Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

De grummeste forårsløb - har du prøvet dem?

Løb & ruterPosted by Danskebjerge Wed, April 16, 2014 10:55:19


Hvert år i april indledes rækken af forårsklassikere. Og her tænker jeg ikke på de tv-transmitterede cykelløb, man kan kan studere fra sofaens dyb. Nej, det handler selvfølgelig om løbeverdenens svar på Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège, og hvad de ellers hedder. De næste uger byder på adskillige danske motionsløb med særligt udfordrende ruter. Og da de mig bekendt ikke kan opleves i direkte tv, så er det bare med at hoppe i løbeskoene og prøve de mange højdemeter af på egen krop.

Her i påskedagene er der gang i den i Jægerspris, Aalborg og Tisvilde. Nær førstnævnte by finder man Færgelundsløbet, som afvikles skærtorsdag. Ruten er en rundstrækning på 2,2 kilometer, og arrangørerne kalder selv løbet for et "crossløb", hvilket afslører, at der venter deltagerne et par solide stigninger.

Dagen efter - i Aalborg - er der skruet yderligere op for både distance og højdemeter. Aalborg Brutal Marathon er flere gange blevet kåret som årets hårdeste motionsløb, og samtidig er det faktisk et af de maratonløb, der har flest deltagere i Danmark. Rutens stejleste udfordring, Skovbakkevej, er med sin maksimale stigningsprocent på 17 fuldt sammenlignelig med de "mure", der er så frygtede i de belgiske og hollandske éndagscykelløb. Bemærk løbsdagen: Det er langfredag. De store pinslers dag. Så er du advaret.

2. påskedag står den så på Helvede i Nord. Et løbsnavn, som her refererer til en rute i et kuperet klitlandskab ved Tisvilde i Nordsjælland. Man kan løbe 10 kilometer eller halvmaraton. Løbet er langt fra så gammelt som cykelløbet Paris-Roubaix (der har inspireret til navnet "Helvede i Nord"), men deltagerne strømmer til år efter år, og også i 2014 har arrangørerne måttet melde udsolgt lang tid i forvejen.

I maj måned kan man kaste sig ud i endnu mere udansk terræn, nemlig i form af klipper og miner. Den 3. maj er der Salomon Hammer Trail på Bornholm. Her skal stejle fjeldsider overvindes, bl.a. skal man bestige den uendeligt lange trappe ved Jons Kapel. Løbets minimumsdistance er 25 kilometer, men hvis du slet ikke kan få nok af disse skønne, menneskefjendske omgivelser, så er der skam også længere distancer på programmet. Hvad siger du f.eks. til en tur på 100 miles?

Foråret slutter i et hul i jorden. Eller det vil sige to. Kalkmineløbet, der finder sted 29. maj, har de gamle kalkminer i Mønsted og Daugbjerg på plakaten. Her gælder det i allerhøjeste grad om at spænde hjelmen. Ikke bare i overført betydning for at klare sig igennem den strabadserende rute, men også for at undgå den smerte, der melder sig, når man knalder hovedet ind i loftet i en af de lave, snævre mineskakter.

Og så skal jeg også huske at nævne to bjergløbsklassikere, der allerede er afviklet her i april. Nemlig Skvæt Skovløb i Skanderborg og Hedelands Bjergløb nær Hedehusene. Det er to gedigne, traditionsrige løb, der udfordrer deltagerne, uden at det bliver ekstremt. Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er en kvalitet, hvis en rute er spækket med ekstremt stejle eller lange stigninger. Et godt bjergløb skal først og fremmest give en afvekslende løbeoplevelse. En oplevelse af, at terrænet undervejs præsenterer dig for særlige udfordringer, som du skal forholde dig til.

Og nå ja, så er der jo også lige en anden fordel ved ruter med bakketoppe: De byder som regel på gode udsigter. Findes der noget skønnere end et blik ud over et landskab klædt i forårsfarver? Det skulle da lige være synet af en prustende og stønnede konkurrent, der endnu kun er nået til foden af den bakke, du selv lige har besteget.

/Jacob

P.S.: Dette blogindlæg er også bragt på Motionslob.dk



  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post187