Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Koldstart på klippeøen. En løbsoplevelse

Løb & ruterPosted by Danskebjerge Fri, June 05, 2015 19:47:33


Det stod ned i stænger, da jeg hentede mit startnummer i teltet. Det var en af de dage.

Tilbage i bilen - med klimaanlægget skruet godt op over stuetemperatur - sad jeg i mit cykeltøj og overvejede næste skridt. En u-vending og retur til min varme seng blinkede som en af valgmulighederne.

Hvad jeg ville gå glip af? Det, som folkene bag Born Fondo selv kalder "de vildeste kilometer du nogensinde har prøvet i Danmark". Dermed menes en enkeltstart med en vanvittig høj koncentration af højdemeter. Som bornholmerne selv har døbt den uden forbehold: En bjergenkeltstart.

Se Danskebjerge.dk's film fra enkeltstarten her.

To brutale bakker
Der er kun 8,4 kilometer fra start til mål, men to af Danmarks sværeste bakker indgår. Starten er modbydelig: Hovedgaden i havnebyen Vang kaster lidt over 90 højdemeter i ansigtet på dig, stiger med 7,2% i snit og har flere passager med hældningsgrader på over 10%. Vang-bakken er af Danskebjerge.dk kåret som landets hårdeste stigning og vil med garanti koste dig minutter på sluttiden.

Senere venter endnu en grum stigning - vejen op til fyrtårnet på Hammeren. Men denne lidt for tidlige morgenstund var vejret min værste fjende.


Opvarmning skrottet
"Du ryster jo," sagde TV2/Bornholms fotograf til mig ved startstregen.

Og ja, det blev en koldstart. Men dog en start.

Jeg havde bidt tænderne sammen og trillet ned til havnen i Vang. Få sekunder senere blev jeg sendt afsted.

Opvarmningen havde jeg efter moden overvejelse skrottet. Jeg kørte direkte fra bilen og til startområdet. Virkningen fra klimaanlæggets milde brise blev pisket ud af mig, lige så hurtigt som man kan sige solskinsø. Lufttemperaturen var étcifret - ikke særligt imponerende for den sidste lørdag i maj måned. Og det hele blev ti gange værre af den hårde vind, som bragede ind fra syd.

At jeg ikke var den eneste, der havde det sådan, viste sig ved navneopråbet. Jeg havde startnummer 10, men rullede afsted som anden deltager. Blandt andet ventede vi forgæves på en gut med mellemnavnet Pantani. Han havde åbenbart valgt dyne frem for dyngvåd enkeltstart.

Alpine procenter
Med en kropsbygning som den hedengangne italiener ville man ellers nok være godt stillet på den her rute.

Okay, en robust Jens Voigt-type vil måske kunne møve sig op igennem Vang i anstændigt tempo. Men på den godt 700 meter lange målbakke på Fyrvej bliver procenterne alpine. Flere gange nærmer de sig 20, og gennemsnitsprocenten når kun ned på 9, fordi der undervejs er et par flade stykker. Senest på Fyrvej giver betegnelsen bjergenkeltstart utrolig god mening.

Inden da skal man dog igennem Slotslyngen. Et naturområde, som på andre dage end lige denne havde været en smuk oplevelse.

Slots-slyngen kunne man også lidt muntert kalde strækningen, for den byder på et markant hårnålesving. Ikke ret skrånende, men i målområdet blev der op til flere gange advaret om, at den slyngede vej var spejlglat pga. regnen. Måske derfor bremsede jeg lige lidt rigeligt op, da jeg skulle igennem. Hvilket dog ikke skal være nogen undskyldning for min noget skuffende tid.

Disponér kræfterne
På forhånd havde jeg håbet på en snitfart på omkring de 30. Fuldstændig urealistisk, skulle det vise sig. Ganske vist var der mest medvind, og på nedkørslerne kom der pænt gang i hjulene. Men det er slet ikke nok til at indhente det tidstab, som tyngdekraften forårsager på stigningerne. I alt 182 højdemeter er der ifølge løbsprogrammet på ruten. Det koster på uret.


En helt afgørende faktor på en enkeltstartsrute som denne er disponeringen i forhold til de to store stigninger. Det er farligt at gå helt død allerede i Vang, og det er farligt at være tappet for kræfter, når du når frem til foden af Fyrvej. Omvendt skal man jo heller ikke være en forsigtig-Per, for de fleste bruger kun mellem 15 og 20 minutter på turen.

Det er ikke sikkert, at jeg selv greb det rigtigt an. Men jeg ved, at jeg hev godt og grundigt efter vejret, da jeg rullede i mål med ca. syv km/t (der står en mand, som skubber rytterne et ekstra stykke, så de ikke er i vejen for de næste - jeg takker for hjælpen!). På vejen op var det blevet til en enkelt overhaling. Desværre var jeg den overhalede. Men man kan jo altid prøve at bilde sig selv ind, at det var en af løbets stærkeste ryttere, der gav mig baghjul.

Traditionsrig rute
Jeg bliver aldrig motionisttypen, der trækker på skuldrene af uvejr. Til gengæld er jeg ret vild med events, der giver deltagerne noget mere end bare en cykeltur på vilkårlige landeveje.

I det her tilfælde har vi endda at gøre med en rute, som bærer på traditioner. I årtier har bornholmerne afviklet klubmesterskab i enkeltstart på præcis disse 8,4 kilometer, og hvis Born Fondo bliver en tilbagevendende begivenhed, så kan ruten udvikle sig til en klassiker - en "pilgrimsrute" for enhver nogenlunde ambitiøs dansk motionscyklist.

Behøver jeg for resten at sige, at regnvejret stoppede, så snart jeg kom i mål?

Det var en af de dage.

/Jacob





  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post243