Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Så galt går det når man glemmer cyklisterne

BakkesnakPosted by Danskebjerge Sun, October 20, 2013 00:36:50

Hvis du suser ned ad en bakke - uanset om det er på cykel eller i løbesko -, så er der mindst to forhold, der skal være i orden: Du skal være ekstra opmærksom på uregelmæssigheder i det spor, du følger. Og du skal kunne stole på sporet.

Det ene udelukker ikke det andet. For godt nok skal du ikke køre hurtigere, end at du kan reagere på forhindringer som vejhuller eller større genstande. Men samtidig kommer man ikke udenom, at al trafik i dag bygger på en grundlæggende tillid til, at underlaget foran dig er i orden. At vejen eller cykelstien f.eks. ikke lige pludselig og uden varsel ophører foran dig. Eller at den logik, man bruger andre steder i trafikken, med ét bliver vendt på hovedet.

Skinnearbejde blev skæbnesvangert

De seneste dage har desværre budt på nogle eksempler, der viser, hvor galt det går, når logikken og tilliden bryder sammen. En grum sag:

http://ekstrabladet.dk/112/article2124103.ece


Jeg har endnu ikke set billeder, der præcist viser, hvordan vejens forløb var ændret. Men hvis det virkelig er sådan, at cyklisten mere eller mindre har ramt skinnen vinkelret i dens fulde højde, ja så har han ikke haft en kinamands chance for at undgå styrt.

Jeg ved ikke, hvad de ansvarlige har tænkt i denne sammenhæng. Mit gæt er, at hvis det var en trafikeret bilvej, så havde de markeret det hele tydeligt, og sikkert også udtænkt en eller anden løsning. Men her var det jo KUN en lille vej, formentlig mest brugt af fodgængere og cyklister. Og disse har måske ikke fyldt så meget i bevidstheden hos dem, der stod for vejarbejdet?

Sandsynligvis har de heller ikke tænkt over, hvordan man i mørke skulle kunne se, at stenene var fjernet fra skinnerne. Det var netop i morgenmørket, at den 60-årige kom kørende. Det er selvfølgelig en skærpende omstændighed, at det hele foregik ved jernbanespor, hvor uheld med personskade kan få fatale følger, når der kommer tog.

Lærer kørte i hul

Det er langt fra første gang, at vejarbejde ender fatalt for bløde trafikanter. Faktisk skete noget lignende blot et par døgn før, nemlig i Sverige.

http://www.expressen.se/gt/vannen-stortade-mot-doden-i-bygg-gropen/


Den 62-årige lærer cyklede i velkendt terræn, men i mørke, sådan som det også var tilfældet i sagen fra Danmark. Pludselig er der et 2½ meter dybt hul i vejen - "dårligt skiltet", som der står i artiklen. Måske kører han direkte ned i hullet uden at nå at bremse eller tage for sig. Sådan noget dør man af.

Man kan forestille sig, at det nærmest har været en ulempe for begge de omkomne, at de har færdedes i velkendt terræn. De har stolet på, at underlaget foran dem var, som det altid var. Og ladet vanen styre. Med rette. De blev jo ikke advaret om andet.

Trafik skal være forudsigeligt
At færdes i trafikken handler i høj grad om vaner og om tillid. Det er en illusion at tro, at trafikanter skal være opmærksomme på alt. De skal være opmærksomme på farer, der kan forudses. Biler fra højre eller venstre. Eller tog, der kommer susende, eksempelvis. Ikke på, at nogen har lagt fælder ud for dem.

Netop fordi vanens og logikkens magt er så stærk, er det problematisk, når man i disse år etablerer vejanlæg fulde af ad hoc-løsninger. Altså at man prøver at styre trafikken på en måde, der lige netop skal passe til det konkrete sted (og budget måske endda). Det fandt Danskebjerge.dk et eksempel på forleden på en tur til og igennem Slagelse:

http://www.youtube.com/watch?v=nZCk127wXvo

Jeg tvivler ikke på, at der er tænkt over tingene i Slagelse.

Rundtosset i rundkørsel

Men det duer simpelthen ikke, at man forvandler et ganske almindeligt trafikanlæg til en forhindringsbane. En venstresvingsbane før rundkørslen, fire sæt hajtænder inden for 30 meter, og et skift fra cykelsti i hver sin side af vejen til dobbeltrettet cykelsti - det er simpelthen for komplekst og ulogisk.

Den umiddelbare konsekvens er, at det nedsætter fremkommeligheden for de cyklister, der skal gennem rundkørslen. Nedsætter det også risikoen for ulykker? Det tror jeg ikke. Det man vinder på gyngerne, mister man på karrusellen: Det kan godt være, at man minimerer risikoen for, at bilister overser cyklister, men til gengæld gøder man jorden for en række andre uheldstyper. Det er ulykkeligt, at flere af de løsninger, der ses i Slagelse, går igen ved en lang række andre nyetablerede danske rundkørsler. En løsning som i Holland virker langt mere gennemtænkt.

Det er på tide, at trafikplanlægningen i Danmark bliver mere konsekvent. Vi skal sikre, at når der udføres reparationer ved veje, så bliver det skiltet tydeligt, og de ansvarlige entreprenører skal finde en god trafikal løsning i den tid, arbejdet varer. Vi skal også sikre, at vejanlæg i Danmark er præget af ensartethed, sådan at man som trafikant ved, hvad man kan forvente, når man nærmer sig et vejkryds, et helleanlæg, en rundkørsel, en cykelsti, eller hvad det nu måtte være.

Dårlige løsninger skabe nye problemer
Der er selvfølgelig stor forskel på en fjollet rundkørsel og tragiske historier om cyklister, der omkommer. Men sagerne har alligevel en fællesnævner. Nemlig at de ansvarlige i deres forsøg på at løse ét problem, har skabt et nyt. Desværre er dette et generelt problem i det trafikale Danmark. Et problem, som der er alt for lidt fokus på.

Læs mere om Danskebjerge.dk's holdninger under sektionen Topolitik på www.danskebjerge.dk. Fremkommelighed er et ret vigtigt emne, når det gælder muligheden for at få glæde af de danske bakkelandskaber, og derfor tager Danskebjerge.dk til tider emnet op.

/Jacob

P.S.: Tak til Christian Bernhard Hagen for diverse tip om hele problemstillingen.




  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post160