Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Guf for motionister: Godt vejr og gode bakker

BakkesnakPosted by Danskebjerge Thu, October 27, 2016 00:50:53


Hvordan er det ideelle sted for en naturglad motionist? Der er mange parametre i spil, men jeg tror alligevel, det er muligt at definere, hvor i Danmark forholdene er tilnærmelsesvis bedst. Og værst. Man kan vel slå fast, at klima og landskab spiller en væsentlig rolle. De fleste foretrækker at dyrke motion i godt vejr og i varieret og let tilgængelig natur.

Forleden offentliggjorde DMI en rapport, som hjælper mit projekt lidt på vej. Rapporten handler om, hvordan vejret ser ud i de enkelte kommuner. Jeg har trukket Top 20 ud fra den, og så har jeg kigget på, hvilke af de optrædende kommuner der har interessant (rød) og meget interessant (fed og rød) motionsterræn - det vil sige nærhed til kuperet landskab. Se grafikken ovenfor.

Blandt de solrigeste egne er de skønne motionsområder Bornholm og Odsherred. De er dog ikke med i toppen inden for parametrene nedbør og temperatur. Til gengæld er Ærø repræsenteret to gange, og det samme er Kalundborg. Måske er det de to kommuner, man bør besøge, hvis man synes, at godt vejr og god motion hører sammen? Jeg synes, det er for tidligt at konkludere - andre forhold skal undersøges -, men Ærø og Kalundborg ligger godt til blandt de bedste motionskommuner i Danmark.

DMI's opgørelse afslører desuden, at eksempelvis Vejle, Skanderborg og Silkeborg roder rundt i den tunge ende, når det gælder vejret. Så mens de tre kommuner kan bryste sig af Danmarks måske mest udfordrende terræn at motionere i, udsætter de altså også motionisterne for en ret stor mængde skyer, regn og kulde.

De vejrmæssige bundskrabere er dog Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune, hvor man vel også kan tillade sig at sige, at landskabet her ikke er specielt sindsoprivende.

/Jacob








  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post294