Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Hvad Vejleetapen lærte os om terrænet

Løb & ruterPosted by Danskebjerge Fri, August 07, 2015 11:01:31


Årets Vejle-etape i Post Danmark Rundt 2015 er overstået. Den hårdeste etape nogensinde har arrangørerne har kaldt den, og terrænmæssigt virker det som en rimelig beskrivelse. Vejret kunne selvfølgelig have været mere modbydeligt, og det hårde ræs kunne være begyndt tidligere, men hvis vi alene ser på ruten, så var den meget udfordrende og åbnede for mange scenarier.

I kraft af tv-transmissionen har det været nemmere end tidligere at følge udviklingen i løbet. Transmissionen er revolutionerende for cykelsporten i Danmark og var langt henad vejen fremragende. Desværre var der nogle missere i prioriteringerne, hvilket jeg vil komme ind på senere.

Her er min gennemgang af stigningernes betydning:

1.) Stigningerne på den første halvdel af etapen havde ikke meget at sige.
Det ventede tidlige udbrud lå et par minutter foran feltet - det hele var kontrolleret og en lille smule forudsigeligt.

Jeg har selv stået på bakker rundt omkring i landet og set skuffet til, når først udbrydergruppen og siden feltet trillede snakkende hen over toppen. Og det er ikke kun et Post Danmark Rundt-fænomen. Hvor tit har man ikke hørt kommentatorer piske en stemning op om en stigning som La Redoute i forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège, selvom stigningen 9 ud af 10 gange får meget ringe indflydelse på slutresultatet, netop fordi den ligger for langt fra mål.

Jamen, de tidlige stigninger er vel med til at trætte rytterne? Ja, i nogen grad, men her har vi jo med proffer at gøre og ikke motionister som os andre. For os er selve bestigningen af Vejles bakker udmarvende, men ryttere, der kører mange hundrede kilometer om ugen, bliver ikke synderligt slidt af at køre opad i roligt tempo.


2.) Ballet startede på Østengård.
Tv-dækningen af stigningen på Østengårdsvej var desværre miserabel. Fuglsang m.fl. var lige styrtet, og det fandt producerne umådelig interessant. Imens fik vi at vide, at feltet blev splittet på stigningen. Hvordan dette foregik, ved kun rytterne og tilskuerne på stedet.

Men vi kan konkludere, at stigningen, som lå ca. 47 km fra mål, fik den betydning, som den givetvis var tiltænkt. Den blev brugt som afsæt til den første udskilning, og herfra var der kun ca. 40 ryttere tilbage til at kæmpe om sejren.

Det var formentlig også her, at udmattelsen for alvor satte ind hos mange af rytterne. For Astana var tabet af Fuglsang katastrofalt. Måske skal styrtet ses som resultatet af en placeringskamp, der skyldtes, at flere hold havde angrebsplaner på Østengård.


3.) Gl. Kongevej opløste udbruddet og tippede magtbalancen blandt favoritterne.
Som følge af styrtet og Team Tinkoff-Saxos gentagne accellerationer sad klassementets førende rytter Lars Boom ret alene, da hovedfeltet nåede til etapens klart hårdeste stigning på Gl. Kongevej/Chr. Winthersvej.

Stigningens sværhedsgrad kan beskrives som Kiddesvej plus 50%, og man fornemmede tydeligt, at rytterne var pressede af stigningsprocenterne i længere tid, end de er på Kiddesvej, hvor en enkelt krafteksplosion kan være nok til at nå op til toppen. På Gl. Kongevej er det hver mand for sig, og udbruddet blev reduceret til et par trætte mænd her. Siden kom favoritfeltet, hvor helikopterbilledet viste, at Lars Boom var blevet sat en smule. Tilsyneladende lykkedes det ham at æde sig tilbage kort efter, da terrænet blev mere medgørligt, men de første søm var slået i hans kiste.

Igen synes jeg, at den måde, stigningen blev tv-dækket på, var kritisabel. Hverken udbrydernes eller favoritfeltets entré på Gl. Kongevej blev vist, selvom venstresvinget fra Jellingvej var meget spændende. Man fulgte de forreste udbrydere meget fra motorcyklerne. Her havde et helikopterbillede havde været mere illustrativt. Også ærgerligt, at det vigtige moment med Lars Boom, der måtte slippe (eller var der andre grunde til det?), ikke kom med på tv.


4.) Kiddesvej skabte indledende splittelse og gjorde rundstrækningen hård - men var ikke altafgørende.
Det er oplagt at tænke, at den hårdeste bakke på en afsluttende rundstrækning er stedet, hvor de afgørende angreb sættes ind. Så enkelt er det dog langt fra. Selvfølgelig trækker Kiddesvej tænder ud, og det skete også denne gang. Men den berømte stigning udelukker ikke angrebsforsøg andre steder på strækningen. Det så man, da både Vinther og Kamp prøvede lykken. Formentlig har de fornemmet, at Breschel var for stærk mand mod mand på Kiddesvej, og så har de udset sig andre momenter.

Sidste opstigning viste dog, at et hul på en håndfuld sekunder ikke rækker langt, når først man rammer de 15-19%. Som Henrik Liniger rigtigt konstaterede, gik Kamp kold på toppen, og så var vejen banet for Breschel.

I øvrigt nogle ejendommelige par hundrede meter, der følger efter Kiddesvej. Løbet foregår nærmest i slowmotion her, fordi rytterne kæmper og kæmper, men uden at flytte sig ret meget ud af stedet. Forklaringen er, at selvom Koldingvej-strækningen ikke er lige så stejl som Kiddesvej, så er der stadig nogle procenter på, og rytterne sidder i syre til op over begge ører. At Kamp kunne spurte sig til en tredjeplads her, må skyldes, at han er enormt god til at håndtere netop syregrænsen.

I virkeligheden var det måske ikke den sidste tur op ad Kiddesvej, der var mest afgørende på årets Vejle-etape, men derimod den første. Favoritterne sad godt med på dette tidspunkt, og Lars Boom var også ganske langt fremme i feltet. Men da Breschel sætter tempo (og det er jo vildt, at han både kan give den fuld gas her og siden også vinde etapen), sker en afgørende udskillelse. Vi ser det ikke helt på tv-billederne, men stærke folk som Boasson-Hagen, Magnus Cort og Lars Boom bliver sat. Dermed var feltet af potentielle vindere - både af etapen og klassementet - skrumpet gevaldigt ind.


Se også denne sammenligning af resultatet af hhv. Vejleetapen og slutstillingen i det samlede klassement. (Facebookopslag)

5.) Konklusion: Bakkerne virkede
Ser man på etaperesultatet, så er der over 13 minutter fra nummer 1 til nummer 41 i feltet. Det siger lidt om, at der blev gået til den på bakkerne. Man kan ikke forvente, at feltets forholdsvis urutinerede ryttere kan sidde med helt fremme, men her er altså tale om, at størstedelen af etapeløbets ryttere bliver sat tilbage med adskillige kilometer.

Hvad Østengårdstigningen betød for udfaldet af etapen, må stå lidt hen i det uvisse, da få har set, hvad der foregik der. I forhold til eventuelle fremtidige tv-produktioner er det en udfordring, at man ikke kan filme stigningen fra helikopter, da den ligger i en skov hele vejen.

Gl. Kongevej-stigningen er derimod vældig tv-egnet, og det tager dejligt lang tid for rytterne at komme op ad den. Personligt så jeg gerne, at man lavede en rundstrækning her i stedet for ovre ved Kiddesvej - eller i hvert fald bare prøvede det af i en enkelt udgave af Post Danmark Rundt.

Jeg er ikke i tvivl om, at Gl. Kongevejs hårdhed har haft stor indflydelse på tidsforskellene på etapen, men betydningen af stigningen blev lidt mudret af, at den trods alt lå så langt fra mål (ca. 40 km), og at de efterfølgende kilometer bød på relativt harmløst terræn.

Her kan jeg ikke lade være med at tænke på, om den rundstrækningsfilosofi, som arrangørerne er tilhængere af (i år er der afsluttende rundstrækninger på samtlige linjeløbsetaper), i for høj grad foruddefinerer forløbet af etaperne. Jeg er helt med på, at formatet er publikumsvenligt, men psykologisk er man også med til at indpode en fælles forestilling hos hold og ryttere om, at det er på rundstrækningen, at etapen afgøres. Det smager næsten lidt af et koncept, og det er da trist, hvis løbene ender med at følge en bestemt skabelon.

/Jacob

  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post248