Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Amagers højeste punkt: de små marginaler

BakkesnakPosted by Danskebjerge Fri, September 12, 2014 00:36:00

Danskebjerge.dk er - heldigvis - ikke det eneste sted, man kan blive klogere på, hvor man finder høje punkter i landskabet.

Blandt de "bjerginteresserede" finder man en del lokalhistorikere, og en af dem, Dines Bogø, er en sand Amager-ekspert. Han har undersøgt de topografiske forhold på øen - og udpeger en basketballbane som toppunktet, godt 8 meter over havets overflade.

http://lokalhistorier.dk/Amager_Bladet/20140128_Amager_hoeje_punkter/


Som han selv anfører, kan punktets højde dog have ændret sig en smule på grund af byggearbejde i nyere tid.

Men hvad nu, hvis man udvider pespektivet lidt? Jeg kunne ikke dy mig for at kigge lidt nærmere på øens mere "moderne" kulturlandskab.

Tre duellanter
Når man alene ser på jordpunkter - og altså inkluderer menneskeskabte jordhøje -, så er der flere lokaliteter, der rager højere i vejret end 8 moh. Min foreløbige granskning viser, at tre knolde er i hård kamp om førstepladsen.

Den ene er støjvoldssystemet ved lufthavnen nord for Dragør. Voldene er ifølge de nyeste tilgængelige kortinformationer op til ca. 14 meter høje, og når man dertil lægger, at lufthavnsterrænet er beliggende ca. 5 moh., så kommer vi i alt 19 meter op. Altså mere end dobbelt så meget som øens højeste naturlige punkt.

Den anden duellant er en høj på det nordvestlige Amager, nord for Vejlands Allé. Højen hedder i folkemunde Mount Anna og har - i modsætning til volden ved lufthaven - en mere rekreativ funktion. Jeg besteg den i sommer, og der var god udsigt (se panoramabilledet ovenfor). Fordelen ved et fladt landskab som det amagerkanske er, at man ikke skal så mange meter op for at kunne se langt!

Målfoto påkrævet
Af uransalige årsager har Mount Anna næsten samme højde som lufthavnsvoldene. Foden af Mount Anna ligger ca. 5 meter over havniveau, og selve "bjerget" er 13 meter højt. Så målfotoet viser altså, at Mount Anna er et enkelt skridt bagefter. Lufthavnen vinder med sølle 1 meter!

Den sidste plads på præmieskamlen indtages af den vold, der omkranser Kolonihaveforeningen Sønderbro. Fra voldens højeste sted er der 17 meter ned til havet. Det er 1 meter fra sølvmedaljen og yderligere 1 meter fra guldet. Men det er tæt i toppen, kan man roligt sige.

Kan jeg have misset en knold? Ja, jeg har som sagt ikke været hele Amager igennem med forstørrelsesglasset. Så det er for tidligt at lave nogen endelig top 10.

Men der er to kategorier af "bjerge", der er placeret ret højt på ranglisten.

Høje fæstninger
Den ene er de forter, der blev anlagt i forbindelse med befæstningen af København for 100-130 år siden. Kastrup Forts terrænoverflade topper: Godt 15 meter rejser skanserne sig over Øresunds overflade.

Dragør Fort er også godt med. Det er lidt over 13 meter højt.

En anden, måske knap så charmerende kategori er de (jord?-)bunker, man møder helt oppe i Amagers nordøstligste ende. De når op i 13 moh.

Måske vil de give begge forter baghjul, hvis der i morgen kommer en lastvogn og læsser et par meter mere på. Sådan kan tingene hurtigt ændre sig i et kultur- og industrilandskab.

Bjerge som arkitektur
Begrebet bakker og bjerge har generelt en interessant status på Amager. Der hersker ligesom en forestilling om, at hvis man drømmer om bjerge, så opstår de.

I flere år har der været planer om en skibakke på Refshaleøen. Den skal bygges i tilknytning til et kommende forbrændingsanlæg. Lokaliteten bærer navnet Amager Bakke og vil rage hele 90 meter i vejret.

http://www.aok.dk/byliv/her-skal-koebenhavns-nye-gigantiske-skibakke-ligge

Men der findes allerede amagerkanske bjerge, som er højere end både Mount Anna og voldene ved lufthavnen. Det mener i hvert fald arrangørerne af motionsløbet Ørestads Bjergløb. For som løbets motto lyder: "Ørestad er flad natur og stejl arkitektur!"

Ruten byder således på masser af højdemeter - ikke ude i landskabet, men inde i de højhuse, som deltagerne skal bestige. Ét af husene bærer endda det officielle navn "Bjerget", og der er 26 meter fra bund til top.

Se hele højdeprofilen her:

http://minby.dk/amagerbladet/wp-content/uploads/2014/04/ABL140414%C3%98restadBjergl%C3%B8b.jpg

Det hævdes, at tro kan flytte bjerge. Det er ikke nødvendigvis sandt, men på Amager tør man i hvert fald godt rykke lidt ved begreberne.

/Jacob

P.S.: Flere danske toppunkter finder du her: http://danskebjerge.dk/dansktop.htm




















  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post207