Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Det skæbnesvangre møde med bjerget

Løb & ruterPosted by Danskebjerge Sat, September 09, 2017 18:44:50

Bjerget. Åh nej. Det er lige om lidt. Jeg snupper et par dybe vejrtrækninger. Snart vil pulsen brage i vejret. Det er nu, det kan vise sig, om dagen bliver en succes eller en fiasko.


Det er så nemt at le ad de ikke særligt alpine højdedifferencer i Danmark. Men hvis man deltager i et cykelløb, er man ikke i tvivl om, at der er forskel på flad vej og stigende terræn. Faktisk kan en stejl bakke på bare et par hundrede meter få afgørende betydning for, hvordan løbet udvikler sig for dig som deltager.

To weekender i træk har jeg nu deltaget i motionsløb, hvor Menstrup Bjerg har indgået i ruten. Menstrup Bjerg ligger i Sydsjælland og er kendt af enhver motionscyklist på egnen. Det er omtrent den eneste stejle bakke i området mellem Næstved og Skælskør, og det er ikke en gang fordi den er så slem igen - alene vurderet ud fra tallene. Den er 530 meter lang og stiger med 4,7% i snit. Det er set grummere.

Få sekunder kan koste
Alligevel ved man bare, at det bjerg har en del at skulle have sagt. For hvis du ligger i en gruppe, der har gode, ambitiøse ryttere med, vil der med garanti opstå splittelser her. Det er på stigende terrænoverflade, at forskellen i rytternes formåen (og kropsvægt) udkrystalliseres.

Og selvom det måske kun er nogle få sekunders huller, der opstår på bakken, så kan det være nok til at ændre præmissen for resten af løbet. Sidder du som nummer fem i en gruppe på ti mand, og du mister hjulet på den fjerde, så slipper de fire måske afsted i en ny gruppe, mens du må indfinde dig i jumbodelen af den tidligere timandsgruppe. Her er der typisk færre stærke folk til at trække, så i sidste ende kan de få meter, du mister på bakken, betyde et tidstab på adskillige minutter, når du kommer i mål.

Selvfølgelig spiller det også ind, at stigninger som Menstrup Bjerg ofte lægges ind i den sidste del af ruten. På det tidspunkt er vi ryttere alt andet lige mere trætte - og derfor er styrkeforskellen mellem os også mere udtalt.

Fårene og bukkene
Det er faktisk ret vildt, hvor meget der kan ske på sådan en stigning. I søndags lå jeg omtrent i midten af en ret stor gruppe, da vi kørte ind på Menstrup Bjerg.

Gruppen er ført an af en 4-5 gutter, der træder en god pedal, så alle vi andre ved udmærket, at det gælder om at hænge på dem, sådan som vi stort set har gjort de foregående ca. 50 kilometer.

Efter få meter kan man se, hvem der rykker frem i rækkerne, og hvem der falder igennem. Det hænger sammen med, at Menstrup Bjerg er stejlest på den første halvdel. Hældningen begynder ret pludseligt, og på de første 225 meter, hvor vejen er en hulvej, stiger terrænet med 7,3% i snit. Derfor falder tempoet markant. Man oplever, at tingene foregår i slowmotion - forstærket af bevidstheden om, hvor meget der er på spil netop i dette øjeblik.

En skægget rytter i rød trøje går det særligt skidt for. Han rammes af bakken som af en hammer. Et par andre i gruppen giver ham en kommentar med på vejen, for hans dyk i fart skaber nærmest trafikprop på den smalle vej. Irriteret råber manden et eller andet som svar, men i samme øjeblik hører man hans kæde skramle og falde af. Han kigger vantro ned på sin defekt - formentlig forårsaget af et forhastet gearskifte. Mere når jeg ikke at se, for nu gælder det om at hænge på.

Men det kniber det med. Jeg opdager, at gruppen er knækket over. Jeg sidder tilsyneladende imellem to grupper - overhaler en enkelt mand og ser så, at fem fyre er stukket af forude. Vi er kommet ind på den fladere anden halvdel af bakken, men: jeg sidder alene. Jeg træder alt, hvad jeg kan. Alligevel når dem foran at forsvinde bag toppen, inden jeg når derop.

Krisestemning nedad
Så er der dømt krise. Hullet bør lukkes, siger mit hoved. Men benene parerer ikke ordren.

Nedkørslen er stejl og med et sving. Jeg vinder lidt ind på frontgruppen, men derefter flader vejen ud igen, og så opstår problemet: De kører samlet, mens jeg kører alene. Og kører man alene, er man langsommere. Sådan er det bare.

Jeg giver den et sidste skud i bøssen i håb om at hente dem. Fuld skrald over nogle hundrede meter. Men uden synlig effekt. Jeg mærker kræfterne sive ud, mens gruppen foran bliver mindre og mindre.

Og så indtræffer miraklet. Eller det vil sige - det starter med et nederlag, for der sker det, at jeg passeres af ryttere bagfra. Nu er det pludselig mig, der er manden med tilbagefald. Men så lysner det: Det er som om, at massen af ryttere strækkes ud over et længere stykke, og man får mange muligheder for at fange et baghjul. Lige hvad der skulle til, set fra min synsvinkel. Stille og roligt samles den gamle gruppe igen.

Jeg har været heldig: De folk, der blev sat på Menstrup Bjerg sammen med mig, har altså haft noget at skyde med. Det er dem, der bliver min redningsplanke.

De resterende halve snes kilometer til mål holder gruppen nogenlunde sammen, og jeg kører over stregen med en gennemsnitsfart, som ligger en del over, hvad jeg havde forventet. Dermed også sagt, at det var en fordel for mig, at der ikke var flere større stigninger, end tilfældet var, for jeg har helt sikkert hørt til de ryttere, der i perioder kørte over syregrænsen. Når man gør det, er man særligt sårbar på bakkerne.

Store ryttere bruger også små bakker
Det tog kun lidt over ét minut at forcere Menstrup Bjerg - en brøkdel af den samlede tid på 1 time og 48 minutter for de 67 kilometer. Men det er den passage, jeg vil huske klarest. Og uanset hvordan man betragter det, så var det et vigtigt moment i løbet. Hvilket bakker generelt er i cykelløb. Også hos de allerbedste cykelryttere. Det er bare ikke altid, man ser det i f.eks. tv-transmissioner. Ofte fokuserer tv-producerne mere på ryttere end på bestemte steder i terrænet, og andre gange kan det være svært at se på billederne, hvornår terrænet stiger. Men jeg vil påstå, at de fleste angreb finder sted på en bakke eller i forlængelse af den.

Det er selvfølgelig ikke altid, at bakkerne har drama i sig. I det løb, jeg kørte i dag, kom vi også op over Menstrup Bjerg, men her var der ikke helt så meget pres på. Eller også var det bare, fordi jeg sad fremme i min gruppe og ikke opdagede, hvordan folk faldt fra bagude.

P.S.: Menstrup Bjerg er ikke et kælenavn, som nogen har givet knolden vest for Næstved. Den hedder virkelig Menstrup Bjerg, hvilket også fremgår af topografiske kort. Toppen befinder i øvrigt 43 meter over havet.

Læs mere om Danskebjerge.dk's betragtninger om udfordrende stigninger her.


/Jacob









  • Comments(0)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post322