Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

På jagt efter højdemeter i Rebilds vilde bakker

Løb & ruterPosted by Danskebjerge Tue, March 18, 2014 23:54:04


Da jeg forleden besøgte Rebild Bakker i det nordlige Jylland, satte jeg mig for at gøre det så hårdt for mig selv som muligt. Nemlig ved at løbe en tur, hvor jeg vred et maksimalt antal højdemeter ud af terrænet. Eneste kriterie var, at det skulle foregå på stier eller veje, og at ruten skulle være en rundstrækning, altså med start og slut samme sted og uden "genbrug" af strækninger.

Det første kriterie kneb det med at opfylde, for de stier, som fremgik af det medbragte kort, var til tider svære at følge. Nogle steder druknede de nemlig i et tykt lag af nedfaldne grene og visne blade. Og samtidig er vi så tidligt på sæsonen, at der ikke har været nok løbere ude og trampe stierne til.

Så det blev lidt af en vildmarkstur, men jeg opnåede nogenlunde, hvad jeg ville: Rundstrækningen var lige knap 5 kilometer lang og bød på tre stigninger med i alt 195 højdemeter (ifølge højdekorrigerede data fra Garmin Connect). Hårdt? Ja.

Det er kun meget få steder i Danmark, at man kan finde en rute med så tæt koncentration af højdemeter. Det lille løb Glarbo Highland Trail, hvis rute ligger i Silkeborg-skovene, byder dog på en 7 kilometer lang rute med 500 højdemeter. Den rute håber jeg snart selv at kunne tjekke ud. Den kunne være et godt bud på Danmarks mest kuperede løberute!

Jeg vil dog indtil videre påstå, at Rebild Bakkers natur har en lidt større oplevelsesværdi. I det åbne er man omgivet af lyng og hårdføre buske, der kan tåle at stå i den næringsfattige jord. Og inde i skoven møder man sært formede træer og ikke mindst stejle slugter, der fører ned mod bunden af Lindenborg Ådal.

Et landskab, der helt klart er værd at besøge, hvis man er til bakkeløb i betagende omgivelser.

Store dele af Rebild Bakker er i øvrigt også særdeles velegnet til mountainbike, men den rute, jeg løb, ville nok være problematisk at cykel på - pga. en del trappetrin!

/Jacob











  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post183