Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Ukendt landskab har 82 bakketoppe

MaglesøPosted by Danskebjerge Fri, January 08, 2016 01:50:46

Når man har sagt Maglesø, har man også sagt bakker. Men vidste du, at bakkelandskabet rækker et godt stykke mod vest - og dér gemmer på 82 fantastiske dødistoppe?

Det landskab, jeg taler om, ligger vest for Brorfelde Observatorierne og indkredses hovedsageligt af de tre veje Ringstedvej, Mogenstrupvej og Brændholtvej. Derimellem finder man en ekstrem høj koncentration af små, stejle bakker, typisk kugleformede eller aflange, hvis man ser dem oppefra. Flere steder er der skråninger, der ikke er meget længere end godt 100 meter, men som alligevel har højdeforskelle på 20-35 meter.

På kortet ovenfor har jeg markeret toppene med røde prikker. 82 styk fik jeg det til ved min optælling. Det er et vanvittigt højt tal, når man tænker på, at området kun er 8,5 kvadratkilometer stort. Og så har jeg endda ikke talt de bakketoppe med, som lå der, før dele af terrænet blev forvandlet til grusgrave. De to største grusgrave ses som lyse områder omtrent midt på kortet.

Kriteriet for, om en knold skulle tælles med eller ej, var, om den havde fald til alle sider, og om der til mindst tre af siderne var fald på mere end 5 højdemeter. Dette er undersøgt vha. topografiske kort. Der har dog været et vist element af skøn ind over, da bakketoppe som disse er svære at sætte på formel pga. deres uregelmæssighed.

Det er et klassisk træk ved dødislandskaber, at de består af markante "bobler", snarere end langstrakte bakkekamme og plateauer.

Fænomenet er opstået ved, at der mod slutningen af sidste istid lå ismasser tilbage (død is), der ikke længere havde forbindelse til selve gletsjeren. Disse efterladte ismasser blandede sig med sten, sand og grus, hvilket skabte et særdeles uregelmæssigt terræn, da afsmeltningen var afsluttet. Dødislandskaber findes både på Sjælland, Fyn og i Jylland, men få steder er der så puklet som ved Maglesø.

Desværre er de 82 midtsjællandske dødisbakker nærmest ukendte. Det hænger sammen med, at der er gjort tæt på ingenting for at gøre området interessant for naturelskere. Mange af de gamle markveje er forsvundet, og de grusveje, der trods alt eksisterer, er forsynet med skilte, der beder alle andre end beboerne om at holde sig væk.

På den modsatte side af Ringstedvej forholder det sig lidt anderledes. Brorfelde er kendt, og et kommende oplevelsescenter vil gøre stedet til en egentlig turistattraktion. Selve Maglesø og traktørstedet dér besøges også af mange mennesker.

Jeg har endnu ikke lavet en bakkeoptælling i den del af området. Men mon ikke, at det samlede tal vil nå op over 100 på de i alt ca. 20 kvadratkilometer?

/Jacob











  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post264