Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Et mere åbent Brorfelde

MaglesøPosted by Danskebjerge Sat, March 21, 2015 00:38:35

Der er ved at blive sat skik på Brorfelde Observatorium. På flere måder.

Dels har man lige fjernet en masse af det buskads, som ellers omkranser kuplerne. Det er godt. Sidst jeg var deroppe, masede jeg med at få bare to kupler med i samme foto. Det ser ud til at være nemmere nu. I det hele taget er jeg stor tilhænger af åbent terræn. Især når det er i kuperede landskaber som dette nær Maglesø. Så må man leve med, at stedet ligner en pløjemark i en kort periode.

En anden ting, som også er under opgradering, er Brorfelde Observatoriums kommunikationsveje. Både Brorfelde.dk og Facebooksiden (som ovenstående billeder er fra) opdateres efterhånden jævnligt og har et professionelt præg. Og i pressen hører man ofte om Brorfelde. Senest da der var delvis solformørkelse over Danmark. Mange gæstede stedet i den anledning, og der var taget højde for vejrets luner, så man kunne indendøre se livebilleder af formørkelsen, sådan som den tog sig ud i Gedser.

Alt dette peger frem mod åbningen af oplevelsescenteret i 2016. Der er investeret millioner i projektet, og da stedet ikke ligger midt på alfarvej, skal der arbejdes med "produktet". Det gælder både de fysiske omgivelser og markedsføringen. Og det tegner godt.

/Jacob




  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post235