Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Toppene ved Tisvilde og Tibirke

BakkesnakPosted by Danskebjerge Sun, April 12, 2015 02:32:59


I det øverste Nordsjælland finder man et ungt landskab. Ungt på den måde, at det har ændret sig meget siden istiden. Først ved landhævning i stenalderen. Siden ved sandflugt. Og frem til i dag: ved nedbrydning af klintekysten.

Landskabet er mest imponerende i Tibirke Bakker. Fra Ellemosens 4 meter over havet stiger terrænet dramatisk til 57 meter, og bakkerne træder tydeligt frem, fordi bevoksningen holdes nede. Det kuperede, hedeagtige landskab giver associationer til naturperler som Sindbjerg og Stoubjerg, omend disse jyske knolde har lidt større dimensioner - trods alt. Ja, og så er der en anden forskel, som jeg vil vende tilbage til om lidt.

På vestsiden af Tibirke Bakker får skoven så småt overtaget, men det går stadig op og ned. Dels pga. det naturskabte varierede terræn og dels i kraft af det væld af gravhøje, man er omgivet af. Området her hedder Tisvilde Hegn. Det højeste punkt er Frøbakke, der befinder sig 62 meter over havets overflade. Herfra er der kun et stenkast til byen Tisvilde, som markerer Tisvilde Hegns grænse mod nordøst.


Den fine natur har en bagside. For i over 100 år har området været eftertragtet som et godt sted at slappe af og ikke mindst som et godt sted at have fritidsbolig. Det gør, at store dele af kyststrækningen er bebygget med sommerhuse, og i Tibirke Bakker markerer strømførende hegn over alt, at udefrakommende bedes holde sig til stier og grusveje.

Ingen tvivl om, at det må være skønt at eje jord og mursten i dette bakkelandskab. Men alle vi andre får en tilsvarende ringere naturoplevelse. Modsat ved Sindbjerg og Stoubjerg, hvor adgangen til naturen ikke er begrænset af privat ejendomsret. Humoristen og multikunstneren Poul Henningsen kaldte tilbage i 1928 Tibirke Bakker for "Snob Hills". Et øgenavn, der endnu i dag kan være fristende at bruge.

En trøst er det dog, at flere lokaliteter ved Tisvilde er fredede. Så man må antage, at udbredelsen af bebyggelse og indhegninger er stagnerende.


Du kan læse mere om Tisvilde-egnen her:

http://www.b.dk/boeger/ny-bog-om-tisvilde-hegn-er-en-guldgrube

http://hannaswalk.com/2012/07/10/vandring-i-tisvilde-hegn/

Danskebjerge.dk har i øvrigt fundet områdets stejleste vej. Se procenterne her:
https://www.facebook.com/stikmigenmax

/Jacob



  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post238