en meget stejl opkørsel lige bagefter. Under alle omstændigheder er der den omstændighed ved Gl. Kongevej, at den ligger langt fra mål. Den plejer derfor ikke at få direkte indflydelse på etapens udfald, vel at mærke blandt de forreste. Blandt de knap så stærke ryttere kan den sagtens skabe store tidsforskydninger.

(Højdeprofilen ovenfor viser ankomsten til Vejle med Gl. Kongevej efter 130 km. Rundstrækningen begynder efter 150 km. Hele kongeetapens profil her.)

Blog image


Efter de to jyske etaper drager løbet til Østdanmark. 3. etape kommer tidligt op over Sparresholm-plateauet, som ligger mere end 100 meter over havet. Bl.a. skal Everdrup-bakken passeres. Herefter går det nedad, og der venter et langt, ikke specielt krævende stykke helt ud til Høje Møn. Der er en grund til, at det østligste Møn kaldes Høje Møn, og det er, at der er højt. Herude ligger nemlig Møns Klint, og Klinteskoven er meget kuperet.

Højdemeterne er dog ikke det mest spektakulære set i etapeløbsperspektiv. Det mest spektakulære er, at hele turen igennem skoven foregår på grus. Det er ca. fire kilometer, vi taler om, og det er et særdeles snørklet vejforløb. (Se gennemkørsel på YouTube.) Der kan ske hvad som helst her. Og dog - for Møns Klint befinder sig over 70 kilometer fra målstregen, så i en klassementsammenhæng bliver grusvejsstykket nok mere en finurlighed end et afgørende moment.

(Kortet ovenfor viser turen gennem Klinteskoven. Feltet kommer fra syd. På løbets hjemmeside er angivet en højdeprofil, der ser fejlagtig ud for netop denne del af ruten, men ingen tvivl om, at der er mange højdemeter på strækningen - især efter opskriften op-ned-op-ned-op-ned.)

Blog image
Efter 3. etape kommer TT'en i Nykøbing Falster, og så er vi fremme ved sidstedagen. Den følger det klassiske mønster med en start i en sjællandsk provinsby og afsluttende rundstrækning på Frederiksberg. Det skulle efterhånden være velkendt. Alligevel skal lige nævnes én ting, som jeg synes er værd at hæfte sig ved på denne 5. etape, nemlig de første kilometer, der går op forbi Kobanke, Sjællands højeste punkt. Igen er vi oppe i mere end 100 meter over havet, og nedkørslen er en af de største i årets PostNord Danmark Rundt: Der er ca. 90 meter i højdeforskel nedad.

Inden turen til København runder feltet Stevns, så faktisk er der hele to berømte klinter med i årets store etapeløb. Det må da være første gang, tænker jeg.

(Højdeprofilen ovenfor viser starten af 5. etape, med markante terrænforskelle. Hele etapeprofilen her.)

Et spændende løb venter forude, og selvom det ikke altid er hele verdenseliten, der er repræsenteret i løbet, så plejer der at være nogle stærke folk iblandt, og ellers viser det sig ofte, at de knap så kendte ryttere, der overrasker i PostNord Danmark Rundt, senere går hen og bliver store stjerner.

/Jacob

















Nedstyrtningsfare ved ikonisk mini-klintBakkesnak

Posted by Danskebjerge Thu, July 26, 2018 01:08:55

Blog image
Så fik jeg endelig besøgt Højklint.

Trods navnet ikke Danmarks største klint. Men måske den mest sete. Højklint ligger nemlig kun et stenkast fra Storebæltsbroen - ved det sted, hvor den går i land på Sjællandssiden. Man ser tydeligt klinten på venstre hånd, når man kører hen over broen fra vest og nærmer sig betalingsanlægget.

Som sagt er det ikke størrelsen i sig selv, der gør Højklint iøjnefaldende. Klinten er faktisk kun knap 14 meter høj. Men den rejser sig næsten lodret fra kysten, og med dens brungule front af ler lyser klinten som en flamme ud over havet.

Blog image


Før i tiden var Højklint højere. Topografiske kort angiver dens højde til 16 meter over havet. Men erosionen har ædt sig forbi toppen af bakken, så nu er den skrumpet på alle ledder og kanter. Og det bliver ikke bedre med tiden, for bakken skråner nedad ind mod land, og ca. 50 meter inde er terrænhøjden blot 2-3 meter.

Med andre ord: Højklint er ”over the hill” og har nået pensionsalderen. Vurderet ud fra de nævnte landkort forsvinder der i snit 20 centimeter af klinten om året. Ergo om 250 år er den væk. Det er selvfølgelig også et stykke tid, så hvis man ikke når at besøge Højklint i år, er der gode muligheder senere hen.

Blog image


Faktisk er stedet et visit værd. Her er virkelig yndigt. Og selvom det kunne være nærliggende at tænke, at Storstrømsbroen har spoleret naturen ved Højklint, så er det ikke sådan, jeg ser på det. Jeg synes, broen gør lokaliteten endnu mere spektakulær, måske især fordi det er en meget veldesignet bro. Det er et stort, men harmonisk bygningsværk, som også hjælper med at give udsigten ud over Storebælt et visuelt perspektiv.

Men lad ikke pylonerne, skibene og edderfuglene optage al din tid. Du skal også kaste et nærmere blik på Højklints ”indmad”. En klint i forfald forsyner nemlig gavmildt kysten med friske materialer, der ellers har været gemt væk under jordens overflade siden sidste istid. Man skal ikke forvente enestående fossiler, men alene det at studere sten, der først for ganske nylig er blevet blotlagt af naturens egne kræfter, er da grundlæggende spændende.

Blog image


Men hov, der er også beton blandt nedfaldet på stranden? Ja, og der er mere på vej. Højklint har nemlig huset militære anlæg.

Ifølge en kommissionsrapport fra 1946 lå der på stedet et kystbatteri, etableret af tyskerne under besættelsen. Som der står: ”Skytsstandpladserne var aabne med Betonbrisk med indstøbte Sveller og Jordbrystværn. (...) Mandskabsrum og Ammunitionsrum var af Tømmer med let Dækning af Beton og Jord. Luftværnsskytsstandpladserne havde Betonbrisk med indstøbte Sveller.” (Kilde: Bunkermuseum Hanstholm) Det må være resterne af nogle af disse anlæg, der i de her år dratter ned fra Højklint.

Blog image


Ved mit besøg forleden hang et særligt spektakulært betonstykke faretruende langt ude over klintekanten. Det ser drabeligt ud, og hvem ønsker sig at få sådan en klods i hovedet under en hyggelig strandtur?

En bestigning af Højklint er ikke meget mindre halsbrækkende. Faldet fra toppen er lodret, og at dømme efter de store bunker sten og ler, der ligger for foden af skrænten, er Højklint alt andet end stabil. Det er ikke for ingenting, at der er sat et (i vort land sjældent set) skilt op ved Højklint: ”Nedstyrtningsfare”!

Dermed er det endnu en gang bevist, at selv nok så små bjerge bør omgås med respekt.

/Jacob











Ris og ros til en teori - om bjergeBakkesnak

Posted by Danskebjerge Fri, July 20, 2018 01:23:21

Blog image
Radio24Syv's kulturmagasin havde torsdag 19/7 et interview med en ung skønlitterær forfatter, der havde udviklet, hvad der blev kaldt en naturteori. Den gik kort fortalt ud på, at dansk kultur og politik er præget af det flade landskab, der omgiver os. Vi har ikke store skove og bjerge, som man har i f.eks. Norge og Sverige, og derfor mangler vi naturen i vores samfundsbillede. I stedet bilder vi danskere os ind, at alt kan styres af mennesket. Samtidig har vi ifølge forfatteren en hang til at forfladige alting, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at vi skamrider vores lilleputidentitet og distancerer os fra alt, der har med storhed og elite at gøre.

Jeg synes, det er en interessant tankerække. Ganske vist lidt lommefilosofisk, men lommefilosofi har også sin eksistentberettigelse. Jeg er især enig i, at det ”menneskestyrede” somme tider tager overhånd i organiseringen af det danske samfund, og at småstatstænkningen fylder for meget.

Men skyldes disse forhold virkelig den måde, vores land ser ud på? Det er ikke nogen helt håbløs tanke.

Den franske filosof Montesquieu spekulerede lidt i samme baner for 300 år siden. Han så et mønster, når han studerede sammenhængen mellem klima og folkekarakter. Oppe i det kolde nord havde folk en kold og afdæmpet attitude, mens personer, der levede under lune himmelstrøg mod syd, havde mere hjertevarme og passion. Det var sociologien, som Montesquieu søsatte her: videnskaben om, hvordan omgivelserne præger mennesket.

Der er vel noget om snakken, og det virker også plausibelt, at lavlændere kan have et andet syn på verden end en bjergstamme. Der er dog samtidig nogle problemer med naturteorien.

Først og fremmest laver den førnævnte danske forfatter den samme fejlslutning, som mange andre før hende, når hun fremstiller det flade landskab som en enestående egenskab ved Danmark. Hun kigger på Danmark og konstaterer, at her er der ingen høje bjerge, hvorimod der er bjerge i vore nabolande. Men i virkeligheden er det flade landskab mere reglen end undtagelsen i Europa, og mange af de lande, der har bjerge, har også store områder, hvor der knap er en pukkel i terrænet. Det skyldes navnlig, at den såkaldte store europæiske slette breder sig over kolossale områder i Europa. Schweiz og Norge, der næsten helt domineres af bjerge, skal ses som undtagelser.

Så altså: Hvis det danske sind er præget af ”bjergmangel”, så er det nordtyske, det nordfranske, det sydsvenske, det polske, det ukrainske og det vestrussiske det også. Og det devaluerer jo pointen en del. Man må samtidig stille det spørgsmål, om bjerget som psykologisk fænomen nu også er så grundlæggende, som vi nogle gange tror? Er forestillingen om de store, fascinerende bjerge ikke snarere en moderne foreteelse? Vi har bygget en modsætning op og knytter nogle nationaliteter til den. Men for vore danske forfædre - dem, der levede før industrialiseringen og den dertil hørende øgede mobilitet - var der ingen modsætning. De fleste af dem mødte nemlig aldrig nogen bjerge. De havde kun deres eget omgivende landskab at forholde sig til, og dette har været udfordrende nok. Det handlede om overlevelse, sådan som det også gjorde for fjerne bjergbefolkninger på samme tid andre steder på kloden.

Med andre ord spiller fladland/bjergland-kontrasten næppe nogen skelsættende rolle i forhold til udviklingen af nationalkarakteren. Men naturteorien, der er skitseret ovenfor, er alligevel ikke helt tosset, for hvor der er høje bjerge, er der også tit natur, som er svær at gøre sig til herre over. Og den type natur findes der ikke meget af i nutidens Danmark - langt det meste er under plov. Hvilket givetvis i det lange løb skaber en opfattelse af, at alting kan - og bør - reguleres af menneskehånd. At vi mennesker skal forholde os til naturen, som vi gør det til velfærd, lovgivning og alle mulige andre samfundsområder. Med en sådan tilgang fjerner vi os mere og mere fra udgangspunktet, som er, at samfundet er et produkt af den natur, der omgiver os.

(Læs mere om den flade del af Europa i Danskebjerge.dk's artikel her.)

/Jacob











Øer i søer - landets tre størsteBakkesnak

Posted by Danskebjerge Fri, July 13, 2018 16:16:08

Blog image
De fleste kendte øer ligger i havet. Fyn og Sjælland er et par eksempler. Men der findes også en anden type øer. Nemlig de øer, som ligger i søer.

For Fyns og Sjællands vedkommende: øer, som ligger i søer, som ligger på øer.

Danskebjerge.dk har kigget lidt på, hvad der findes af "sø-øer" i Danmark, og resultatet blev, at den største ligger på Midtsjælland. Det er et noget ejendommeligt fænomen, for den store ø ligger i Valsølille Sø, som ved Gud ikke er nogen særlig stor sø. (Se satellitbilledet ovenfor.)

At øen tilmed er navnløs - hverken på nye eller gamle kort står der noget navn -, gør ikke sagen mindre speget. Der er ingen officiel adgang til den skovbevoksede ø, og ejerforholdene er heller ikke nemme at opklare.

Fylder godt op i søen
Men stor er den - ja, den udgør næsten en fjerdel af søens samlede areal. Hvor man så selvfølgelig kan diskutere, om øen skal høre med til søens areal eller ej. Den hjerteformede Valsølille Sø er ifølge Danskebjerge.dk's opmåling på 92,1 hektar inkl. søen. Øen i søen er 22 hektar stor.

(Desværre er der ingen sø på den unavngivne ø. Det kunne ellers have været sjovt. For så havde det været en sø på en ø i en sø på en ø i et hav. Man kommer helt til at tænke på denne børnesang...)

Hvorom alting er, så findes der andre danske øer i søer, og et par af dem er ganske store. Nummer to på ranglisten er Borgø i Søndersø på Lolland. Borgø måler 18,8 hektar. Den er i øvrigt lidt mere interessant end øen i Valsølille Sø, idet Borgø huser et spændende voldsted. Man kan komme dertil vha. en turbåd, der sejler i en periode af sommeren.

Tredjepladsen på sø-ø-listen indtages af Møgelø i Julsø ved Silkeborg. Møgelø har et areal på 16,5 hektar og kan tydeligt ses fra Himmelbjerget. Storø i Gurresø, Nordsjælland, er nærmest en sivø og svær at bestemme den præcise omkreds på, men et bud er 11,5 hektar.

Ikke så almindeligt
Det er nogle særlige forhold, der skal til, for at der kan opstå en ø i en sø. Mange søer er jo tunneldale og er således udgravet og udglattet af frembuldrende gletsjere og smeltevand. Den proces efterlader ikke mange muligheder for terrænforhøjninger nede i bunden af dalene.

Derfor er det også i de lavvandede søer, at man finder de fleste sø-øer. I Søndersø ved Maribo stikker der således hele ni landstykker op over søoverfladen. Deraf er den førnævnte Borgø den største.

Blog image
Billedet herover: Øen i Valsølille Sø set fra bredden af halvøen Skjoldnæs.

/Jacob