Blogsbjerg

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Skriv indlæg ved at klikke på "Kommentarer" under hvert emne. Log-in er ikke nødvendigt.

Se Rubjerg Knude og dø

BakkesnakPosted by Danskebjerge Tue, March 20, 2012 14:55:19

Projektet Danskebjerge.dk handler i bund og grund om én ting: mødet mellem natur og motion.

Jeg respekterer, at nogle foretrækker den meditative træning i fladt terræn, iklædt solbriller, kasket og ipod i ørerne. Men for mig er motion ikke kun en indre oplevelse. Man skal også se omgivelserne, farvenuancerne. Man skal kunne høre vinden, fuglene. Og man skal opfange duftene - fra lugten af bål i baghaven til forårets første blomster.

Men motion er også en fantastisk måde at møde helt nye steder på. Sightseeing på to hjul eller i løbesko er simpelthen den cooleste form for turisme!

Som nu i weekenden, hvor jeg for første gang skulle besøge Rubjerg Knude.

Klint med klit på
Rubjerg Knude er en enestående landskabsformation ved den nordjyske vestkyst. Oprindeligt er det en klint, der er ca. 60 meter høj. Men flyvesand har skabt en sandklit på toppen, og efterhånden er stedets højde blevet forøget med mindst 20 meter. Kun få andre naturlokaliteter i Danmark forandres i samme tempo.

Så meget vidste jeg på forhånd. Og jeg vidste også, at der lidt nordfor ligger en gammel kirke, Mårup kirke, som står så langt ude ved kysten, at den om få år vil styrte i havet.

Endelig vidste jeg - takket være DMI -, at der ikke var postkortvejr i vente, når jeg kom. Ærgerligt, tænkte jeg i første omgang.

Morgenløb i tåge
Det endte med at blive et morgenløb. Jeg skulle tjekke ud fra mit overnatningssted midt på formiddagen, så planen var en forholdsvis kort tur på en håndfuld kilometer.

Konditioner, da jeg tager de første skridt: 6-7 plusgrader. Vindstille. Og så er der ikke mindst tæt tåge. Man kan se hundrede meter frem. Højst.

Efter fem minutter anes en lav bygning forude. Og et stort anker. Og et lille klokketårn af træ. Jeg er nået til Mårup kirke.

Eller det vil sige: resterne af den. Man har nemlig fjernet en stor del af kirkebygningen for at forhindre, at den forsvinder, når havet tager de næste mundfulde af klinten. Man har også flyttet nogle gravsten. Andre gravsteder ligger vist på deres oprindelige plads. Så længe det varer.

Naturen tager de døde
Det er død med død på. De her nordjyder, der ligger seks alen under jorden, troede måske nok, at de havde fået deres sidste hvilested. Men naturen vil det anderledes. Man kan forsøge sig med nok så mange bølgebrydere og nymodens opfindelser - det vil hverken redde kirke eller kirkegård.

Der er noget dommedag over det. Med den forskel, at man ikke skal være dommedagsprofet for at forudse, hvad der vil ske her ved Mårup. Naturen går sin gang, og den vinder med garanti. Det er ret skræmmende - og smukt. Især når man står her helt alene. Omgivet af tyk tåge og havgus.

Jeg løber videre. Sydover går det - ad Nordsøstien. Stien er kun en halv meters penge bred og har det med at grave sig ned i sandunderlaget. Men den er godt markeret, og det er skønt at navigere sig frem mellem klitter og marehalm. Meget forskelligt fra de omgivelser, jeg normalt træner i.

Uden tid og sted
Jeg er glad for mit GPS-ur, men lige nu kigger jeg ikke på det. Jeg er her ikke for at slå temporekorder. Alene terrænet ville gøre det umuligt. Samtidig er tågen med til at ophæve fornemmelsen af tid og sted. Man kan se, hvor man skal tage sine næste skridt, men ikke så meget længere. Foreløbig er jeg dog tryg ved at vide, at jeg snart må ankomme til Rubjerg Knude. Jeg stoler på, at stien vil føre mig derhen.

Det begynder at blæse en smule. Og så ændrer terrænet karakter. En ørken breder sig ud foran mig. Jeg ser kun sand, sand - og enkelte fodspor. Fantastisk, når jeg lige at tænke, - inden det går op for mig, at nu er den ellers så velafmærkede sti forsvundet. Druknet i sand. Jeg løber nærmest i blinde nu. Men hører så havets dybe brusen til højre for mig. Ja, nærmest under mig. Så jeg må på en eller anden måde stadig være på rette vej.

Op ad sandbjerget
Jeg har løbet en del opad de seneste minutter, og sandbanken bliver nu stejlere og stejlere. Til sidst må jeg opgive at løbe. Fødderne skrider, når jeg sætter af. Mens jeg fortsætter opstigningen gående, betragter jeg de delvist udviskede fodspor, som jeg passerer. Der dukker også nogle mursten op i sandet omkring mig. Hvor kommer de fra?

Så kigger jeg op. Og får nærmest et chok! Ud af tågen rejser sig et stort gråt monster lige foran mig. En høj bygning. Ti meter længere fremme kan jeg se, hvad det er: Et fyrtårn.

Den tiltagende vind tuder uhyggeligt i de øverste vindueshuller.

Rubjerg Knude Fyr er 100 år gammelt og har ikke været i brug siden 1968. Oprindeligt var det omgivet af flere bygninger, men de er forsvundet nu, og man kan kun komme hen til tårnet til fods.

Også her er det naturen, der bærer skylden. Men på en anden måde end ved Mårup kirke.

Et dødbringende sandhav
Fyrtårnskomplekset er blevet offer for en klit bestående af flyvesand. Den har bygget sig op og har langsomt, men sikkert møvet sig hen over det sted, hvor bygningerne var placeret. Et sandkorn fylder ikke meget, men når det er i ledtog med milliarder af andre, er det en uovervindelig kraft.

For ti år siden måtte man opgive det museum, der lå på stedet, og resten er historie. I dag står kun fyrtårnet tilbage - halvvejs gemt bag sandbanker -, mens de omgivende bygninger er tromlet ned af sandet, og bygningsrester spredt i alle retninger.

Ødelæggelsen er total - og det er betagende. "Jorderigs guld er prægtig muld," skrev Kingo engang i en dyster salme. Her ved Vestkysten får man syn for sagen.

Fortabt i ørkenen
Det er tid til at vende snuden hjemad. Men så let skal det ikke gå.

Den vej, der ifølge diverse landkort skulle føre til og fra fyret, kan jeg ikke få øje på. Jeg bestiger en sandskråning i håb om at få et overblik, men tågen forpurrer min plan.

Da jeg har kravlet ned igen, har jeg mistet orienteringen. Jeg spejder efter fyrtårnet, men selvom jeg næppe har bevæget mig mere end hundrede meter væk fra det, er det ikke til at få øje på. Jeg kommer ud til skrænten ned mod havet, og 90 meter under mig kan jeg skimte bølgerne slå ind mod kysten. Men er jeg nord eller syd for tårnet? Der er intet at tage bestik af. Jeg løber et stykke vej langs en lille kløft, men stopper op igen. Er i tvivl. Begynder at blive bekymret. Jeg har ikke engang min telefon med...

Den indre spejder
Men netop som jeg når at tænke, at man måske en dag skal finde mig som skelet her i den nordvestjyske ørken, kommer den indre spejder op i mig. Der er jo kompas i sådan et GPS-ur. Jeg har godt nok aldrig rigtig brugt det (og i øvrigt har jeg aldrig gået til spejder), men nu skal det være.

Og vupti, så er verdenshjørnerne på plads. Kursen sættes mod nordøst, og omgivelserne begynder at virke genkendelige. Snart fanger jeg igen Nordsøstiens spor, og så er resten af hjemturen en leg. Trods tågen.

Tak til tågen
Et par timer efter er bagagen pakket, og morgenmaden indtaget. Jeg hopper i bilen og triller forbi Mårup kirke for at taget et par fotos. Det er klaret op, og en snes mennesker er derude for at se på stedet og nyde udsigten. De skulle bare vide, hvad jeg har oplevet, tænker jeg.

Fra kirkens parkeringsplads får jeg øje på toppen af fyret ved Rubjerg Knude, som delvist er kommet fri af tågebankerne. Er det virkelig bare derhenne, at det ligger?

Klarhed har sine fordele, men i dag sender jeg min tak til morgentågen. Det var den, der gjorde løbeturen til en nærdødsoplevelse af den skønneste slags.

/Jacob

  • Comments(2)//blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post80