Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Sjællands højest beliggende herregård nedbrændt

BakkesnakPosted by Danskebjerge Thu, June 20, 2013 21:49:49

Da Danskebjerge.dk kom forbi Sparresholm her til aften, røg det stadig fra hovedbygningen. Som det ses på billedet, er hele tagkonstruktionen borte, og faktisk er det næsten kun ydermurene, der står tilbage.

Det er Sjællands højest beliggende herregård, som dermed er forvandlet til en rygende ruinhob.

Hovedbygningen ligger i udkanten af en skov i en højde af 102 meter over havet. Der er ikke tale om en enkeltstående bakketop, men om et større plateau, der befinder sig i området syd og sydvest for den sydsjællandske by Rønnede. (Jeg har endda set plateauet opkaldt efter netop Sparresholm, hvilket nok hænger sammen med, at herregården er et af de få markante navngivne steder i området.)

Ca. fem kilometer længere mod øst finder man Sjællands højeste naturlige punkt, Kobanke (123 moh.), og det er imellem de to lokaliteter, at plateauets terræn ligger højest (100-120 moh.).

Sparresholms hovedbygning blev bygget tilbage i 1609, altså for over 400 år siden, og er opført i renæssancestil. Godsets øvrige bygninger har overlevet branden, og der var heller ingen dyr eller mennesker, der kom noget til. Men sørgeligt er det. Man mener, at et lynnedslag har forårsaget branden.

Andre højt beliggende herregårde og godser på Sjælland:

- Rågegård, Sydsjælland (ca. 99 moh.)
- Skjoldenæsholm, Midtsjælland (ca. 79 moh.)
- Kattrup, Nordvestsjælland (ca. 72 moh.)
- Nørager, Vestsjælland (ca. 60 moh.)
- Idagård, Vestsjælland (ca. 60 moh.)

/Jacob

  • Comments(1)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post144