Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Om at fare vild

BakkesnakPosted by Danskebjerge Sun, January 12, 2014 00:25:22

Jeg for vild i dag. Eller farede vild. Man kan sige begge dele.

Ikke at jeg siger det så ofte. For hvor ofte sker det lige, at man farer vild?

Anyway - i dag skete det. Det var på en løbetur. Endda i nogenlunde velkendt terræn. Men jeg skulle lige gennem et stykke skov ad en grusvej, jeg ikke har været på før, og da jeg efter et par kilometer kom ud på asfalten igen, kunne jeg ikke regne ud, hvilken retning jeg skulle vælge. Jeg valgte den forkerte.

Eller måske snarere: den rigtige. For den usikkerhed, der ramte mig i situationen, er måske i virkeligheden en sund oplevelse.

Vi lever i en moderne verden, hvor alt er timet og tilrettelagt, og hvor hvert eneste skridt, vi tager, har et bestemt formål. Vi må endelig ikke gå galt i byen, og vi skulle nødig klumre i det eller miste kostbar tid.

Spørgsmålet er, om det luller os i søvn? Om vores sanser sløves af det?

Dagens vildspor var ikke så vildt. Jeg havde regnet med en tur på omkring seks kilometer, og den endte med at blive cirka 12. Men det er ikke omvejen som sådan, der er det særlige ved at fare vild.

Det særlige er selve situationen, hvor man ikke ved, hvor man ender, og om man har taget det rigtige valg. I mit tilfælde varede desorienteringen vel et kvarters tid. Jeg anede ikke, om jeg løb i retning af den parkeringsplads, hvor jeg havde min bil. Eller om jeg løb i den stik modsatte retning. Det var gråvejr - ingen sol at navigere efter.

Det, der for alvor skaber panikken, når man farer vild, er de skrækscenarier, der følger med: Hvis jeg løber mod vest i stedet for øst, hvor ender jeg så egentlig henne? Og hvad nu, hvis jeg ender med at løbe i ring, - og hvis det når at blive mørkt, så det bliver endnu sværere at orientere sig, - og hvad nu, hvis jeg bliver træt og løber tør for energi?

Vi er nede og røre ved de dybere lag i psyken her. Ved vores ur-angst. Tænk på vore forfædre, der listede rundt i tætte urskove på jagt efter bytte. For dem må risikoen for at fare vild have været meget reel. Og det kunne koste dem livet.

Vi moderne mennesker har det trods alt nemmere. For vi ved jo, at hvis bare man bliver ved med at gå, så rammer man nok en vej. Ja, eller i hvert fald et hus. Da jeg for vild i dag, opererede jeg slet ikke med tanken om at gå ind et sted og spørge om vej. Det siger noget om, hvor svært det i virkeligheden er at fare vild sådan rigtigt.

Så er det ikke bare pjat? Jo, egentlig. Men jeg er holdt op med at berolige mig selv, når jeg kommer ud for at fare vild. For jeg tror på, at man har godt af at fare vild. At glide over i tvivl og panik. Bare en stund.

Faktisk har jeg prøvet at fare vild, på den rigtige måde. Jeg husker bl.a. en vandretur oppe i et norsk fjeld med en kammerat. Det var på Hallingskarvet, hvorfra man kun kan komme ned ad bestemte stier, fordi fjeldsiderne er så stejle. Vi traskede af sted i timer uden at kunne finde den afmærkede sti, og kun fordi vi langt ude i horisonten fik øje på en person i en rød jakke, fandt vi tilbage. Jeg kan huske, at vi spontant vinkede og råbte til personen. Vedkommende har sikkert undret sig. For sådan er det, når man farer vild: Omgivelserne er ligeglade. Det er dig, der har problemet. Der er ikke et træ, der lige hvisker: "Hey, du skal dreje til højre her!" Du står ved rorpinden, og det er dine handlinger, der afgør, om du finder tilbage.

Paradoksalt nok - eller måske netop derfor - var det en nordmand, der mindede mig om, at det med at fare vild kan være en positiv ting. Nemlig forfatteren Roger Pihl, som i sin bog "Guide til Danmarks bjerge" fremhæver muligheden for at fare vild som et plus ved en lokalitet.

Og er det ikke også sådan, at hvis man har været et sted og er faret vild der, så husker man stedet så meget desto tydeligere? Og er det ikke netop efter sådanne oplevelser, at tilfredsstillelsen ved at nå tilbage til udgangspunktet er særlig stor?

Men dét at fare vild kræver, at man tør give slip. At man ikke altid har landkortet eller GPS'en med sig. At man ikke altid har styr på sin egen x- og y-akse.

Jeg har venner, som altid løber de samme to-tre ruter, når de træner. Og hvis man foreslår dem en anden rute - eller bare at løbe den modsatte vej rundt -, så bliver de sådan lidt flakkende i blikket. Men jeg tror egentlig, at de ville blive en anelse lykkeligere, hvis de i ny og næ turde træde ud på en vej, de ikke kender. Eller ind i en skov, de ikke før har besøgt.

/Jacob










  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post168