Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Opgør med færdselsloven

Om Danskebjerge.dkPosted by Danskebjerge Sat, August 24, 2013 23:39:34


Jeg bryder loven. Ret tit faktisk. Og jeg har det fint med det.

For når jeg bevæger mig rundt i det danske landskab på min tohjulede, så følger jeg lige så meget min egen lyst og fornuft, som jeg følger færdselsloven.

Og jeg tror, at det er til gavn for både min cykeloplevelse - og for trafiksikkerheden. Den nuværende lov er nemlig ret underlig, synes jeg. På en del punkter.

I færdselsloven står der f.eks., at "cyklist skal altid holde til højre på den vognbane, der er beliggende yderst til højre i færdselsretningen". Bemærk ordet "altid". Det betyder uden undtagelse.

Loven tager ikke højde for, at rigtig mange landeveje har dårlig asfalt eller ligefrem huller, der gør, at man som cyklist vil få en meget kraftig rystetur, hvis man kører hen over de værste steder. I nogle tilfælde vil man endda ryge helt af cyklen og komme til skade. Men det er loven ligeglad med. Du skal holde til højre. Altid.

Selv cykler jeg ofte ret langt ude på vejen. Nogle gange ude midt på den, til tider er jeg helt ovre i den anden side. Det gør jeg, fordi det er det sikreste og mest behagelige. Jeg holder selvsagt også øje med trafikken. Når der kommer biler, må jeg trække ind igen og prøve at håndtere de forhindringer, som vejmyndighedernes eventuelle manglende vedligeholdelse måtte have skabt.

Det kan også være, at jeg ikke straks opdager, at der kommer en bil bagfra. Så må han eller hun lige vente lidt eller til nød give mig et dyt. Det ordner sig. Måske undtagen i de tilfælde, når bilisten opfatter sig selv som færdselslovens forlængede arm og farer i flint over mit "lovbrud".

Jeg tænker også somme tider på, hvad der vil ske, hvis jeg møder en nøjeregnende politimand. Sådan én, der lever og ånder for mottoet "lov er lov, og lov skal holdes". Han vil da nok kunne få finansieret flere måneders forbrug af citronmåner alene ved at stange bøder ud til mig.

Indtil videre er jeg sluppet. Jeg ved ikke, om de i politiet har en intern aftale om at give især motionscyklister lang snor. Det vil da i så fald være rimeligt nok egentlig. Men man kunne jo også vælge at se på loven. Er den fair? Er den hensigtsmæssig?

Jeg har nu selv kigget de vigtigste passager i færdselsloven igennem og set på de dele, der handler om cyklister. Det er der kommet et forslag til en revideret lov ud af.

Overordnet set er det en forenkling af loven, men der er også en enkelt stramning eller to. Hovedprincippet har været, at det skal være lidt nemmere at være cyklist, uden at det skader sikkerheden.

Se mit forslag her:
http://danskebjerge.dk/Forslag-til-revideret-faerdselslov-for-cyklister-version2.html (pdf-fil)

/Jacob

P.S. Siden dette indlæg om trafik er der kommet ét mere, hvor der tages udgangspunkt i nogle konkrete steder og hændelser. Se det her.









  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post152